Den døende svane

Bortset fra det symbolstærke svanemotiv er der ingen forbindelse mellem Den døende svane og Svanesøen.

Tværtimod er den korte solodans til et kammerstykke af Camille Saint-Saëns en slags antitese i forhold til den store treakters ballet med symfonisk musik af Peter Tjajkovskij. Balletten er et eksempel på Fokins “reformballet”, der brød med Marius Petipas formalisme og søgte et gennembrud mod en mere fri og udtryksfuld dans.

Idéen til Den døende svane kom muligvis fra Pavlova, inspireret af hendes velkendte kærlighed til svaner og Lord Tennysons digt "Svanen". Skabelsesprocessen var fri og søgende. ”Det var næsten en improvisation”, huskede Fokin senere. ”Jeg dansede foran hende, hun lige bag mig. Så dansede hun, hvor jeg gik ved hendes side, bøjede hendes arme og rettede detaljer I formerne”.

Den døende svane, der varer tre-fire minutter, har som sådan ikke nogen handling. I balletteknisk forstand er den ikke krævende, men forudsætter til gengæld en fysisk udtryksfuldhed, særligt i arme, ryg og hals, der formentlig var inspireret af den moderne danser Isadora Duncans ”frie dans”. Fokin beskrev den lille solo som en dans for hele kroppen, ikke kun for lemmerne.

Det anslås, at Anna Pavlova dansede Den døende svane mere end 5.000 gange frem til sin død i 1931, blandt andet i København, der sammen med Berlin og Prag var mål for hendes første soloturné i 1907. Da hun i 1927 for anden gang optrådte i Danmark, modtog Christian 10. hende i privat audiens, hvor han tildelte hende den sjældne kongelige hæder, Ingenio et arti.

Siden er den lille ballet blevet et meget populært koncertnummer, der ofte opføres ved gallaforestillinger. Andre kendte fortolkere af balletten er de russiske ballerinaer Maja Plisetskaja (1925-2015), Natalia Makarova (f. 1940) og Uljana Lopatkina (f. 1973).

• ballet
• Mikhail Fokin
• Anna Pavlova