Enron er en amerikansk energivirksomhed med hovedsæde i Houston, Texas; den var en overgang USA's syvendestørste virksomhed, men brød sammen i 2001 i et af de hidtil største krak i USA's historie. Enron trak sin revisor og rådgiver, et af verdens dengang største revisionsfirmaer, Arthur Andersen, med sig i faldet.
Enron blev stiftet i 1985 ved fusion mellem to lokale naturgasselskaber. Mens handel med energi hidtil var foregået gennem offentlige monopoler, skabte Enron en ny og konkurrencepræget erhvervsgren ved at købe og sælge energi online. I de euforiske år med gennembrud for informationsteknologi og ny økonomi blev Enron en stor børssucces med stadige kursstigninger. Til energibørsen føjedes lignende virtuelle markedspladser for avispapir, reklametid på tv, forsikringsrisici og leje af videofilm.
Da ledelsesfilosofien ensidigt satsede på at skaffe aktionærerne størst muligt udbytte (shareholder value), tog Enrons personale åbenbart ofte uholdbare chancer. Udbredt anvendelse af partnerskaber gav mulighed for at sløre store gældsposter. En oppustet børskurs var til fordel også for personalet, der i udstrakt grad aflønnedes med medarbejderaktier. Da krakket nærmede sig, lykkedes det den velinformerede topledelse af sælge ud med fordel, mens de lavere lag blandt personalet på 19.000, hvoraf 4500 umiddelbart blev fyret, ramtes af både aktietab samt tab af job og pension.
Efter konkursen iværksatte Kongressen høringer, bl.a. for at undersøge Enrons evt. forbindelse til George W. Bush, hvis valgkampagne virksomheden var den største enkeltbidragyder til i 2000. Under sagens opklaring blev Enrons revisor, Arthur Andersen, der samtidig var konsulent for virksomheden, grebet i at makulere materiale, som myndighederne gerne ville have set. Affæren har ført til skærpet revisorlovgivning og til en udvidet strafferamme for regnskabssvindel.
Adskillige Enron-ansatte kom for retten og fik fængselsstraffe. To ledende medarbejdere, den tidligere topchef Jeffrey Skilling (f. 1953), og den tidligere finansdirektør Andrew Fastow (f. 1961), blev i 2006 begge idømt langvarige fængselsstraffe. Enrons stifter, Kenneth Lay (1942-2006), var også tiltalt, men han døde, før der blev afsagt dom i sagen.
Dertil kom hundreder af civile søgsmål fra utilfredse aktionærer. Nogle af dem havde held til at opnå erstatning, men langt de fleste fik ikke deres penge igen. De ansatte fik også kun en lille del af de penge, de havde til gode.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.