Berthe Morisot

Berthe Morisot begyndte allerede i 15-årsalderen at dyrke maleriet. Kvinder havde dengang ikke adgang til kunstakademiet i Paris, så hun blev i en årrække undervist privat af forskellige mindre betydende kunstnere, som ikke fik nogen varig indflydelse på hendes udvikling. På Salonen blev hun interesseret i værker af Barbizon-malerne, dvs. landskabsmalere som Daubigny, Millet, Rousseau og Corot. Hun blev i 1861 elev hos sidstnævnte, der hjalp hende i gang med at dygtiggøre sig som friluftsmaler.

Fra 1864 fik hun værker optaget på Salonen, hvor hun i årene frem til 1874 udstillede en række af sine Corot-inspirerede landskabsbilleder. Morisot var dog senere ikke tilfreds med det, hun havde lært af Corot, og i slutningen af 1860’erne destruerede hun de fleste af sine tidligere arbejder.

Ved samme tid arbejdede hun selvstændigt på at dygtiggøre sig ved kopiering efter mesterværker i Louvre. Her mødte hun kollegaen Henri Fantin-Latour, og af ham blev hun introduceret til tidens mest forkætrede avantgardemaler Edouard Manet. Manet ledte hende til et nyt og anderledes moderne kunstsyn, og hun blev nu fast knyttet til hans kunstneriske omgangskreds, der efter sit tilholdssted i kunstnerkvarteret på Montmartre kaldtes Batignolles-gruppen.

Både menneskeligt og kunstnerisk kom Morisot i en årrække til at stå Manet meget nær. Han var meget fascineret af hendes udtryksfuldhed og malede en del portrætter af hende. Han benyttede hende også som model i et af sine kendteste figurbilleder Balkonen (1868-1869, Musée d’Orsay, Paris). Hendes kunst blev påvirket af hans, og han var på sin side heller ikke upåvirket af hendes arbejder.

I Batignolles-gruppen fik Morisot kontakt med en række af de avantgardekunstnere, som i tiden omkring 1870 lagde grunden til en ny kunstretning, der nogle år senere skulle blive kendt under betegnelsen impressionisme. Det var bl.a. kunstnere som Edgar Degas, Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir, Camille Pissarro og Alfred Sisley. Sammen med dem blev hun selv en af den nye kunstretnings grundlæggere og deltog på gruppens første udstilling i fotografen Nadars atelier i Boulevard des Capucines i foråret 1874. Som alle øvrige deltagere i impressionistgruppens udstillinger forpligtede hun sig til ikke mere at søge sine værker optaget på Salonen.

Manet udstillede ikke sammen med gruppen af impressionister, bl.a. fordi han trods sin sympati for dem på det tidspunkt stadig havde ambitioner om at få et personlige gennembrud på Salonen. Samtidig forstod han ikke helt de unges kunstneriske målsætning. Forgæves prøvede han tillige at få Berthe Morisot, der ved denne tid giftede sig med hans bror Eugène Manet (1833-1892), til at afstå fra at deltage. Det lykkedes ikke, og Morisot engagerede sig tværtimod meget stærkt i det nye udstillingsfællesskab og blev en af de faste tilrettelæggere bag de otte legendariske impressionist-udstillinger, der vistes med uregelmæssige intervaller i perioden 1874 til 1886. Selv udstillede hun egne værker på syv af dem, men måtte springe over udstillingen i 1879, fordi forberedelserne faldt sammen med hendes graviditet og fødsel af datteren Julie i 1878.

Morisot erfarede i høj grad begrænsningerne ved at være en kvindelig kunstner på den tid, ikke mindst fordi hun næsten udelukkende holdt sig til det kvindelige domæne i sine motivvalg og sit kunstneriske udtryk. Hun forsøgte ikke at anfægte den traditionelle opfattelse, at billedets tegning var en specielt maskulin kvalitet, og at kvindelige kunstneres force i stedet lå i den følsomme farvebehandling. Hun var sig sine ubestridelige koloristiske evner bevidst og rendyrkede dem i sine værker. Og hun havde den bestemte overbevisning, at hendes kunst fortjente at blive anerkendt som jævnbyrdig med mændenes.

I somrene 1881 og 1882 logerede Berthe Morisot, ægtefællen Eugène og datteren Julie samt barnepigen Pasie i en ejendom omgivet af en stor have i Bougival, ca. 15 kilometer fra hovedstadens centrum, hvor familien var fast bosiddende den øvrige del af året. I Bougival malede kunstneren en række markante impressionistiske billeder, bl.a. en skildring af Eugène og Julie med et brætspil i ferieboligens have og en vidunderlig fremstilling af Julie og Pasie (jf. artiklens topbillede).

En af Berthe Morisots fremragende huslige hverdagsscener fra 1880’erne er billedet I spisestuen. En ung kvinde står midt i en spisestue, hvor det hvide indfaldende dagslys fra et stort vindue i baggrunden fylder rummet og svøber sig blødt omkring kvindefiguren. Hvem hun er, vides ikke. At dømme efter hendes hvide forklæde kan hun enten være husets unge frue eller måske en tjenestepige. Hendes opmærksomhed er rettet mod kunstneren, samtidig med at hun står og rører i en skål, som hun antagelig er på vej til at anbringe på det delvist synlige spisebord til højre.

Hendes placering midt i billedet er ikke typisk for Morisots modne billedstil, der gerne placerer hovedfigurerne decentralt. Hun var i den henseende inspireret af Edgar Degas, der dyrkede den slags utraditionelle kompositionsmønstre, og med ham tillige af japanske træsnit, som tidens europæiske avantgarde beundrede og efterlignede i vid udstrækning. Den centrale placering af hovedfiguren i det aktuelle billede kunne meget let have skabt en rigeligt statisk situation, hvis ikke kunstneren havde introduceret et dynamisk modspil til den stillestående kvindeskikkelse ved at lade husets legesyge lille hund gøre sin bjæffende og iltre entré nederst til højre i billedet. Bevægelse og stilstand blev på denne måde forenet i en livfuld indbyrdes kontrast.

I tiden omkring 1890 og årene frem til Morisots død sås en moderat forandring i kunstnerens udryksform: Figurtegnigen blev strammere og farvevalget forenkledes, begge dele med klar inspiration fra Renoir.

Midt i februar 1895 blev den 54-årige Berthe Morisot angrebet af en ondartet influenza, som i løbet af en uges tid gik over i en dødbringende lungebetændelse. Hendes impressionistiske kunst var på det tidspunkt endnu i sin fulde blomstring, som blev brutalt afbrudt med hendes tidlige og bratte død efter få ugers sygdom.

På grund af sit køn og på grund af sin relativt tidlige bortgang opnåede Berthe Morisot ikke i sin levetid den kunstneriske anerkendelse, hun rettelig fortjente. Mens Monet, Pissarro, Renoir, Degas og andre af impressionismens store mandlige kunstnere oplevede at blive fejret på deres gamle dage, var hendes kunst overset og næsten glemt igennem mere end et halvt århundrede, før hendes livsværk blev trukket frem af glemslen og gik sin sejrsgang verden over.

Værker af Berthe Morisot kan ses i Ordrupgaardsamlingen, Ny Carlsberg Glyptotek og Statens Museum for Kunst.

• impressionisme