Eiffeltårnet i Paris. Foto 2009.

.

Eiffeltårnet i Paris med Seinen i forgrunden. Foto 2009.

.

Eiffeltårnet. Tour Eiffel. Foto 2009.

.

Eiffeltårnet er et 312 meter højt tårn på Champ-de-Mars i Paris, som er et af byens kendteste og mest besøgte vartegn. Tårnet blev opført til verdensudstillingen i 1889, hundredåret for Den Franske Revolution, som symbol på den industrielle revolution. Byggeriet er opkaldt efter ingeniøren Gustave Eiffel.

Faktaboks

Også kendt som

Tour Eiffel

De øvrige medarbejdere ved byggeriet var Émile Nouguier (1840–1898) og Maurice Koechlin (1856-1946) samt arkitekten Stephen Sauvestre (1847–1919).

Tårnet, som er 312 meter højt med et grundareal på 125 × 125 meter, var indtil 1930, hvor Chryslerbygningen i New York blev opført, det højeste bygningsværk i verden. Det er opført som en nittet gitterkonstruktion med stænger sammensat af vinkeljern. Forneden splitter konstruktionen sig op i fire ben, der hver er funderet på en stor sænkekasse.

Eiffeltårnet anvendes som udsigtstårn og som radio- og tv-sendemast, hvilket har forøget højden til 330 meter.

Internationalt berømt som stålets mester

Teknisk set var den franske bygningsingeniør Gustave Eiffel på forkant med datidens byggetekniske bedrifter, og han er berømt som stålkonstruktionernes mester.

I 1887-1889 blev Eiffeltårnet bygget efter Eiffels projekt. Tårnet krævede med sin højde en særlig dimensionering for vindlast, og da den tids viden var utilstrækkelig, beskæftigede Eiffel sig indgående hermed og blev dermed en af pionererne på området aerodynamik.

Eiffeltårnet vurderes som det absolutte hovedværk og er det mest kendte byggeprojekt, som Eiffel har medvirket til at realisere.

Eiffeltårnet er berømt langt uden for Frankrigs grænser

Det berømte tårn indgår i såvel fransk som udenlandsk markedsføring af Paris, og det er en af Frankrigs absolut mest besøgte turistattraktioner. Ligesom Sydneyoperaen i Australien og pyramiderne i Giza er Eiffeltårnet et bygningsværk, der kan markedsføre en hel nation.

Tårnet opleves i mange film, bl.a. i en actionscene i James Bond-filmen A View to a Kill (dansk titel Agent 007 i skudlinien) fra 1985, hvor der kæmpes mand til mand mellem stålkonstruktionerne højt til vejrs.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig