Danmark er en nation og stat, der ligger mellem 54° og 58° nordlig bredde og 8° og 15° østlig længde. Foruden det egentlige Danmark indgår Færøerne og Grønland, begge beliggende i den nordlige del af Atlanterhavet, i et rigsfællesskab.
Danmark består af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, hvoraf de tre største er Sjælland (med hovedstaden København), Den Nørrejyske Ø og Fyn.
Nordsøen afgrænser Danmark mod vest, mens øerne med Bælthavet og Øresund skiller Østersøen fra Kattegat. De danske øer ligger dermed på sejlruten fra Østersøen til verdenshavene og samtidig på trafikvejen fra de nordiske lande til Centraleuropa. Denne placering har gennem landets historie præget udviklingsbetingelserne såvel mht. handel som politisk og militær strategi. Landet er administrativt inddelt i 98 kommuner og fem regioner; øgruppen Ertholmene nordøst for Bornholm med Christiansø som hovedø er uden for kommune- og regionsinddelingen og administreres af Forsvarsministeriet.
Senest i 900-tallet blev Danmark samlet til ét rige. Det har været et selvstændigt land siden da og er dermed én af de ældste nationalstater i Europa.
Styreformen er konstitutionelt monarki med en konge eller regerende dronning som statsleder; denne udnævner og kan afskedige regeringslederen, tituleret statsminister, som er den reelle politiske leder af det demokratisk velordnede repræsentative folkestyre.
Produktionssystemet er kapitalistisk (økonomisk liberalt) med privat ejerskab af virksomheder og produktion. Staten og andre offentlige myndigheder udøver dog en betydelig regulerende rolle og leverer en omfattende service til borgerne.
Danmark hører til verdens økonomisk set mest udviklede lande. I dag skabes omkring fire femtedele af værditilvæksten i serviceerhvervene. I international målestok er levestandarden høj, og forskellene mellem rige og fattige mindre end i mange af de lande, Danmark traditionelt sammenlignes med.
Danmark er medlem af Den Europæiske Union (EU). Økonomisk og politisk har nærheden til Tyskland traditionelt orienteret landet mod syd, men et tæt samvirke med Sverige, Norge, Finland og Island, med hvilke Danmark er i pasunion, knytter også Danmark til Norden.
Landet har en samlet kystlængde på ca. 7.300 km og en landegrænse til Tyskland på 68 km. Det er et udpræget lavland, det højeste punkt Møllehøj er kun 170,86 m.o.h., men landskabet er bakket og afvekslende; kun undtagelsesvis finder man uberørt natur, overalt præges udsynet af menneskers indsats. Kun på Bornholm og Ertholmene findes grundfjeld, ellers er landet præget af frugtbare lerede og sandede morænelandskaber. Jylland sydvest for hovedstilstandslinjen er én stor jævn flade, som skråner ca. 4 o/oo mod vest, kun brudt af bakkeøer af det tidligere landskab.
Danmark er fattigt på mineralske råstoffer. Der brydes dog i betydeligt omfang kalk til cementfremstilling, og udvindingen af olie og gas i Nordsøen har i perioder været større end landets forbrug af disse råstoffer. Desuden graves sand og grus til brug i industri og byggeri.
Det meste af landet, knap 60 procent, er opdyrket som landbrug mv., 13 procent er dækket af skov og 11 procent af andre naturtyper som heder og enge, mens søer og vandløb udgør ca. 2 procent. Bebyggelse og trafikarealer mv. dækker de resterende ca. 14 procent (2021). Klimaet er tempereret, og nedbøren er normalt tilstrækkelig til at dække vandbehovet.
Befolkningstallet er på knap 6,0 mio. (2024) og befolkningstætheden ca. 137 pr. km2. Ca. 725.000 er indvandret fra andre lande; desuden findes et lille tysk mindretal i Sønderjylland. Sproget er overalt dansk, og det store flertal er ved barnedåb blevet medlemmer af den protestantiske folkekirke. Danmark er derfor nationalt og kulturelt meget homogent.
85 procent af befolkningen bor i byer. København og Frederiksberg har tilsammen 571.000 indbyggere (2016). Den næststørste by er Aarhus med 330.000 indbyggere. Hele landet er i øvrigt dækket af et net af mellemstore byer.
Danmark har et veludviklet landbrug og fremstiller et betydeligt overskud af forarbejdede levnedsmidler, der eksporteres til andre lande. Industriproduktionen er meget alsidig set i forhold til landets størrelse. Blandt produkterne, der har gjort Danmark internationalt kendt, kan foruden landbrugsvarerne nævnes øl, medicin, møbler, skibe og varer fra avanceret metalindustri.
Det danske arbejdsmarked beskæftigede 3,1 millioner personer i 2022. Heraf beskæftiger landbrug og fiskeri kun 2,2 procent, mens industrien beskæftiger 11,5 procent. Knap 31 procent er beskæftiget inden for det offentlige.
Danmark er velforsynet med trafikanlæg. Vejnettet er godt overalt i landet, jernbane- og flytrafik sørger for hurtig transport, og øerne er forbundet med færgeruter og mange broer. Kastrup ved København er landets store internationale lufthavn, der tillige er et knudepunkt for flytrafik til og fra de andre skandinaviske lande.
Den danske økonomi er åben, og handelen med omverdenen er af stor betydning. Eksport og import af varer og tjenester udgør således henholdsvis ca. 69 procent og 59 procent af landets BNP (2023). Omkring 60 procent af samhandelen foregår med de andre lande i EU; resten fordeler sig på et meget stort antal handelspartnere, hvoraf Kina og USA er de vigtigste.
Kommentarer (2)
skrev Peter Ole Kvint
"Uafhængighed I ca. 965 blev Danmark forenet og kristnet under Harald Blåtand"
Dette er ikke korrekt. Herred inddelingen stammer fra 600 tallet. Og det var Gnupa som indførte kristendommen i Danmark.
skrev Peter Ole Kvint
Bornholm mangler på kortene.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.