Athanasius

Ifølge Rufins kirkehistorie blev Athanasius døbt, da han som barn legede dåb ved stranden med nogle venner, hvilket tilfældigvis blev overhørt af biskop Alexander. Da drengene havde anvendt den rette dåbsformel, måtte dåben opfattes som gyldig, hvorfor de efterfølgende måtte indlade sig på katekumenatet.

Athanasius' langvarige embedstid som biskop var præget dels af kamp mod arianerne, dels af en styrkelse af kirkens indre liv. Hans hårdhændede behandling af kirkepolitiske modstandere, herunder meletianerne, bragte ham i konflikt med statsmagten, og flere gange blev han enten sendt i eksil eller tvunget til at flygte for en tid. Han fik etableret et godt forhold mellem kirkens ledelse og den fremvoksende eneboer- og klosterbevægelse, hvad der i krisesituationer betød en styrkelse af kirken over for statsmagten og forsøgene på at skaffe arianerne indflydelse.

Athanasius skrev en række vigtige teologiske værker af apologetisk og dogmatisk indhold samt en række historiske, polemiske og opbyggelige skrifter og fortolkninger af bibeltekster. Heriblandt kan nævnes Om inkarnationen, hvori Athanasius fremstiller en sammenhængende forsoningslære med afsæt i det kristne dogme om inkarnationen, og det biografiske værk Antonius' liv (Vita Antonii) om ørkenmunken Antonius.

Athanasius' bog Om inkarnationen (latinsk titel De incarnatione Verbi Dei) dateres som regel til årene før de polemiske skrifter mod arianismen, dvs. før omkring år 330. Det er omdiskuteret, om der er tale om et ungdomsværk skrevet før tilblivelsen af den nikænske trosbekendelse i år 325, da Om inkarnationen ikke bærer eksplicit præg af trosbekendelsens teologiske begrebsapparat.

I Om inkarnationen udfolder Athanasius en lære om forsoningen, hvor Kristi guddommelighed spiller en afgørende rolle. Med sin synd har mennesket vendt sig væk fra livets kilde, Gud, og er dermed blevet underkastet dødens magt. Kristus, der er Guds Ord, som også var med i skabelsen, bliver menneske for at frisætte mennesket og genoprette det brudte forhold til Gud.

Den forsoningslære, der hermed formuleres, er præget af en kollektivistisk antropologi. Kristus beskrives som alles fælles frelser. Ved at dø som menneske fuldendes alles død i Kristus, mens alle får del i opstandelsen i kraft af Guds Ord, der i kraft af inkarnationen var til stede i Jesu menneskelige krop. Athanasius konkluderer, at Guds Ord blev menneskeliggjort, for at mennesket kan guddommeliggøres, et udsagn der sidenhen anvendes til at opsummere tanken om frelse som guddommeliggørelse.

Athanasius' tre taler mod arianere (latinsk titel Orationes contra Arianos) blev formentlig til mellem år 339 og 345. De tre taler er polemisk formuleret mod Arius, Asterius og Euseb af Nikomedia.

Athanasius' polemiske værker mod arianerne gjorde ham til en vigtig forsvarer af den nikænske trosbekendelses lære om forholdet mellem Gud Fader og Søn. Dette til trods for at han først i det senere værk om den nikænske trosbekendelse (latinsk titel De decretis), fra årene mellem 346 og 356, gjorde eksplicit brug af trosbekendelses begreb om homoousi eller væsensenhed mellem Gud Fader og Søn.

Athanasius lægger i sin bibelske eksegese vægt på, at alle udsagn om Guds Søn, der vidner om dennes foranderlighed og ydmygelse, må angå det, som Sønnen i frelsesøkonomien gennemgår i sin menneskelige natur for os mennesker. I sit guddommelige væsen er Sønnen derimod evig og uforanderlig, hvormed afvises enhver tendens til trinitarisk subordinationisme.

I brevene til Serapion (latinsk titel Ad Serapion) fastslår Athanasius Helligåndens guddommelighed i polemik mod de såkaldte pneumatomakere.

Athanasius' forsvar for den nikænske trosbekendelse har i eftertiden givet ham status som en af de vigtigste kirkefædre i 300-tallet. Værket om ørkenmunken Antonius blev indflydelsesrig i senere klosterliv.

Hans faste udbygning af kirkens organisation fremgår blandt andet af det faktum, at han hvert år ved påsketid rundsendte et hyrdebrev til samtlige biskopper og klosterforstandere i Egypten.

I det 39. påskebrev, skrevet i 367, findes den ældst kendte opregning af de 27 skrifter, som Det Nye Testamente endnu omfatter. Athanasius er således også en nøglefigur i fastlæggelsen af den nytestamentlige kanon.

Hans helgendag i vestkirken er den 2. maj.

• arianisme
• Alexander af Alexandria
• den nikænske trosbekendelse