En labyrint er et uoverskueligt system af gange, som man let kan fare vild i. Gennem gangene fører der som regel kun én vej, mens der kan være mange blindgyder. Labyrinten kan dog også være konstrueret sådan, at der er flere forvirrende ruter. Labyrinter findes i mange folkeslags myter og kunst.
Labyrinten i oldtiden
Den berømteste er Labyrinten i Knossos, der ifølge græsk mytologi blev bygget af Daidalos, Ikaros' far, efter ordre fra kong Minos. Labyrinten skulle huse det tyreagtige uhyre Minotauros, som modtog menneskeofre. Den var så kunstfærdigt bygget, at man ikke kunne komme levende ud, hvis man først var gået derind. Dermed blev man bytte for den menneskeædende Minotauros. Men Minos' datter, Ariadne, blev forelsket i den athenske kongesøn Theseus, og med hendes hjælp trængte han ind i labyrinten med et garnnøgle og dræbte Minotauros. Ved at følge garnet tilbage gennem gangene slap helten ud derfra med både livet og prinsessen.
I nutiden diskuteres oprindelsen til ordet labyrint, som nogle har villet aflede af labrys, navnet på dobbeltøksen i den minoiske kult, og mytens forbindelse til ruinerne af paladset i Knossos (forladt ca. 1400 f.v.t.). I øvrigt brugte grækerne ordet Labyrinthos om flere andre lokaliteter, og der er ingen tvivl om, at det for en græker betød det samme som i nutiden: et bygningsværk med gange, som man let kan fare vild i.
Fremstillinger i antik kunst
Labyrintmotivet optræder i geometrisk gengivelse på græske mønter præget i Knossos fra begyndelsen af 400-tallet til 200-tallet f.v.t. Den græske historiker Herodot brugte i 400-tallet f.v.t. ordet labyrinthos til at beskrive dødetemplet i Krokodilopolis, det senere Hawara ved al-Fayyum, opført for den egyptiske konge Amenemhet 3. (død 1797 f.v.t.). Det skal have været et gigantisk bygningsværk, hvilket er blevet bestyrket af nutidens udgravninger.
Trojaborge
I oldtiden synes labyrinter generelt at hentyde til paladser og borge. En etruskisk vinkande med labyrintmotiv fra ca. 600 f.v.t. bærer således indskriften TRVIA ('Troja'), hvilket har en efterklang langt senere i det nordiske trojaborg, som er betegnelsen for runde eller nyreformede stensætninger lagt på jorden i form af labyrinter.
I Norge, Sverige og Finland findes tilsammen flere hundrede sådanne labyrinter, hvoraf nogle har været dansepladser indtil nutiden, men hvis alder og oprindelige betydning er uvis. Ingen har med sikkerhed kunnet dateres til oldtiden, og det er mest sandsynligt, at de stammer fra 1300-tallet og senere.
Betegnelsen trojaborg peger på, at labyrinter har været forbundet med borge, ligesom det var tilfældet i den græske oldtid.
Labyrinter i middelalderens kristendom
Labyrintmotivet optræder i den kristne kunst allerede fra 300-tallet og er et eksempel på, at et populært motiv med oprindelig folkelig eller hedensk tilknytning blev adopteret af kirken og givet nyt indhold: Vejen til Guds rige går gennem en labyrint.
I gulvet i mange europæiske middelalderkirker findes labyrinter af den type, der ingen blindveje har, således at man på vejen til centrum kommer igennem hele labyrinten. Dens symbolske funktion er at udtrykke livsrejsen som forankret i omvejens princip, et billede på livets skæbneside, hvor udfordringen ikke består i at vælge mellem alternativer, men at "danse" med virkeligheden. Når man går labyrintens vej, følger man Kristus ind i graven for at opstå med ham. Præsterne brugte labyrinten til en slags liturgisk dans ved påskefejringen: ind i graven og ud igen. I det daglige anvendtes den af andre som en symbolsk pilgrimsrejse.
Den ældste bevarede kirkelabyrint findes i San Vitale i Ravenna (indviet 548/549). Særlig kendt er den romanske labyrint i San Martino i Lucca samt den meget velbevarede gulvmosaik i katedralen i Chartres, der har en gotisk labyrint; dens vimmelskaftede vej er på ca. 200 meter, og her kravler de bodfærdige på knæ.
I mange renæssancepaladser findes labyrintiske figurer også, fx i loftet i Palazzo Ducale i Mantova.
Labyrinter i havekunsten
I havekunsten optræder labyrinter i form af gange mellem tætte, gerne høje hække. Motivet var særligt yndet i renæssancen, hvor den bl.a. blev brugt til kærlighedslege; berømt er The Maze ved Hampton Court Palace i London, plantet omkring 1690. I Danmark findes labyrinter i bl.a. haven ved Egeskov Slot og Tuborglabyrinten (plantet 1992) på Pile Allé på Frederiksberg.
Labyrintens symbolik
Labyrinten kan symbolisere det indviklede, slyngede, uløselige og uoverkommelige; fortabthed, men men også beskyttelse mod det onde; indvielse, livsrejse og prøvelse. Man kan ikke finde ind til nogen kerne, og man kan ikke finde ud igen. Labyrinten minder om uoverkommelighedsdrømme, hvor løsningen aldrig findes, og man snørkler sig ind i stadigt vanskeligere situationer.
I græsk sammenhæng og siden i europæisk idehistorie er labyrinten især blevet forbundet med den komplekse myte om kong Minos i Knossos på Kreta. Labyrinten er således dobbelttydig; den både beskytter, fordi det onde kan anbringes der og ikke finde ud, og den er symbol for fortabelse, fordi man kan gå vild i dens irgange og møde dæmoniske kræfter. Den bliver på en måde indvielsesritens symbol: Kan man alligevel klare gangenes virvar og slå dæmonen ihjel, bliver man en sand helt. Det er sig selv, man finder i centrum.
Labyrinter i litteraturen
I litterær sammenhæng er symbolet bl.a. blevet brugt af Jens Baggesen i hans rejseroman Labyrinten (1792-1793), hvor rejse- og skriveform er bevidst labyrintiske, dvs. springende, associative, improviserede og fragmentariske. Den anvendes også af Inger Christensen, først i fortællingen Det malede værelse (1976) om renæssancekunstneren Andrea Mantegna ved fyrsten Gonzagas hof i Mantova og senere i essaysamlingen Dele af labyrinten (1982). Erik Knudsen skrev digtsamlingen Hjemme i labyrinten (1988), og Stig Dalager Labyrinten (2005), en del af et kæmpemæssigt romanprojekt om moderne tid, spundet ind i et antal mytologiske billeder. I hans roman hedder det om hovedpersonen: “Det, der er labyrintisk uden for ham, er nu også labyrintisk inden i ham, og han ved ikke, om det er begivenhederne, der spejler sig i ham, eller ham, der spejler sig i begivenhederne.”
Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges anvender en labyrintisk fiktionsteknik, og labyrinten indgår direkte i fx hans Fiktioner (1944), i fortællingen “Haven med forgrenede gange”; hans særlige labyrintiske teknik har dannet skole og har bl.a. påvirket Svend Åge Madsen. Den mexicanske forfatter Octavio Paz tolker i bogen Ensomhedens labyrint (1986) labyrinten som et genopstandelses- og udfrielsessymbol: Labyrinten “forviser os fra livet og tvinger os samtidig til at vende tilbage, til at stige ned i det skabende skød, vi blev revet ud af.”
I Jens Smærup Sørensens roman At ende som eneboer, 1972, krydsklippes der raffineret mellem den græske mytes Labyrint og en nutidig fastlåst situation.
Læs mere i Lex
Litteratur
- Carsten Thau, “Forvirringens eufori og den genfundne verden”, i Kritik 125-26, 1997, s. 51-66.