Brage er kun kortfattet omtalt i de overleverede kilder til nordisk mytologi. Han optræder enkelte steder som talsmand for Odin.
Den ældste kendte nordiske skjald, af hvis digtning noget er bevaret, hed også Brage (Brage den Gamle) og levede i 800-tallet. Mytologiens Brage kan således opfattes som en forherligelse, en apoteose, af skjalden og hans kunst. Eller Brage kan ses som en legemliggørelse af Odins poetiske evne.
Inspireret af Bragaræður, Brages samtaler i Snorres Edda, brugte Grundtvig Bragesnak som titel på en af sine bøger (1844); siden har dette udtryk fået en klang af upræcise stemningsudgydelser o.l.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.