Keynesiansk teori er en teoretisk retning inden for økonomisk teori, som er opkaldt efter John Maynard Keynes. Teorien tager udgangspunkt i Keynes' hovedværk, The General Theory of Employment, Interest and Money, fra 1936. Her fremstilledes for første gang en konsistent makroøkonomisk teori, der kunne forklare, hvorfor de industrialiserede lande oplevede stor og vedvarende arbejdsløshed. Keynes tillagde i modsætning til sine forgængere (de neoklassiske økonomer) efterspørgslen efter varer og tjenester en afgørende betydning. Den effektive efterspørgsel, der udspringer fra husholdningernes forbrug og virksomhedernes investeringsplaner, er bestemmende for produktion og beskæftigelse. Keynesiansk teori ser derfor manglende efterspørgsel som hovedårsagen til stor arbejdsløshed. I forlængelse heraf afvises det, at en reduktion af lønniveauet isoleret set kan løse arbejdsløshedsproblemet, så længe efterspørgslen er for lille.
Keynes' hovedværk er gennem årene blevet gjort til genstand for intensiv tolkning, hvilket har udkrystalliseret en række forskellige "skoler". De har den konklusion tilfælles, at markedsøkonomierne navnlig på kort sigt mangler selvregulerende (pris)mekanismer, der kan stabilisere efterspørgslen, og en aktiv økonomisk politik vil derfor kunne bidrage til at mindske arbejdsløsheden. Herved hører enigheden blandt de forskellige keynesianske skoler op. Keynes tolkede selv sin teori som et fundamentalt opgør med den på daværende tidspunkt helt dominerende neoklassiske teoriretning, hvor udbud (produktion) antages at skabe sin egen efterspørgsel. Keynes fremhævede heroverfor, at dagligdags fænomener som manglende viden og forkert information, kortsynethed i investeringsplanlægning og forbrugsdispositioner samt økonomisk og politisk usikkerhed over for fremtiden vil øve en selvstændig (og som oftest negativ) indflydelse på efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser.
Det dominerende makroøkonomiske synspunkt i de første årtier efter 2. Verdenskrigs afslutning blev således også, at efterspørgslen spiller en ganske væsentlig rolle. Den simple Keynesmodel blev en etableret del af det introducerende lærebogsstof. Der opstod ligefrem en "neoklassisk syntese" mellem udbuds- og efterspørgselsøkonomer: Her antoges det, at mere kortvarige fluktuationer i beskæftigelsen (og dermed i arbejdsløsheden) var bestemt af efterspørgselsforholdene, konjunkturteori, mens udbuddet af kapital og arbejdskraft dominerede forklaringen af den mere langsigtede økonomiske udvikling, vækstteori.
Under indtryk af den tiltagende inflation i 1960'erne og 1970'erne blev der først fra monetaristisk side (Milton Friedman) og siden fra nyklassisk side (Robert Lucas) rejst spørgsmål om, hvorvidt fluktuationerne i efterspørgslen snarere aflejrede sig i markedsøkonomien i form af ændringer i inflationstakten end som ændringer i beskæftigelsen; altså en tilbagevenden til det oprindelige neoklassiske synspunkt.
De egentlige keynesianere fra Cambridge som Joan Robinson, Richard Kahn, Nicholas Kaldor og Geoff Harcourt havde heller aldrig accepteret den neoklassiske syntese. De argumenterede imod, at Keynes' originale teorier overhovedet skulle kunne indfortolkes i en ligevægtsmodel. De lagde hovedvægten i deres teoribygning på det forhold, at moderne markedsøkonomier har en indbygget ustabilitet. Denne gruppe af økonomer er samlet under betegnelsen post-keynesianere, der har det fælles kendetegn, at deres makroøkonomiske teori leder til en forkastelse af antagelsen om, at det markedsøkonomiske system tenderer mod ligevægt — end ikke i et langsigtet perspektiv.
Herved adskiller de sig markant fra ny-keynesianere som fx Edmund Phelps, Gregory Mankiw og Richard Layard, der fortsat arbejder inden for rammerne af den neoklassiske syntese blot med hovedvægt på en analyse af strukturforholdene på arbejdsmarkedet som hovedforklaringen på den vedvarende arbejdsløshed. De fokuserer navnlig på sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation. Det er arbejdskraftens organisering, rammerne for overenskomstforhandlingerne samt udformningen af dagpenge- og skatteregler mv., der sættes fokus på.
Keynesiansk teori er således et uafsluttet forskningsområde, der omfatter markedsorienterede systemers makroøkonomiske egenskaber med særligt henblik på afklaring af arbejdsløshedens årsager.