Erik 14. var konge af Sverige fra 1560 til 1568. Han var søn af Gustav 1. Vasa. I 1568 blev han gift med Karin Månsdotter.
Erik 14.s bestræbelser på at styrke kongemagten gennem de såkaldte Arbogaartikler i 1561 og gennem oprettelse af en politisk domstol, Höga Nämnd, førte til splittelse i kongefamilien og konflikt med dele af adelen.
Erik 14. erhvervede i 1561 Reval og Estland og lagde dermed grunden til de svenske Østersøprovinser. Sveriges videre ekspansion i Baltikum og en kompromisløs politik over for Danmark førte til Den Nordiske Syvårskrig (1563–1570), hvorunder Erik 14.s mål var at erobre de østdanske provinser og Norge.
Militære tilbageslag skærpede imidlertid konflikten med adelen, og da kongen i maj 1567 fik et mentalt sammenbrud, blev en række højadelige dræbt (Sturemordene). Året efter blev han afsat og fængslet som ”tyran” af sine halvbrødre Johan (3.) og Karl (9.). I fængslet blev han en tid mishandlet og ydmyget, og i 1573 blev hans hustru taget fra ham. Fangenskabet voldte problemer, bl.a. i form af en række sammensværgelser; man søgte at løse dem ved at flytte Erik fra slot til slot, og der udarbejdedes en forskrift for, hvorledes han skulle dræbes i tilfælde af en vellykket opstand.
Tidligere antog man, at Erik døde som følge af arsenikforgiftning, men det har ikke kunnet bekræftes, heller ikke gennem en teknisk undersøgelse i 1958.
Erik 14. ligger begravet i Västerås Domkirke. Hans spaltede personlighed og tragiske skæbne har givet stof til bl.a. et drama af August Strindberg, Erik 14. (1899).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.