Bjørn Ibsen

Bjørn Ibsen blev født på Frederiksberg. Han blev student fra Øregaards Gymnasium i 1933 og læge fra Københavns Universitet i 1940. Han fik sølvmedalje for besvarelsen af Aarhus Universitets prisopgave i 1944 i biokemi.

Efter hospitalsuddannelse i Danmark kom Bjørn Ibsen på studieophold på anæstesiafdelingen på Massachusetts General Hospital i Boston i 1949-1950, der var førende indenfor anæstesiologi. Tilbage i Danmark blev han anæstesiologisk konsulent ved Rigshospitalet i 1950 og 1. reservelæge ved Kommunehospitalet i 1953. Fra 1954 var han overlæge ved Anæstesiologisk Afdeling på Kommunehospitalet. Bjørn Ibsen blev chef for verdens første selvstændige intensiv afdeling, som åbnende på Kommunehospitalet den 1. april 1954. Her var han indtil sin pensionering.

Bjørn Ibsen var i 1956 udsendt af WHO til Sri Lanka i forbindelse med polioepidemien der. Han blev professor i anæstesiologi ved Københavns Universitet fra 1971.

Bjørn Ibsen var konsulent ved kolonien Filadelfia og nervesanatoriet Montebello, ligesom han var medicinsk konsulent ved Universitetsbibliotekets 2. afd. 1948-1973. Han var tilknyttet som lærer og censor ved det daværende Anesthesiology Center of Copenhagen fra 1950 til 1972, der uddannede læger og sygeplejersker i anæstesispecialet.

Desuden var han tilknyttet det fælles nordiske lægetidsskrift Nordisk Medicin fra 1948 til 1970 som medredaktør, og han var redaktør ved Acta Anaesthesiologica Scandinavica fra 1957 til 1971.

Bjørn Ibsen er blevet særlig kendt for sin livsreddende og innovative indsats i forbindelse med polioepidemien i 1952. København var i løbet af sommeren 1952 og indtil 1953 ramt af en meget voldsom polioepidemi, hvor godt 7.000 overvejende børn og unge blev ramt af sygdommen. Godt 3.000 fik lammelser og ca. 350 patienter døde.

Blegdamshospitalet, der lå overfor Rigshospitalet, hvor Panum Instituttet og Mærsk Tårnet nu ligger, var dengang hospitalet for smitsomme infektionssygdomme. Da polioepidemien tog fart i sensommeren 1952, blev der indlagt op til 50 patienter med polio hvert døgn med tiltagende lammelser og respirationsproblemer. Virussygdommen medførte lammelser, deraf sygdommens tilnavn: børnelammelse. Det betød, at en del af patienter ikke selv kunne trække vejret. Man havde kun et par primitive såkaldte kyradsrespiratorer og en enkelt tankrespirator ("jernlunge") på Blegdamshospitalet til behandlingen af patienternes hæmmede vejrtrækning, og mange af børnene døde uden mulighed for behandling.

Bjørn Ibsen initierede også en ny og forbedret behandling af kredsløbschok. I 1950'erne var behandlingen af kredsløbschok medicin, såkaldt perifert karkontraherende lægemidler, hvilket fik blodkarrene i arme og ben til at trække sig sammen. Behandlingen var ikke effektiv og medførte ofte gangræn (også kaldet koldbrand) i tæer og fingre. Bjørn Ibsen indførte drop med sterilt saltvand, der blev tilført med en nål i en blodåre, sammen med et lægemiddel, der udvidede blodkarrene perifert.

Bjørn Ibsen modtog en række priser og hædersbevisninger, bl.a. Det tjekkoslovakiske medicinske selskabs I.E. Purkynês Purkinjemedalje i 1965 og Polioforeningens Pris i 1970. Han blev medlem af The Association of Anaesthetists of Great Britain and Ireland i 1967 og æresmedlem af Royal College of Surgeons i Ireland i 1973.

Bjørn Ibsen var Kommandør af Dannebrogordenen.

Ud over en lang række videnskabelige artikler skrev Bjørn Ibsen disputatsen Necrosis capitis femoris post fracturam colli femoris veri et fracturam pertrochantericam (1950, monografi) og bogen Intensiv Schockterapi (1969).

Bjørn Ibsen var lægen og forskeren bag ”miraklet på Blegdamsvej”, og hans originalitet, dygtighed og store betydning for polioepidemien samt for dansk og international anæstesi og intensiv terapi sættes fornemt i relief af den anprisning, man kan læse i en nekrolog, som blev skrevet om ham i BMJ, British Medical Journal.

• polio
• intensiv afdeling
• anæstesiologi
• Blegdamshospitalet