Aalborg Domkirke

Den nuværende altertavle i barokstil er fra 1689. Den er skåret af Lauritz Jensen fra Essenbæk Kloster. Han virkede i tiden ca. 1665-1710, mest på Randersegnen. Tavlen udgøres af et fodstykke, et tredelt storstykke og et topstykke. I storfeltet er anbragt et krucifiks foran en malet fremstilling af Jerusalem, mens højre sidefelt rummer en figur af Johannes Døberen, og sidefeltet til venstre rummer en figur af Moses. Tavlen er blevet malet (nystafferet) med en ny farveholdning flere gange, og den har i dag en omfattende forgyldning, som senest er blevet fornyet i 1980.

Af kirkens tidligere altre er fundamentet til den romanske kirkes lægmandsalter blev fundet i 1940’erne. Herudover er der også kendskab til flere sidealtre fra senmiddelalderen viet til Sankt Anna, Sankt Nicolaj, Vor Frue, Maria Magdalene, Guds Legeme og Sankt Katarina, og flere af dem var knyttet til gilder, dvs. sammenslutninger, i byen. Deres placering i kirken er ikke kendt i dag, men det antages, at alteret viet til Sankt Katarina var opstillet i sidebygningen til tårnet, der i dag fungerer som kirkens våbenhus.

Der er ikke kendskab til kirkens middelalderlige hovedalter. I 1840 omtaltes det nuværende af sten for første gang. Den middelalderlige altertavle kendes heller ikke. En kilde oplyser dog, at den blev udskiftet i 1577 med en lutheransk fløjaltertavle i renæssancestil, som i ændret form i dag er opstillet i Ydby Kirke i Thy. Mens altertavlen stod i domkirken, lod andre kirker i Aalborgs omegn sig imidlertid inspirere af den og fik udført efterligninger, heriblandt Hellevad Kirke, der fortsat har deres opstillet.

Den nuværende døbefont blev i 1731 skænket til kirken af Maren Grotum (1660-1736), der var enke efter stiftamtmand Gotfred von Pentz (1672-1726). Der er tale om et veludført stenarbejde i sort marmor i barokstil med påsatte detaljer i lys marmor. Dens base er tresidet, og den er på hver side forsynet med hvide marmorrelieffer. Kummen har form som en muslingeskal udstyret med tre puttihoveder på ydersiden. Døbefontens stilistiske udtryk peger med lidt velvilje i retning af italiensk barok, men der er ingen grund til at formode, at den skulle være udført af en italiensk stenhugger. Da kirken erhvervede sig fonten blev der ved samme lejlighed indrettet et nyt dåbsrum i østenden af nordre sideskib.

Der blev ved udgravninger i 1940’erne fundet et fragment, som formentlig var af kirkens romanske døbefont. Hvor længe den var i brug, lader sig ikke fastslå, men det omtales i 1684, at kirken var i besiddelse af et messingfad, som måske har været brugt i den romanske font. Efter anskaffelsen af en ny font i 1727 blev det gamle messingfad solgt i 1731.

Den ældste kendte prædikestol i kirken blev formentlig opstillet i ca. 1525-1550. Den var udført i renæssancestil og med udskårne relieffer, som i felterne var forsynet med scener fra Jesu liv. Kirken fik en ny prædikestol i 1692, hvorefter den gamle blev solgt i 1701.

Ønsket om at erhverve sig en ny prædikestol i slutningen af 1600-tallet hang formentlig sammen med, at kirkens nye altertavle fra 1689 vakte beundring, og Lauritz Jensen blev kommissioneret til også at udføre en ny prædikestol.

Den detaljerige, udskårne prædikestol har indgangsportal, opgang og kurv, hvorover der er en lydhimmel, dvs. baldakinen over prædikestolen. Og det er værd at fremhæve, at udsmykningen af opgangen og kurven udgør et samlet hele med relieffer af Jesu lidelseshistorie og opstandelse.

I kirkens anseelige beholdning af uerstatteligt kirkesølv findes der flere interessante stykker. Det ældste stykke er en alterkalk, som formentlig blev skænket til kirken af Barbara Konning i 1560, efter hendes mands, rådmand Jørgen Konnings, død i 1559. Herudover omfatter kirkens sølv yderligere en alterkalk, to alterkander, en oblatæske, tre diske, en vinske samt hele 199 særkalke.

Kirken er også i besiddelse af to trearmede lysestager, skænket af vinhandler Schümanns hustru i 1852, samt to sølvstager i empirestil, som etatsrådinde Simoni skænkede i 1911.

På alterbordet er der desuden opstillet to store barokke alterstager. De er udformet som engle bærende på palmeblade. Midt på alterbordet er et sølvkrucifiks placeret ved alle kirkelige handlinger. Det er udført af sølvsmed Mikkel Jensen og bærer årstallet 1722 på fodstykket.

Kirken er også i besiddelse af en akvamanile fra ca. 1250, forsynet med dobbelt tud i malm. Den blev oprindelig brugt af præsten til den liturgiske håndvask under den katolske messe. Akvamaniler fandt også anvendelse i velstillede private hjem, og Nationalmuseet rummer verdens største samling af middelalderlige akvamaniler.

Kirkens stoleværk, dvs. kirkebænkene, stammer fra Hack Kampmanns gennemgribende fornyelse af kirkerummet i 1899-1900. Ved den lejlighed blev de ældre stolestader med låger fjernet og de nuværende opstillet. Af disse blev de fem forreste ind mod midtskibet forsynet med topstykker med muslingeskaller fra 1739.

Kirken rummer også flere pulpiturer, dvs. et ophøjede gallerier til kirkegængere, sangere eller orgel, og lukkede stole. I de fleste tilfælde er de opsat af velhavende borgere i byen, som havde betalt en såkaldt indfæstning, dvs. en afgift, og bekostet selve opsætningen samt det efterfølgende vedligehold. Her kan bl.a. nævnes Niels Jespersens femkantede pulpitur fra 1681 i kirkens søndre side ved orgelpulpituret. Kongepulpituret i rokokostil bør også nævnes. Det blev i 1825-1829 omtalt som bestemt til hans kongelige majestæt og var oprindelig placeret i kirkens nordside, men Hack Kampmann fik det flyttet til den søndre side af kirken, nærmest koret, og med front mod midtskibet.

Kirken har seks bispekåber i dens varetægt samt en fransk korkåbe og 11 messehagler. Heraf påkalder den ældste bispekåbe sig særlig opmærksomhed. Den er udført i sølvbrokade, og blev skænket til Nordjyllands biskop Frantz Olufsen Thestrup af Christian 6. i forbindelse med kongeparrets salvning i 1731.

Inde i kirken findes der en række gravminder, og der er i alt 19 epitafier fra tiden 1583-1775. Der er flere interessante iblandt, fx borgmester Niels Iversen Skrivers (død 1617) store fornemme, barokke mindetavle. Den figurrige tavle har i sit storfelt en korsfæstelsesscene med Niels Iversen Skriver og familie i forgrunden.

Kirkegulvet var for en stor dels vedkommende tidligere dækket af ligsten over byens borgere. Da mange efterhånden er meget nedslidte, blev de bedst bevarede i 1899 taget op og opstillet langs muren i kirken.

Kendskabet til kirkens ældste kirkegård er yderst beskedent, men i 1941 blev der fundet begravelser under den romanske kirkes apsis, der blev føjet til kirken i forbindelse med genopbygningen efter en brand. Det har til dato (2025) ikke været muligt at datere begravelserne nærmere.

Arkæologiske undersøgelser har efterhånden kortlagt hovedtrækkene af 1300-1400-talskirkegårdens udstrækning, der formentlig kan genfindes på prospektet i Resens Atlas fra 1677. Efterfølgende blev kirkegården udvidet i 1682, men den blev siden nedlagt, og begravelserne blev flyttet udenfor byen. Sidste gravlæggelse fandt sted 24. oktober 1804.