Dmitrij Sjostakovitj

Sjostakovitj tog sin uddannelse I årene 1919-1926 på musikkonservatoriet i Sankt Petersborg, der i 1924 kom til at hedde Leningrad.

I disse den unge Sovjetstats første år, umiddelbart efter revolutionen og før Stalin fik et fast greb om magten, var kulturlivet – ligesom det politiske landskab – splittet mellem stridende fraktioner. Partiet støttede Proletkult og andre kulturrevolutionære bevægelser, men undgik i begyndelsen et direkte opgør med den borgerlige kultur.

Den unge Sjostakovitj kunne derfor frit hente inspiration hos den vestlige modernismes store komponister såsom Gustav Mahler, Paul Hindemith, Ernst Krenek og Alban Berg.

I det relativt tolerante kulturelle klima, der havde hersket i den tumultariske tid efter revolutionen, udviklede Sjostakovitj en stil, der ikke blot var instrumentalt virtuos, men også ofte grotesk og satirisk. Dette kommer blandt andet til udtryk i balletten Guldalderen og operaen Næsen, begge fra 1930, og i operaen Lady Macbeth fra Mtsensk fra 1934, der ved førsteopførelsen i Danmark på Det Kongelige Teater i oktober 1936 gik under navnet Katarina Ismajlova. Sidstnævnte opnåede stor succes både i Vesten og i Rusland, indtil den i januar 1936, på foranledning af Stalin, blev fordømt i partiavisen Pravda.

Fra da af var Sjostakovitjs professionelle og private liv præget af en konstant politisk balancegang. Med Stalins første femårsplan (1928-1932) blev kampen mod den borgerlige kultur en central målsætning. I 1932 blev socialistisk realisme indført som den officielle kunstneriske retning. Denne stil skulle fremhæve arbejderklassens idealer og erstatte borgerskabets smag gennem en romantiseret skildring af arbejderhelten.

I 1948 blev Sjostakovitj, sammen med blandt andre Sergej Prokofjev, endnu en gang fordømt af partiet. Efter Stalins død i 1953 fik Sjostakovitj igen en større kunstnerisk frihed.

Til trods for at symfonier er orkesterværker, som oftest er uden ord eller et klart narrativ, har især et par af Sjostakovitjs symfonier haft en afgørende rolle i det politiske spil, som han var en del af.

Hans traditionalistiske 1. Symfoni, Opus 10, fra 1924-1925 blev straks en succes – ikke kun ved uropførelsen i Rusland i 1926, hvor Nikolaj Malko dirigerede, men også ved førsteopførelsen i Tyskland i 1927, dirigeret af Bruno Walter, og i USA i 1928, dirigeret af Leopold Stokowski.

Hvor hans 2. Symfoni, Opus 17 fra 1927, blev bestilt for at markere tiårsdagen for Oktoberrevolutionen, blev 3. Symfoni, Opus 20 fra 1929, der skulle udtrykke festlighed og fred, komponeret uden bestilling og med en tekst valgt af Sjostakovitj selv. Begge værker er skrevet i en stil, som skulle imødekomme de officielle krav.

Sjostakovitj trak sin 4. Symfoni, Opus 43 – et af hans mest eksperimenterende værker, færdiggjort i 1936 – tilbage før uropførelsen, da han frygtede repressalier efter at være blevet kritiseret af regeringen. Symfonien blev først spillet i 1961.

For på ny at imødekomme kommunistpartiets krav om affirmativ kunst, forsøgte han i stedet med sin 5. Symfoni, Opus 47, i 1937 at finde en stil, der var mere acceptabel, men uden at gå på kompromis med sin kunstneriske integritet.

Under 2. Verdenskrig blev han med sin 7. Symfoni, Opus 60 fra 1941, der er kendt som Leningradsymfonien, og som delvist var skrevet under Tysklands belejring af Leningrad, særligt i USA et symbol på den russiske modstand mod nazismen.

Til trods for den større kunstneriske frihed Sjostakovitj fik efter Stalins død, blev hans 13. Symfoni, Opus 113, Babij Jar fra 1962, for bassolist og bas-kor, med tekster af Jevgenij Jevtusjenko om en nazistisk massakre på jøder, af mange opfattet som en slet skjult fordømmelse af Stalintidens forbrydelser, og den blev derfor censureret.

I sine sidste leveår var Sjostakovitj plaget af sygdom, og hans værker fra denne periode, blandt andet den 14. Symfoni, Opus 135 fra 1969, kredser om døden og er præget af en indadvendt stil. Hvor symfonier traditionelt har fire satser, er denne – medgivet at flere af Sjostakovitjs symfonier afviger betydeligt fra normen i stil med blandt andet Mahlers – helt særegen. Den er skrevet for sopran- og bassolist og kammerensemble bestående udelukkende af strygere og slagtøj og har 11 satser, som hver præsenterer et digt af enten Rainer Maria Rilke, Guillaume Apollinaire, Federico García Lorca eller Wilhelm Küchelbecker (1797-1846), næsten som en sangcyklus. Den er dedikeret til den britiske komponist, dirigent og pianist Benjamin Britten, som på mange måder delte Sjostakovitjs kunstneriske visioner og dirigerede den britiske førsteopførelse i 1970.

Den sidste symfoni, nummer 15 Opus 141, som blev komponeret i 1970-1971 og uropført i 1972, er umiddelbart anderledes optimistisk. Den er dog, fordi den er fyldt med citater fra andre komponister, endnu et af Sjostakovitjs værker, som er blevet genstand for spekulationer om skjulte budskaber.

I hans strygekvartet nr. 8, Opus 110, fra 1960 bruger Sjostakovitj for første gang et kromatisk motiv, som senere blev hans musikalske varemærke og er blevet fortolket som et symbol på hans personlige kamp og forholdet til det sovjetiske styre. Denne lille melodiske figur, de fire toner D, Es, C og H, udgør tilsammen hans egne initialer i den mere tyskprægede translitteration fra russisk: Dmitri Schostakowitsch. Af og til gentager han D'et som reference til sit mellemnavn.