Amled, dansk sagnhelt, søn af Ørvendel, der sammen med sin bror Fenge styrede Jylland. Fenge dræbte sin bror, tog hele magten og ægtede broderens enke, Gerutha. Amled søgte at undgå faderens skæbne ved at optræde som gal og tale i gåder.
Faktaboks
- Etymologi
-
Navnet er sandsynligvis identisk med det norrøne Amlóði, der i Skáldskaparmál forekommer to gange i udtrykket Amlóða mólu 'Amlóðis håndkværn'. Ifølge nyere forskning er dette navn muligvis overtaget fra det oldirske navn Admlithi 'stor-kværnende', som kendes fra den irske mytologiske fortælling Ødelæggelsen af Da Dergas Gæstegård.
- Også kendt som
-
Amlethus, den latiniserede form hos Saxo
Under et bevæget møde med sin mor dræbte Amled Fenges spion og blev derefter sendt til England medbringende et runebrev med ordre om sin egen henrettelse; dette brev omskrev han, således at hans to ledsagere blev hængt, hvorimod han selv fik kongens datter til ægte.
Året efter vendte Amled hjem og hævnede faderdrabet, overtalte jyderne til at kåre ham som konge og drog tilbage til England, hvor han ægtede en skotsk dronning.
Med begge hustruer rejste han hjem til Danmark, hvor han imidlertid faldt i et slag mod Lejre-kongen, der havde krævet ham til regnskab for usurpationen af Jylland.
Hans anden dronning, der havde lovet at følge ham i døden, kastede sig i armene på sejrherren.
Sagnet om Amled viser noget så usædvanligt som en helt, der lever af sin snedighed og ikke af sin styrke. Med de trykte udgaver af Saxos værk Gesta Danorum på latin, som udkom i Paris 1514 og i Basel 1534, blev det kendt og læst over hele Europa. William Shakespeare lånte sagnet fra Saxo og bearbejdede det dramatisk i sit skuespil Hamlet (udgivet 1603 i bogform).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.