Aleksandr Benois var en russisk maler, scenograf og kunsthistoriker. Aleksandr Nikolajevitj Benois var i 1890'erne medstifter af gruppen Mir Iskusstva (Kunstens Verden) og 1899 af tidsskriftet af samme navn, redigeret af Serge Diaghilev.
Aleksandr Nikolajevitj Benois skrev 1901-1902 et større værk om den russiske malerkunsts historie, senere om klassisk fransk og italiensk kunst, der fik stor betydning for hans egen kunst. Benois opholdt sig ofte i Paris, hvor han bl.a. var knyttet til Diaghilevs balletkompagni Les Ballets Russes; i 1911 udførte han dekorationer og kostumer til førsteopførelsen af Igor Stravinskijs og Mikhail Fokins ballet Petrusjka. Under revolutionen 1917 var Benois engageret i kulturpolitik.
I 1926 forlod Aleksandr Nikolajevitj Benois Sovjetunionen, levede i Frankrig og Italien og arbejdede mest som scenograf for bl.a. Diaghilev og Ida Rubinstein (1885-1960). På Det Kongelige Teater i København skabte han bl.a. scenografi til Mikhail Fokins Petruschka i 1925. Han har udgivet flere erindringsbøger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.