Egypten i oldtiden - historie

Egypterne anskuede historiens gang som en bestemt række begivenheder, der hele tiden gentog sig. Baggrunden for denne opfattelse har sikkert været naturens evige gentagelser, dag og nat, månens faser, Nilens årlige oversvømmelse. I dette stadige kredsløb indtog kongen en central rolle. Han var ansvarlig for, at den tilstand og ordning, som skaberguden oprindelig havde etableret, blev opretholdt både i kosmos og på Jorden. Det gjorde han ved at udføre kulten i templerne, ved at udøve lov og orden i Egypten og ved at forsvare landet mod fjenderne. Hver konges regering blev opfattet som en gentagelse af skabergudens gerninger. Alle historiske handlingsforløb blev meget forenklet præsenteret i et bestemt skema: Den altid sejrrige konge forsvarer Egypten mod de oprørske fjender, som er dømt til at tabe.

Den egyptiske præst Manetho, der ca. 280 f.v.t. skrev Egyptens historie på græsk, inddelte landets lange historie indtil Alexander den Stores erobring i 332 f.v.t. i 30 dynastier. De 30 dynastier grupperer man i dag yderligere i forskellige større tidsafsnit eller "riger", nemlig Gamle Rige, Mellemste Rige, Nye Rige og Sentid. Denne inddeling, som går tilbage til egypterne selv, grunder sig på, om Egypten var forenet under et centralstyre, altså var et "rige", eller om centralstyret var gået i opløsning. Betegnelsen "mellemtid" eller "intermediær periode" bruges da om sidstnævnte tilstand. I moderne tid er det lykkedes egyptologerne ud fra astronomiske dateringer (se Sothis-perioder) at etablere bestemte fikspunkter i egyptisk historie, og ved at addere kongernes regeringslængder til disse fikspunkter er det muligt at opstille en forholdsvis nøjagtig kronologi.

I slutningen af 3000-tallet f.v.t. kom det til kampe mellem de forskellige bysamfund om kontrollen med handelen. Det lykkedes til sidst byen Hierakonpolis i Øvre Egypten at besejre alle konkurrenter, og resultatet blev Egyptens samling under kong Narmer, som grundlagde den første hovedstad Memphis ved Nildeltaets sydlige spids.

En voldsom borgerkrig i det 2. dynasti mellem befolkningsgrupperne nomader og bønder førte til omfattende gravplyndringer. Kort efter borgerkrigen reorganiserede kong Djoser i det 3. dynasti fuldstændig landet; de oprindelige landsbyer blev nedlagt, og indbyggerne tvangsflyttet til statsgodser, hvorfra de kunne indsættes som arbejdsstyrke ved pyramidebyggeri og landbrugsproduktion. Et højdepunkt i kongemagt blev nået under Snofru, Cheops, Chephren og Mykerinos i det 4. dynasti med opførelsen af de store pyramider ved Dahshur og Giza. I den periode var der ekspeditioner til Sinai og Nubien efter sten og mineraler til statuer, sarkofager og smykker og handelsforbindelser til Byblos i Libanon efter tømmer. Nubiske befolkningsgrupper blev samtidig overflyttet til Egypten for at supplere den egyptiske arbejdsstyrke.

Oprindelig tilhørte alt land i Egypten ideologisk set kongen, men efterhånden overdrog han forvaltningen af store dele af det til templer og trofaste embedsmænd, hvorved en betragtelig del af statens (= kongens) indtægter forsvandt. I løbet af det 5. dynasti blev embederne i statsadministrationen arvelige, og der opstod mægtige guvernører (nomarker) i Øvre Egypten.

I slutningen af 2000-tallet f.v.t. oplevede Egypten flere Niloversvømmelser, der var meget lave; hungersnød og borgerkrig fulgte, og i denne forvirring brød statsmagten sammen efter Pepi 2.s 94 år lange regeringstid.

Det 7. og 8. dynasti bestod af talrige konger, der ganske kortvarigt regerede fra Memphis, men derefter faldt Egypten helt fra hinanden. I ca. 80 år var landet delt; i nord regerede det 9./10. dynasti i byen Herakleopolis, i syd det 11. dynasti i Theben, mens nomarkerne i Mellem Egypten var selvstændige.

Omkring 2055 f.v.t. lykkedes det Mentuhotep 1. fra Theben at forene Egypten igen, og under en af de efterfølgende konger tilrev vesiren Amenemhet sig magten. Den nye konge Amenemhet 1. af det 12. dynasti ville føre det egyptiske samfund tilbage til de velordnede forhold i det 4. dynasti. Det betød, at enhver egypter skulle indordne sig statsmagten, hvilket medførte indskrænkning af den private ejendomsret og genetablering af statsgodserne. Det førte til voldsomme spændinger i det egyptiske samfund, og folk flygtede fra det statslige tvangsarbejde. Et af de store projekter var indvindingen af nyt land, som fandt sted ved omfattende dræning i oasen al-Fayyum nær den nye hovedstad Lisht. Nubien blev pacificeret af Sesostris 3., der anlagde en række forter langs Nilen. Disse forter skulle dels hindre nubierne i at trænge ind i Egypten, dels beskytte handelen. Der var også talrige kontakter til Syrien, Palæstina og det ægæiske område; fx sendte kongen gaver, deriblandt statuer, til de lokale fyrster.

I det 13. og 14. dynasti fulgte talrige konger efter hinanden, men den faktiske magt lå hos vesiren og bureaukratiet. I løbet af Mellemste Rige var folkegrupper fra Syrien og Palæstina langsomt og fredeligt trængt ind i det østlige Nildelta, og ved statsmagtens opløsning ca. 1650 f.v.t. lykkedes det aggressive elementer blandt disse folk at erobre magten. Det var de såkaldte hyksos ('herskere over fremmedlande'). Sandsynligvis var det et hurtigt statskup, der bragte hyksos til magten, og deres konger måtte accepteres af de thebanske fyrster, som først efter ca. 100 års forløb fordrev dem fra Egypten. Under Ahmose lykkedes det at erobre deres hovedstad i det østlige Nildelta, og med ham begyndte en ny epoke for Egypten.

Ahmose og hans søn Amenophis 1. indledte generobringen af Nubien, som i 2. mellemtid havde været et selvstændigt rige. Tuthmosis 1., der var af ukendt oprindelse, udstrakte den egyptiske magtsfære over de syrisk-palæstinensiske bystater helt op nord for byen Karkemish ved floden Eufrat. De lokale fyrster fik lov til at regere over deres bystater mod at sværge kongen troskab og betale tribut. I Nubien nåede den egyptiske hær Kurgus ved 4. katarakt. Det nubiske område, som havde rige guldminer, blev en koloni under en egyptisk vicekonge. Tuthmosis 1. blev efterfulgt af sin søn Tuthmosis 2., der var gift med sin halvsøster Hatshepsut; hun blev efter sin gemals død regent for sin stedsøn Tuthmosis 3. Hatshepsut, der snart blev hans medregent, lod opføre et enestående terrassetempel, Deir al-Bahri, på vestbredden af Nilen over for Theben. Da Hatshepsut døde i ca. 1458 f.v.t., genoptog Tuthmosis 3. krigen mod de syrisk-palæstinensiske bystater, som blev støttet af Mitanniriget mellem floderne Eufrat og Tigris; først under hans sønnesøn Tuthmosis 4. blev der i slutningen af 1400-tallet f.v.t. sluttet fred med Mitanniriget.

Den materielle kultur nåede et højdepunkt under Amenophis 3. og hans fremtrædende dronning Teje. De var forældre til Amenophis 4., som siden tog navneforandring til Akhnaton ('den, der er til nytte for Aton'). Kongen forbød dyrkelsen af alle andre guder end Aton, Solen, der som eneste livskilde var herre over liv og død. Aton var til stede i den lysopfyldte luft og beherskede Jorden sammen med Akhnaton og dronning Nefertiti. Disse revolutionære tanker førte til et brud med kongemagtens traditionelle støtte, Amons præsteskab, og Akhnaton flyttede fra Theben og grundlagde i Mellem Egypten, midtvejs mellem Theben og Memphis, en ny hovedstad Akhetaton ('Atons horisont'), nuværende al-Amarna. På kongens befaling introduceredes også en ny og særpræget stil i kunsten. Forholdet til udlandet i denne periode belyses af de såkaldte Amarnabreve, lertavler med babylonisk kileskrift, som var en del af korrespondancen med rigerne i Vestasien; i dag kendes ca. 400 tavler. Akhnaton efterfulgtes i hurtig rækkefølge af Smenkhkare, der måske er identisk med Nefertiti, dernæst af den unge Tutankhaton, der sandsynligvis var søn af Akhnaton med sidehustruen Kija. Den unge konge vendte snart tilbage til den gamle religion og kaldte sig da Tutankhamon. Han efterfulgtes af den gamle præst Eje, og til sidst kom general Horemheb, der effektivt genoprettede den gamle ro og orden efter de kaotiske forhold under de fire foregående konger.

Ramessidetiden (dvs. Ramseskongernes periode, det 19.-20. dynasti) var præget af store problemer for Egypten. I det syriske område kom truslen nu fra Hittitterriget i Anatolien (det nuværende Tyrkiet), og under Ramses 2. kom det i ca. 1275 f.v.t. til et stort slag ved byen Kadesh ved floden Orontes. Ramses blev lokket i en fælde, og kun med nød og næppe reddede han livet. Siden sluttede Ramses en detaljeret fredstraktat med hittitterne, bl.a. med en aftale om udveksling af politiske flygtninge. Under hans efterfølger Merenptah og ca. 30 år senere under Ramses 3. i det 20. dynasti forsøgte libyske stammer fra vest og de såkaldte havfolk fra nordøst at trænge ind i Egypten. Havfolkene, som stammede fra Balkanområdet og de sydrussiske stepper, rendte Hittitterriget og de syriske bystater over ende, men det lykkedes Ramses 3. at besejre dem. De overvundne blev bosat i store kolonier i Mellem Egypten og i deltaet.

I løbet af det 20. dynasti oplevede Egypten en økonomisk krise med stigende kornpriser. De store indtægter fra vasallerne i Syrien og Palæstina var ophørt, og i syd mistede Egypten yderligere herredømmet over Nubien med de rige guldminer. Det førte til sammenbrud i statsforvaltningen, korruption blandt embedsmændene, strejker og uroligheder, plyndring af kongegravene og indfald af fremmedfolk (libyere og nubiere). Kongerne, der på denne tid alle bar navnet Ramses (4.-11.), formåede ikke at stoppe disse opløsningstendenser, og Nye Rige endte i 1070 f.v.t. på den sædvanlige egyptiske måde: Landet faldt fra hinanden.

I Theben oprettede ypperstepræsten en stat med guden Amon som konge og sig selv som statholder. Ca. 945 f.v.t. lykkedes det en efterkommer af de libyske krigsfanger, generalen Sheshonk, at gribe kongemagten. Han førte bl.a. felttog op i Palæstina og plyndrede templet i Jerusalem. I den libyske periode (det 22.-24. dynasti) opstod en række bystater i Mellem Egypten og i deltaet, der indbyrdes bekrigede hinanden; dette resulterede i den nubiske invasion i 712 f.v.t. Nubierne forsøgte at bringe et centralstyre til landet efter det libyske anarki, assyrerne prøvede flere gange ihærdigt at erobre det, og i 664 f.v.t. lykkedes det dem at indtage deltaet og Memphis.

I Sentiden var Egypten blevet en brik i stormagternes spil. En egyptisk vasal blandt assyrerne, Psammetik 1. fra byen Sais i det vestlige Nildelta, løsrev Egypten fra både nubisk og assyrisk dominans og etablerede det 26. dynasti, også kaldet saitisk tid. Egypten oplevede en kortvarig storhedstid og førte endda en aktiv magtpolitik i Palæstina. På det kulturelle område søgte man tilbage og kopierede fortidens kunst og litteratur. Under Amasis' regering var der nære kontakter til de græske bystater. Hovedfjenden var nu Persien, hvis aggressive storkonge Kambyses i 525 f.v.t. erobrede Egypten. Bortset fra en kort selvstændighedsperiode i det 28.-30. dynasti var Egypten under persisk herredømme, indtil Alexander den Store besatte landet i 332 f.v.t. og blev anerkendt som egyptisk hersker.

• Det græsk-romerske Egypten (332 f.v.t.- 642 e.v.t.)
• Egypten i oldtiden