ASTRID startede som en accelerator og lagerring for ioner i 1990. Den var oprindelig kun tænkt som en accelerator for ioner med henblik på eksperimenter inden for bl.a. elektron- og laserkøling. Derfor har ASTRID ret lange lige strækninger forbundet af 90 graders afbøjningsmagneter. De lange strækninger giver en effektiv vekselvirkning med en laserstråle, der kan sendes ind i vakuumrøret gennem et kvartsvindue og bringes til at overlappe ionstrålen. Ionerne blev produceret i en lille ionaccelerator af Cockcroft-Walton-typen, der accelererede ioner op til en energi på 150 keV.
ASTRID var en stor succes som ionaccelerator. Der blev lagret mange forskellige ioner til diverse eksperimenter, lige fra den letteste ion, en proton, til tunge klynger af kulatomer op til C70, såkaldte fullerener, der vejer 840 gange så meget som en proton.
Senere i planlægningen af ASTRID blev det besluttet også at gøre det muligt at accelerere elektroner i ASTRID for at kunne producere synkrotronstråling. Det førte til nogle ændringer i designet og til beslutningen om at bygge mikrotronen.
En accelererende struktur (radiofrekvens kavitet) i ASTRID kunne accelerere ionerne. De mest energetiske ioner accelereret i ASTRID var protoner, der blev accelereret fra 150 keV til ca. 80 MeV. Acceleration af ioner er vanskeligere end for elektroner, for mens elektronerne er meget relativistiske, og derfor har en næsten konstant hastighed (lyshastigheden, ca. 300.000 km/s), og dermed konstant omløbsfrekvens (ca. 7,5 MHz), varierer ionernes hastighed og dermed omløbstid i ringen under accelerationen. Dvs. ikke alene må feltet i de styrende og fokuserende magneter vokse i takt med, at energien øges, men frekvensen i den accelererende enhed må også øges for at passe til den stigende omløbsfrekvens.
Senere begyndte ASTRID også at blive benyttet som elektronaccelerator og lagerring. Den første elektronstråle blev accelereret og lagret i 1991. Der blev opbygget eksperimentelle stationer, og i en årrække blev der skiftet mellem ion- og elektronoperation, med interval på ca. 3 måneder.
I 1998 begyndte ionaktiviteterne at flytte over på en nykonstrueret elektrostatisk lagerring, ELISA. Den var på det tidspunkt enestående i verden. I 2005 overtog ELISA de sidste ioneksperimenter, og herefter kørte ASTRID videre som elektronsynkrotron/lagerring på fuld tid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.