Erik Klipping

Erik Klipping blev valgt til konge som femårig, men ærkebiskop Jakob Erlandsen modsatte sig hans kroning. Derfor blev Erik først som tiårig kronet ved faderens død i 1259, og hans mor Margrete Sambiria overtog herefter regeringen.

Margrete Sambiria måtte først forsone sig med Erik (1.) Abelsen, en af Jakob Erlandsens støtter, der før havde truet Christoffer 1. og angrebet Sjælland. Han blev i 1260 udnævnt til hertug af Sønderjylland (se Sønderjylland – historie), og et senere forsøg fra Margretes side på at genvinde Sønderjylland førte i 1261 til Slaget ved Lohede syd for Dannevirke. Her sejrede hertug Erik støttet af holstenske grever, og både mor og søn måtte gå i fangenskab.

Efter frigivelsen overtog Erik Klipping i midten af 1260'erne regeringen og videreførte bl.a. faderens konflikt med Jakob Erlandsen; den blev først afsluttet i 1274 efter langvarige forhandlinger. Da var ærkebiskoppen død, og paven gav indrømmelser til kongens standpunkt i striden.

Erik Klipping kom også i strid med danske stormænd og måtte i 1282 på et danehof på Nyborg Slot besegle et forpligtelsesbrev (håndfæstning), der sikrede stormændene vigtige rettigheder. Efter dette fandt en udsoning sted med kongehusets sidelinjer, bl.a. med Jakob Nielsen, der fik grevskabet Nørrehalland, og med hertug Eriks søn Valdemar Eriksen, der i ti år efter faderens død var blevet forbeholdt Sønderjylland.

Med hertug Valdemar var der fortsat konflikter om kongens rettigheder i hertugdømmet, og 1285-1286 var hertugen ligefrem kongens fange. Valdemar er af den grund blevet mistænkt for at stå bag det gådefulde og uopklarede drab på Erik Klipping i november 1286 i Finderup Lade ved Viborg, det sidste kongemord i Danmarkshistorien.

En årbog nævner, at kongen dræbtes Sankt Cæcilie nat (22. november) med 56 sår, og samtiden sluttede derudfra at drabet skyldtes en sammensværgelse. I 1287 blev Jakob Nielsen og marsk Stig Andersen Hvide m.fl. dømt for drabet. De fredløse søgte tilflugt hos kong Erik 2. Magnusson Præstehader i Norge og slog sig senere ned på den befæstede ø Hjelm i Kattegat, hvor de drev falskmøntneri og brugte øen som udgangspunkt for plyndringstogter mod en række danske købstæder.

Historikeren Erik Arup har gjort det synspunkt gældende, at de fredløse dømtes med urette. Da netop denne kreds siden håndfæstningen i 1282 havde haft regeringsmagt i landet, må de dømte have været uden motiv til at udføre drabet. Traditionen om kong Eriks forførelse af marsk Stigs hustru – ikke mindst efter folkeviserne om marsk Stig – er sen og kan ikke tillægges troværdighed.

I nyere tid er det blevet fremført, at motivet for mordet kan have været en frygt blandt de danske stormænd for, at kongen ville sikre sin magt på stormændenes bekostning ved at indføre en særlovgivning angående forbrydelser mod kongen, som skulle gå uden om rigets normale retsinstanser. Dertil synes Erik Klipping i stigende grad at have allieret sig med nordtyske fyrster og nordtyske byer. Kongen lader i hvert fald til at have omgivet sig med tyske småfyrster og deres tropper, når han bevægede sig rundt i Danmark.

Erik Klipping blev begravet i koret i Viborg Domkirke. Hans tilnavn, som allerede blev brugt i samtiden, menes enten at hentyde til, at Erik klippede hjørnerne af datidens sølvmønter og dermed devaluerede dem, eller også hentyder tilnavnet til et klippet fåreskind. Ludvig Holberg tolkede det i retningen af, at kongen blinkede (glippede) en del med øjnene.

Med dronning Agnes havde Erik følgende børn:

• Richiza, gift med fyrst Nicolaus af Werle, død ca. 1300
• Erik Menved, konge af Danmark 1286-1319
• Christoffer 2., konge af Danmark 1320-1326 og 1330-1332
• Margrethe, gift med kong Birger af Sverige, død 1341
• Kathrine, død som barn 1283
• Valdemar, død 1304
• Elisabeth, død som barn 1283

• Danmarks historie i middelalderen
• kongerækken i Danmark