Christian 10.

Prins Christian blev født mandag den 26. september 1870 på sine forældres sommerresidens Charlottenlund Slot, mens Christian 9. var konge. Christians mor var kronprinsesse Louise, der var den eneste datter af kong Karl 15. af Sverige-Norge.

Dagen efter fødslen af Christian skrev H.C. Andersen i sin dagbog: "Inat før 12 blev en Prinds født af Kronprindsessen, hele Byen flaggede i Dag i det smukke Veir."

Prins Christian voksede op som den ældste af otte søskende i sine forældres palæ, Frederik 8's Palæ på Amalienborg i København, og i familiens sommerresidens Charlottenlund Slot lidt nord for København. Christian blev mestendels opdraget af sin mor, hvilket var et nybrud ikke bare i kongefamilien, men i tiden som sådan. Kronprinsesse Louise opdragede sine børn forholdsvis strengt og kristent, og der blev der lagt vægt på nøjsomhed, pligtopfyldelse, flid, regelmæssighed og orden.

De to prinser Christian og Carl havde et tæt forhold i deres opvækst. Prins Carl blev senere konge af Norge under navnet Haakon 7. De to prinser blev konfirmeret sammen i Christiansborg Slotskirke i 1887.

Som den første i den glücksborgske linje var han født som tronarving. Prins Christian blev derfor også grundigt forberedt til kongegerningen. I 1889 tog han som den første tronarving nogensinde studentereksamen.

Herefter blev han, som traditionen foreskrev, uddannet inden for militæret. Prins Christian fik en officersuddannelse i livgarden. Efter endt officersuddannelse gjorde han tjeneste ved forskellige regimenter.

Christian 10. opfattede sig selv som soldat med liv og sjæl gennem hele livet.

Christian blev kronprins i 1906, da hans far, Frederik 8., blev konge. Han blev udnævnt til generalmajor i 1908.

Som ung var Christian forelsket i den franske prinsesse Marguerite af Orléans (1869-1940), der var lillesøster til hans farbror prins Valdemars hustru prinsesse Marie af Orléans. Følelserne var dog ikke gengældte.

Under et ophold i Cannes i marts 1897 mødte Christian hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, og alt tyder på, at de begge blev forelsket. De blev forlovet den 24. marts 1897. Forlovelsen blev desværre overskygget af Alexandrines fars død. Storhertugen døde pludseligt i april 1897 som 46-årig. Rygter, der senere blev afkræftet, fortalte, at han havde begået selvmord. Storhertugen døde i sin have, da han under et anfald af åndenød faldt ud over en lav mur. Brylluppet blev fejret den 26. april 1898 i Cannes.

Christian og Alexandrine fik tildelt Christian 8's Palæ på Amalienborg som deres residens og Sorgenfri Slot som sommerresidens. Fra 1899 til 1902 blev Marselisborg Slot desuden opført som en folkegave til parret. I 1914 opførte Christian 10. villaen Klitgården ved Skagen.

Christian og Alexandrine fik to sønner: Prins Frederik (Frederik 9.) den 11. marts 1899 og prins Knud (arveprins Knud) den 27. juli 1900.

Christian 10. blev konge den 14. maj 1912, da hans far Frederik 8. døde. Nyheden om Frederik 8.s pludselige død nåede København tidligt om morgenen den 15. maj 1912. Herefter blev der indkaldt til et statsråd, hvor konsejlspræsident Klaus Berntsen udråbte Christian 10. fra balkonen på Christian 7’s Palæ.

Christian 10. var ved sin tronbestigelse 41 år gammel.

Traditionen med kongehusets årlige sommertogt på kongeskibet Dannebrog, som stadig finder sted i dag, blev grundlagt af Christian 10. og dronning Alexandrine. Sammen med Alexandrine rejste han til alle dele af landet og besøgte også Grønland, Island og Færøerne.

Som konge var Christian 10. i begyndelsen skeptisk over for parlamentarismen (indført ved Systemskiftet i 1901) og gjorde stædigt krav på politisk indflydelse. Han havde ikke let ved at finde sig til rette i den rolle, som den endnu unge parlamentariske statsskik tilmålte ham. I 1914 kunne han ikke acceptere, at et opløsningsudvalg til Landstinget også kunne omfatte de kongevalgte medlemmer, som han opfattede som garanter for den konservative 1866-grundlov, og prøvede forgæves at få dannet et forretningsministerium.

I 1914 hjalp Christians 10.s stillingtagen regeringen til at gennemføre den af tyskerne krævede mineudlægning, og i 1914-1918 støttede han neutralitetspolitikken. Det lykkedes kongen og hans regering at holde landet uden for krigen, bl.a. ved minespærring af danske farvande i 1914. Under Statslånskrisen i 1919 stillede kongen sig på folketingsparlamentarismens grund, men hans voksende utilfredshed med regeringens sønderjyske politik fik ham i 1919 til at konspirere mod en afstemningsgrænse.

Da den nye grundlov af 1915 blandt andet gav kvinder stemmeret, arrangerede Dansk Kvindesamfund et optog med ca. 20.000 deltagere, som gik til Christian 10. for at takke ham. Christian 10. udtalte de berømte ord: "På et sted kan kvinderne ikke undværes, og det er i hjemmene. Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes, thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark". Dette citat fra Christian 10. er blevet tolket vidt forskelligt, både som et eksempel på Christian 10.s konservatisme, men også som en allegori over moder Danmark.

Den 1. december 1918 trådte den dansk-islandske Forbundslov af 1918 i kraft, der anerkendte Island som en suveræn stat. Kongeriget Island var dog fortsat i personalunion med Danmark og havde den danske konge som fælles statsoverhoved. Forbundsloven var tidsbegrænset til 25 år.

Island var ligesom Danmark i udgangspunktet neutral inden 2. Verdenskrigs udbrud, men med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 frasagde Altinget den danske konge som regent og overtog selv Islands udenrigspolitik samt alle landets øvrige opgaver, der hidtil havde været klaret i Danmark. Den 31. december 1943 udløb den dansk-islandske forbundslov.

Den ustabile situation midt under 2. Verdenskrig gav anledning til diskussionen af, om Island skulle kappe de sidste bånd til Danmark. Den 20. maj 1944 og fire dage frem blev der afholdt en folkeafstemning. Afstemningen havde to spørgsmål: Om personalunionen med Danmark skulle afskaffes og i givet fald, om monarkiet skulle bevares eller afløses af en republik. Resultatet gav et overvældende flertal med over 98 procent for afskaffelse af personalunionen. Island blev formelt en republik med virkning fra 17. juni 1944 med Sveinn Björnsson som landets første præsident.

Efter 1. Verdenskrig og Tysklands nederlag opstod muligheden for at få Sønderjylland genforenet med Danmark. Christian 10. gjorde det klart, at hans ønske var, at den nye grænse skulle gå ved Slien. Ved spørgsmålet om Sønderjylland og grænsedragningen opstod den såkaldte påskekrise, da Christian 10. i 1920 afsatte den siddende regering.

Ved folkeafstemningen den 14. marts 1920 stemte et flertal i Mellemslesvig for at forblive tysk, mens Nordslesvig stemte dansk. Danmark og Rigsdagen var splittet i spørgsmålet om, hvor grænsen skulle gå, ved eller med Flensborg? Den radikale regering under C.Th. Zahle var imod at indlemme Flensborg, hvilket fik Christian 10. til at afskedige Zahle-regeringen og indsætte en ny ledelse under kongens advokat Otto Liebe. Det blev af mange radikale og socialdemokratiske politikere og vælgere opfattet som grundlovsstridigt, og De samvirkende Fagforbund besluttede at gå i generalstrejke, mens andre grupper krævede republikken indført.

Påskedag den 4. april 1920 bøjede Christian 10. sig for presset. Han afskedigede Liebe og udnævnte et forretningsministerium, som fik til opgave at udskrive folketingsvalg. Kuppet gjorde Christian 10. upopulær blandt det Radikale Venstres og Socialdemokratiets vælgere. Valget gav dog kongen oprejsning.

Grundlaget for kongens senere position som nationalt samlingssymbol blev lagt ved festlighederne i forbindelse med Genforeningen med Nordslesvig i 1920 og styrket ved kongeparrets mange rejser ud i landet.

Genforeningen med kongens historiske ridt over grænsen ved Kongeåen, festen den 11. juli 1920 på Dybbøl og de mange rejser, han sammen med dronning Alexandrine foretog i landet, øgede efterhånden kongehusets popularitet. Under 1930'ernes urolige forhold stod kongen fast bag regering og Rigsdag.

Den 9. april 1940 var Christian 10. enig med regeringen Thorvald Stauning i at indstille kampen mod de tyske angribere. Senere på året afviste han den af Højgaardkredsen forlangte, uparlamentariske regering.

Under 2. Verdenskrig blev Christian 10. en vigtig aktør, også i politisk henseende. For befolkningen kom han til at stå som en modpol til samarbejds- og forhandlingspolitikken.

Under Besættelsen blev Christian 10., bl.a. ved at fortsætte sin daglige ridetur i Københavns gader til et nationalt symbol. Han blev symbolet på ukuelighed og på samhørighed mellem konge og folk. Kongens 70-års fødselsdag få måneder efter Besættelsens begyndelse blev en stor folkelig fest på trods af, men også på grund af Besættelsen.

Med Telegramkrisen i 1942 kom kongen til at skærpe modsætningsforholdet til besættelsesmagten. I forbindelse med Christian 10.s 72-års fødselsdag i september 1942 indtrådte en alvorlig krise i det dansk-tyske forhold: Hitler sendte et lykønskningstelegram til Christian 10., som besvarede det ganske kort med ”Min bedste tak”. Hitler blev rasende, og tyskerne stillede krav om en mere tyskvenlig regering under ledelse af Erik Scavenius.

I oktober 1942 styrtede Christian 10. med hesten under den daglige ridetur. Dette forårsagede en varig svækkelse af hans helbred, og derefter viste han sig kun sjældent offentligt. Efter ulykken overtog kronprins Frederik forhandlinger og møder.

Om aftenen 4. maj 1945 kom befrielsesbudskabet over BBC, og dagen efter holdt kongen en radiotale til det danske folk.

Christian 10. overværede Rigsdagens genåbning den 9. maj 1945 bundet til en kørestol, tydeligt svækket.

Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 besluttede Christian 10., at hans tale den 1. januar 1941 skulle radiotransmitteres. Under hans regentperiode blev nytårstalen hvert år radiotransmitteret den 1. januar.

Christian 10. var frimurer fra 1912 til sin død i 1947. Han fungerede som formand (højeste styrer) for Den Danske Frimurerorden med titlen Viseste Salomo Vicarius.

Den 20. april 1947 sov Christian 10. stille ind. Hans død udløste ægte landesorg. På Castrum Doloris var hans kiste smykket med et frihedskæmperarmbind. Han er gravlagt i glücksborgernes kapel i Roskilde Domkirke.

• kongerækken i Danmark
• Danmarks historie 1901-1940
• Danmarks historie 1940-1945
• Genforeningen
• Telegramkrisen