Efraim Syreren

Efraim blev født af kristne forældre og levede det meste af sit liv i den syrisk-talende by Nisibis i Romerrigets udkant (nu den kurdiske by Nuseybin i Tyrkiet), hvor han under tre biskopper tjente som diakon og dåbsforberedende lærer. Efraim levede desuden et asketisk liv, men før det egentlige munkevæsen.

Efter kejser Julians død i 363 sluttede kejser Jovian fred med perserne og afstod i den sammenhæng Nisibis til dem. Som en del af fredsaftalen måtte den kristne befolkning evakueres, og derved endte Efraim i Edessa (det moderne Şanlıurfa eller Urfa i Tyrkiet), den syrisksprogede kulturs centrum. Her fortsatte Efraim som diakon, og det var sandsynligvis først her, at han mødte de kristne hæresier, bl.a. markionitter, bardaisanitter, manikæere, og de såkaldt arianske grupper, som han bekæmpede i sit forfatterskab. Kort før hans død blev Edessa ramt af en hungersnød, men Efraim fik egnens velhavende landmænd til at hjælpe de nødlidende i byen, og han organiserede selv nødhjælpen og plejede de syge.

Sandsynligvis har Efraim ikke forstået græsk, men – som man kan slutte af hans værker – har han alligevel været velorienteret i samtidens græske teologi, og den kirke, som han tilhørte, sluttede op om Nikæa-koncilets trosbekendelse.

Eftertidens billede af Efraim var imidlertid også bestemt af den uhistoriske legendedannelse, hvor Efraim var født af hedenske forældre, der jog ham bort, efter at han var blevet kristen, og hvor han i sine sidste år skulle være rejst til Caesarea i Kappadokien for at besøge Basilius den Store og bagefter til Egypten for at besøge munkene dér, herunder den hellige Apa Pishoi.

Efraim fik umådelig stor betydning for den syriske kristendom, men også for udviklingen af den græske byzantinske kirkelige digtning. I 1920 erklærede paven ham desuden for romersk-katolsk kirkelærer.

På grund af Efraims senere berømmelse er en mængde tekster i overleveringen tilskrevet ham. Disse pseudo-tekster må sorteres fra, herunder størstedelen af de angivelige Efraim-tekster, der kun er bevaret på græsk (kendt som Ephrem Graecus) – diskussionen herom er ikke afsluttet. Mest grundlæggende lader Efraims forfatterskab sig inddele i henholdsvis prosaværker og poesi – det er overvejende sandsynligt, at de følgende er ægte.

I Efraims forfatterskab mødes strømninger af forskellig oprindelse – før-kristen mesopotamisk poesi og billedsprog, Bibelen og jødiske traditioner, den græske kirkes teologi. I sin polemik mod Mani, Markion og Bar-Daisan betjente Efraim sig af rationelle argumenter, der i sidste ende stammer fra filosofien – hæretikernes lære var absurd, fordi den var selvmodsigende.

Efraims egen teologi var imidlertid ikke rationaliserende, men udtrykt i billeder og symboler. Som nikænsk teolog fastholdt han den ontologiske afgrund mellem skaber og skabning, men samlede sig samtidig om, hvordan Gud havde bygget bro over denne afgrund gennem sin selvåbenbaring i den naturlige verden og i Bibelen, først og fremmest i inkarnationen.

• syriske bibeloversættelser
• manikæisk litteratur
• Det Byzantinske Riges litteratur
• byzantinsk musik