Fallos, (gr. phallos 'penis'), fandtes som religiøst symbol allerede før ca. 10.000 f.Kr. (ældre stenalder) og er gennem hele religionshistorien blevet brugt som kultgenstand. Fallos symboliserer den skabende, livgivende kraft i naturen, som identificeres med frugtbarhedsguden, fx den gammelegyptiske Min eller den indiske Shiva. Fallos kan positivt symbolisere beskyttelse mod det onde eller negativt symbolisere kaosmagternes løbske erotiske kræfter, fx trickster-guderne i Afrika.
I antikken brugte grækerne kun ordet om genstande, der fremstillede det erigerede mandlige lem som et universelt frugtbarheds- og potenssymbol. Ved husets dør var opstillet en herme, en pæl med et Hermeshoved og et erigeret lem, som skulle jage onde ånder væk; falliske amuletter og lerfigurer havde også besværgende kraft. Fallos var i øvrigt et af Dionysoskultens karakteristika: i optogene til de landlige dionysier (se attiske fester) blev en fallosstang, en slags majstang, båret i procession gennem Athen, og skuespillerne i komedier og satyrspil var udstyret med en kunstig fallos på deres dragt. Se også Priapos.