Faktaboks

Sogn
Asmild Sogn
Provsti
Viborg Domprovsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Viborg Kommune
Asmild Kirke

Kirken er blevet bygget markant om i flere omgange gennem sin lange historie. Den nuværende kirke består af et langhus, hvor kor og skib går i et, og et tårn fra tiden omkring år 1500. Selvom kirken i dag står hvidkalket udvendigt er kirkens mange ombygninger synlige i murværket. Foto: 2006.

Asmild Kirke er en sognekirke beliggende øst for Viborg med udsigt over Viborg Søndersø. Kirken, hvis ældste dele er fra slutningen af 1000-tallet, var i middelalderen klosterkirke for et konvent af augustinernonner.

Kirken ligger i dag på et langstrakt kirkegårdsareal, og klosterbygningerne, der alle lå syd for klostret, er nedrevet. Kirken og klostret har været genstand for mange arkæologiske undersøgelser, og i belægningen omkring kirken er de nedrevne partier af kirken og klostret markeret.

Kirkebygningen

Tegning af Asmild Kirke
Tegnet rekonstruktion af hvordan kirken oprindeligt kan have set ud, inden kirken og klostret brændte i 1300-tallet. Den første kirke på stedet er opført i slutningen af 1000-tallet og havde form som en treskibet basilika. Omkring år 1100 blev kirken udvidet med et stort vestanlæg med to tårne og et kor med apsis. Foto: 2019.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Den i dag ret undselige kirke har haft en meget lang og kompliceret bygningshistorie, hvis hovedtræk lader sig aflæse i den nuværende bygning.

De ældste dele af kirken er opført i slutningen af 1000-tallet – måske omkring eller lidt efter 1060 – og har haft form som en treskibet basilika med apsisser. Kirken var opført af granit og frådsten.

Omkring år 1100 er kirken blevet udvidet mod vest med et stort vestanlæg bestående af to tårne, der har flankeret et vestkor med en vestapsis.

Da nonnerne har overtaget kirken i 1160’erne igangsættes forskellige bygningsarbejder, dels indrettes kirkens vestende til nonnernes brug, ligesom de får opført en vestfløj, dels får kirken et nyt kor henimod midten af 1200-tallet.

I 1300-tallet brænder kirke og kloster, og som konsekvens bliver kirkens vestende med tårn og vestkor nedrevet, ligesom basilikaens søndre sideskib nedrives.

I tiden omkring 1500 blev kirkens nuværende tårn opført.

Efter Reformationen blev nonnernes pulpitur, dvs. et ophøjet galleri, i kirken fjernet, ligesom basilikaens nordre sideskib blev nedrevet, og forskellige stabiliserende tiltag blev gennemført.

Den nuværende kirke

Den nuværende kirke er i dag en ret enkel langhuskirke med et lavt vesttårn. Murværket bærer kraftigt præg af kirkens mange ombygninger som er synlige trods facadernes hvidkalkning, og facadernes nu nærmest minimalistiske præg. Kirken har rødt tegltag.

De eksisterende vinduer og døre har i vid udstrækning nyere karakter, mange af kirkens fladbuede vinduer er indsat i 1500-tallet. Fra middelalderen stammer østgavlens spidsbuede vinduestregruppe, ligesom der på nordsiden er spor af små, middelalderlige, højtsiddende vinduer.

Kirkens indre

Asmild Kirke
Arkaderne i kirkens indre stammer fra den oprindelige frådstensbasilika. Kirkens altertavle og prædikestol er renæssancearbejder fra 1600-tallet, mens alterskranken, korgitteret og stoleværket er fra tiden omkring år 1700. Foto: 2009.

Kirkens indre kendetegnes dels af de hvidkalkede flader, dels af de bygningsarkæologiske spor, som er tydelige i facaderne, hvor de gamle arkader fra frådstensbasilikaen endnu kan ses. Langhuset står med træloft og i tårnrummet er senmiddelalderligt hvælv.

I klostertiden har der i vestenden af skibet været indrettet et pulpitur til nonnerne, hvorfra de har kunnet deltage i messen uden at blande sig med sognemenigheden.

Inventar og gravminder

Kirkens inventar afspejler overvejende tiden efter Reformationen, hvor klostergodset blev omdannet til kongeligt len, og hvor flere lensmænd og aristokrater derfor har haft et forhold til kirken. En stor del af inventaret bærer våbenskjolde og initialer fra dem, der i 1600- og 1700-tallet bekostede inventaret.

Inventar fra middelalderen

Asmildstenen

Asmildstenen er en runesten fra omkring år 1000, som blev fundet i 1950 ved en arkæologisk undersøgelse i kirken. Runestenen er i dag opstillet i kirkens våbenhus. Foto: 2012.

Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske granitdøbefont.

I kirkens våbenhus er opstillet en runesten fra omkring år 1000. Den blev fundet ved en arkæologisk undersøgelse i kirken i 1950.

Inventar fra renæssancen og barokken

Altertavlen er et renæssancearbejde fra 1625 med relief af nadveren og udskårne evangelister.

Prædikestolen på seks fag med evangelistmotiver er fra 1600-tallets begyndelse, skåret i renæssancestil.

Alterskranke og korgitter er fra tiden omkring 1700, hvori der indgår ældre dele.

Over døbefonten findes en barok fontehimmel.

Kirkens stoleværk er overvejende fra tiden omkring 1700 med genbrug af ældre dele. Fra samme tid stammer vestpulpituret (1703) med malerier af de oldenborgske konger.

Gravminder

I kirken er der mange gravsten og epitafier, dvs. mindesmærker, fra renæssancen. Tårnrummet er indrettet til gravkapel for slægten Braem, og her er opstillet flere kister.

Kirkens og klostrets historie

Kirken er ikke oprindeligt opført som klosterkirke, men forholdene omkring dens oprindelige status og anvendelse er uklare. Den første stenkirke på stedet er opført i anden halvdel af 1000-tallet, måske af Viborgbispen Heribert, hvilket gør det til en af landets ældste stenkirker (i hvert fald i Vestdanmark).

Klostret omtales første gang i 1166-1167, og kirken må omkring dette tidspunkt have fået den delte funktion af kloster- og sognekirke. Dette har medført en markant forandring af kirken og dens omgivelser, da nonnerne efter overtagelsen har påbegyndt byggeriet af deres kloster.

Efter Reformationen blev klostret nedlagt og godset tilfaldt kongen, mens kirkens funktion som sognekirke blev bibeholdt.

Klostret tilhørte augustinerordenen. Denne orden var i egen selvforståelse grundlagt af kirkefaderen Augustin af Hippo allerede i 400-tallet, og bestod af præsteviede munke (korherrer) og nonner (korfruer). Skønt ordenen formelt først blev paveligt godkendt i 1244, fik den stor udbredelse i 1000- og 1100-tallet i såvel Europa som Danmark, hvor klostrene ofte blev grundlagt i tæt relation til bispestæder og andre store religiøse centre. Klosterfolket fulgte Augustins Regel som vejledning for deres klosterliv.

Af klosterbygningerne er ingen bevaret, men omfattende arkæologiske undersøgelser på kirkegården har påvist såvel nedrevne dele af kirken som middelalderens klosterbygninger.

Læs mere i Lex

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig