Bermuda er en øgruppe bestående af ca. 150 koraløer i Atlanterhavet, 1.200 km sydøst for New York. Den er en britisk koloni med lokalt selvstyre. Hovedbyen er Hamilton. Kun 20 af øerne er beboede, og de fleste af disse er forbundet med vejbroer og dæmninger.
På trods af sin afsides beliggenhed har Bermuda udviklet sig til et af verdens mest velhavende samfund; gennemsnitsindkomsten på 84.381 dollar pr. indbygger (2013) er blandt de højeste i verden.
Øerne ligger nær nordøstpassatens bane fra Sydeuropa til USA, og britisk militær tilstedeværelse sikrede tidligt kolonien faste indkomster; Bermuda har fortsat britiske og amerikanske militærbaser. Større betydning har dog den massive tilstrømning af især amerikanske turister, ca. ½ million om året. Den store turismesektor gør økonomien meget følsom over for konjunkturerne i USA. Bermuda er et eksklusivt turistmål; med et behageligt klima, et smukt, frodigt landskab og alle former for vandsport ved lyserøde og hvide strande af koralsand.
Øernes koralrev hviler på en undersøisk vulkan, der rejser sig 5.000 meter over havbunden, og det er fjernere fra ækvator end noget andet koralrev. Høje havtemperaturer skyldes Golfstrømmen. Der er ingen egentlige vandløb i den kalkrige, porøse jordbund, og vandforsyning er baseret på regnvand; derfor er flade tage med afløb til vandtanke en karakteristisk del af arkitekturen.
Bermuda er et af centrene for såkaldte offshore-forretninger, hvor bl.a. en lang række forsikringsselskaber og rederier udnytter landets liberale lovgivning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.