Kun den del af Epiros, der lå syd for floden Acheron, blev i oldtiden regnet med til Hellas. Området var befolket af en række større stammer, hvoraf de mægtigste var chaonerne, thesproterne og molosserne. Deres sprog tilhørte den nordvestgræske dialektgruppe.
Epiroterne boede spredt i landsbyer og samledes først i bystater i hellenistisk tid. De eneste bystater i Epiros i arkaisk og klassisk tid var de korinthiske kolonier langs kysten med Ambrakia som den vigtigste. Den ældste betydelige bystat i selve Epiros var Kassope, der blev grundlagt ca. 350 f.v.t.
På denne tid blev alle de epirotiske stammer samlet i en forbundsstat under molosserne, hvis konge, Alexander, blev forbundets præsident. Molossernes kongehus havde nære forbindelser til Makedonien, og Alexanders søster Olympias var Filip 2.s hustru og mor til Alexander den Store. Under kong Pyrrhos blev Epiros en kort overgang en stormagt, men i 234 f.v.t. blev kongehuset styrtet, og det nydannede republikanske forbund blev herefter ledet af chaonerne.
Ved Aemilius Paulus' erobring af Epiros i 168 f.v.t. blev landet hærget, og en stor del af befolkningen solgt som slaver. Et epirotisk forbund bestod dog frem til 146 f.v.t. I romersk kejsertid var Epiros en tid underlagt provinsen Achaia, men under kejser Nero blev området en romersk provins.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.