Barnabasbrevet

Barnabasbrevet er et oldkirkeligt græsksproget skrift af dogmatisk-etisk indhold. Skriftet blev tidligt tillagt den Barnabas, der et par steder i Det Nye Testamente optræder som missionærkollega til Paulus. Der er dog tale om en pseudepigraf, hvis forfatter er ukendt. Barnabasbrevet hører med til samlingen De Apostolske Fædre og kan med sandsynlighed dateres til omkring år 135, hvad der udelukker, at forfatteren kan have været en samtidig med Paulus.

Barnabasbrevet udmærker sig ved i sine dogmatiske og etiske udredninger at hvile på en gennemført udlægning af Det Gamle Testamente som en allegori. Denne jødiske skriftsamlings indhold skal således ifølge Barnabasbrevet ikke forstås bogstaveligt. Det gælder ikke mindst Moselovens bud, der i virkeligheden skal forstås i åndelig betydning. Fx har omskærelsen aldrig været ment som noget, der skulle finde sted fysisk i det ydre. Især påfaldende er påstanden om, at den gamle pagt aldrig trådte i kraft, eftersom Moses knuste Lovens tavler (se 2. Mosebog 32,19). At Moses ifølge 2. Mosebog 34 modtog et nyt sæt tavler, er åbenbart enten ukendt eller irrelevant for denne forfatter, der i det hele taget hævder, at Det Gamle Testamentes sande betydning først kommer for en dag i den kristne udlægning og således i grunden er en kristen bog.

I håndskriftet Codex Sinaiticus fra 300-tallet optræder Barnabasbrevet som en del af De Nye Testamente, og enkelte kirkefædre som fx Origenes satte det højt.

Barnabasbrevet findes i dansk oversættelse i de forskellige udgaver af De Apostolske Fædre.