Artiklen

Alle ændringer

Claude Monet

Vers. 105
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 26. september 2024. Artiklen blev ændret 2 tegn fra forrige version.

Claude Monet var en fransk billedkunstner. Han er i sin eftertid generelt anset for hovedskikkelsen inden for den kreds af franske malere, der i 1800-tallets anden halvdel udviklede impressionismen.

Allerede i de helt unge år før og omkring 1860 engagerede Claude Monet sig i friluftsmaleriet, der i afgørende henseender foregreb den kunstneriske nyorientering, som han og en række ligesindede kampfæller godt og vel ti år senere realiserede med deres nye "indtrykskunst". Impressionismen havde sin kunstneriske blomstringstid i det relativt korte tidsrum fra 1874 til 1886, hvor bevægelsen realiserede i alt otte epokegørende udstillinger, og hvor Monet markerede sig som den nye kunstretnings toneangivende skikkelse.

Selv om Monets kunstneriske arbejdsform med årene i nogen grad ændrede karakter, stod han lige til sin død fast på den umiddelbare, intenst sanserelaterede naturskildring, som han med forkærlighed praktiserede i store billedserier, der hver især omfattede et og samme motiv set under forskellige belysningsforhold. Seriernes billedemner var bl.a. Saint-Lazare-banegården i Paris, høstakke, katedralen i Rouen, parlamentsbygningerne i London og frem for alle hans elskede åkandedamme i haveanlægget ved hjemmet i Giverny.

Den unge hurtigtegner

Claude Monet var født i området ved kunsthandlernes specielle gade Rue Lafitte i Paris. Her voksede han op, indtil familien, da han var seks år gammel, flyttede til Le Havre, hvor han tilbragte resten af sin barndom og ungdomsårene frem til 1859. Han forsømte i påfaldende grad sin skolegang til fordel for at strejfe om på egen hånd i byens havneområder.

Som dreng tegnede Monet med forkærlighed vellignende portrætter og forrygende hurtigt udførte karikaturer af mennesker omkring sig. Hans tegninger vakte opmærksomhed, og som 17-årig fik han nogle af dem udstillet i vinduet hos en papirhandler i byen. Hans evner som hurtigtegner kan tillægges betydning for hans senere så legendariske hurtighed i overførelsen af flygtige naturindtryk til sine impressionistiske billeder.

Forbindelsen med Boudin i Le Havre

Hos nævnte papirhandler udstilledes lejlighedsvis også arbejder af landskabs- og marinemaleren Eugène Boudin, der var en fremtrædende repræsentant for tidens friluftsmaleri. Boudin boede selv i Le Havre, hvor borgerskabet og konservative lokalkunstnere så skævt til ham på grund af hans nyskabende kunstudfoldelse. Den unge Monet knyttede sig imidlertid til ham og lod sig oplære i fremgangsmåden bag hans friske, æterisk lette øjebliksskildringer.

I sommertiden fik Boudin jævnligt besøg af berømte kunstnervenner fra andre dele af landet, som søgte inspiration ved Normandiets kyster. Det var kunstnere som Gustave Courbet, Johan Barthold Jongkind, Constant Troyon og Charles-François Daubigny . De drog under Boudins ledelse ud til stranden ved Honfleur for at male sammen med ham, og han fik på denne baggrund status som leder af Honfleur-skolen, der blev Normandiets svar på Barbizon-skolen, det navnkundige fællesskab af friluftsmalere i Fontainebleau-skovene nær Paris.

Monets første friluftsmaleri

Monet fulgte med på disse ekskursioner og kom på denne måde til at kende en række fremtrædende friluftsmalere og lod sig ikke mindst fascinere af, hvorledes Boudin malede sine banebrydende strandbilleder under åben himmel. Monets tidligst kendte friluftsmaleri fremstillede et Landskabsparti ved floden Rouelle nær Le Havre. Billedet blev til i 1858 under vejledning af Boudin. Værket, der stadig er bevaret (i privateje), viser et udblik mod et landskab med blandet bevoksning af lave buske og høje poppeltræer. En blåklædt lystfisker ses siddende ved bredden af floden, der snor sig frem mod betragteren i billedets forgrund.

Monets tidlige kunstnerliv i Paris

I 1859 flyttede Monet til Paris, hvor han på Salonen ignorerede den dominerende akademiske kunst og i stedet koncentrerede sig om at studere værker af tidens realister og friluftsmaleri af Barbizon-skolens malere, som også vistes der.

Fra 1860 dyrkede han modelstudier på det frie Académie Suisse, hvor eleverne arbejdede selvstændigt uden egentlig undervisning. Her lærte han en af sine fremtidige impressionistiske kampfæller, den jævnaldrende Camille Pissarro, at kende.

I 1862 søgte Monet ind på Charles Gleyres malerskole, hvor han mødte Alfred Sisley, Pierre-Auguste Renoir og andre af de unge malere, der sammen med ham i de følgende år skulle lægge grunden til den epokegørende kunstneriske nyorientering i den franske kunst.

Monet og hans unge kammerater flokkedes om tidens mest rebelske kunstner, Édouard Manet, som var midtpunkt for en kreds af anti-akademiske malere, kaldet Batignolles-gruppen, der havde deres faste mødested i Café Guerbois på Montmartre. Her traf de unge også den noget ældre Edgar Degas, der ligeledes skulle blive en af den impressionistiske kunsts hovedaktører.

Den første impressionist-udstilling i 1874

Sidst på året 1873 besluttede kredsen af malere omkring Monet at danne et egentligt udstillingsfællesskab, og den første impressionistudstilling åbnede året efter i fotografen Nadars atelier på Boulevard des Capucines. Udstillingen vakte stærkt opsigt og blev en af kunsthistoriens markante "skandalesuccesser".

Den mest omdiskuterede af de deltagende 30 kunstnere var Monet, som den konservative kunstkritik behandlede særlig nedladende. Især ét af hans billeder fremkaldte stor forargelse, nemlig Impression. Soleil levant (Indtryk. Solopgang) (Musée Marmottan, Paris). Billedet, der med rette lader sig betegne som hans første egentlige hovedværk, viser et udblik over havneområdet i Le Havre, og var malet al prima, dvs. udført i én og samme arbejdsgang vådt i vådt, med direkte udsigt til motivet en tidlig morgenstund i 1872.

Billedet blev malet kort efter at Monet var vendt tilbage til Frankrig fra et ophold i London, hvor især William Turners landskabsbilleder, frem for alt dennes intenst lysfyldte flodlandskaber i morgenbelysning, havde vakt hans beundring. Med sit billede skabte Monet et mesterværk i atmosfærisk øjebliksregistrering, der især var baseret på fastholdelsen af en lysende komplementærkontrast i modspillet mellem motivets kolde og varme farver.

Fra friluftsmaleri til ateliermaleri

I årene før og i starten af den impressionistiske gennembrudsperiode var Monet erklæret friluftsmaler; af alle i impressionist-gruppen var han tilmed den, der var mest overbevist om sit rette tilhørsforhold til denne kategori. Han gjorde højlydt gældende, at han aldrig havde haft noget atelier, og at han heller ikke på noget tidspunkt havde savnet et. Hans arbejdsrum var naturen under åben himmel, hvor han vandrede rundt med sit bærbare grej og malede de naturmotiver, han faldt for undervejs. Han arbejdsform var efter eget udsagn lige så frit flydende og spontan "som fuglenes sang".

Som årene gik følte Monet dog behov for at arbejde mere systematisk med bestemte motiver. Det var i første omgang hovedsagelig flodlandskaber, der interesserede ham.

Igennem størstedelen af 1870'erne boede Monet i Argenteuil, en landsby ved Seinen lige uden for Paris. I lighed med Barbizon-maleren Charles-François Daubigny fik han i 1874 bygget en båd, hvori han kunne male flodlandskaber ude fra vandet. Fra og med ibrugtagningen af dette "flydende atelier" var Monet ikke mere decideret friluftsmaler. Han sad godt nok mestendels ude i det fri på bådens agterdæk og malede i godt vejr, men afbildede også sine flodmotiver set inde fra kahytten, når vejrforholdene ikke tillod af arbejde udendørs.

Monets ældre kollega, Edouard Manet, malede i 1874 et billede af Monet, der sidder på bådens agterdæk og maler det omgivende Seine-landskab, mens hans hustru Camille ser til fra bådens kahyt. Monet har også selv afbildet båden flere gange, bl.a. i billedet Det flydende atelier fra ca. 1874 (Rijksmuseum Kröller-Müller, Otterlo).

Monet og "regnbuepaletten"

I 1870'erne havde impressionisterne endnu ikke udviklet en sikker skelnen mellem dette at male lyse og lysende billeder. I disse år blev billeders lyshed i vid udstrækning opnået ved at blande farverne op med hvidt pigment, hvilket resulterede i, at billederne nok blev mere blege i tonen, men ikke afgav et mere lysende farveindtryk på øjets nethinde.

Da de mod slutningen af årtiet nåede til en ny forståelse af dette forhold, gik de i gang med at bringe palettens farverspektrum i overensstemmelse med ønsket om at skabe mere lysende billeder. Udviklingen tog fart i årene omkring 1880 og affødte den såkaldte "regnbuepalet", dvs. en farveanvendelse, der prioriterede den eksklusive brug af solspektrets rene farver. Hvid blev fortsat anvendt i billederne, men nu i mere begrænset omfang som lysttonende blandingsfarve og i højere grad som ren billedfarve side om side med spektralfarverne. Sort blev helt bandlyst som blandingsfarve, dvs. kun brugt meget sparsomt som ren sort i billedernes mørkeste partier.

Monet var den dristigste med hensyn til dyrkelsen af de nye stærkere billedfarver, som gav billederne en mere lysende karakter.

Impressionisternes udvikling af "regnbuepaletten" gik hånd i hånd med deres indførelse af den såkaldte farvedeling i deres billeder. De brød her med det traditionelle princip om at blande billedets farver stofligt på paletten (subtraktiv farveblanding), der svækkede farvens renhed og evne til at reflektere lys. I stedet udviklede de gradvist en opdeling og adskillelse af ublandede farver i små, tætliggende, kommaagtige strøg, hvis lysrefleksion intensiveredes ved, at farverne nu i stedet blandedes optisk på betragterens nethinde (additiv farveblanding). Dermed opnåede de en langt mere naturnær lyskraft i deres billeder.

Også i brugen af dette nye virkemiddel var Monet den dristigste og mest konsekvente.

De første billedserier

I 1882 forlod Claude Monet det impressionistiske udstillingsfællesskab, som efter hans opfattelse var ved at blive et eldorado for medløbere. Men han fortsatte sine maleriske nærlæsninger af lysets og farvens atmosfæriske optik. Han systematiserede nu i tiltagende grad sit arbejde i form af mindre og større billedserier, hvor han undersøgte et bestemt motiv under forskellige lysforhold. Disse serier kom til at udgøre det egentlige tyngdepunkt i hans samlede livsværk.

Hans første tilløb til en egentlig billedserie var allerede opstået i foråret 1877 i form af de atmosfæremættede skildringer fra miljøet på og omkring Gare Saint-Lazare i Paris; hans kendteste værker i denne serie er Europabroen (Musée Marmottan) og Gare Saint-Lazare (Musée d'Orsay).

Talrige fremstillinger af motiver fra samme sted opstod i februar 1883, da Monet befandt sig nær den lille fiskerlandsby Étretat ude ved Normandiets kyst. Her malede han i alt 20 fremstillinger af kysten med dens tre spektakulære klippeformationer Porte d’Aval, Porte d’Amont og især Le Manneporte, den største af dem.

Den her gengivne fremstilling af La Manneporte udmærkede sig især ved kunstnerens intense studium af lysets sarteste fortoninger i klippemassivet.

I denne serie befandt Monet sig endnu på den strengt naturefterlignende impressionismes grund. I de efterfølgende serier bevægede han sig lidt efter lidt bort fra den rene indtrykskunst i retning af abstraktionen.

I begyndelsen af 1890’erne sporede Monet sig for alvor ind på de rigtige motiver for større billedserier. Hans sonderinger i den retning blev i første omgang centreret om billeder af høstakke. Det var høstakke på naboens mark i Giverny, der inspirerede ham til denne første af sine "lange serier", der fik titlen Meules (Høstakke). Det var her han tog opstilling og malede hele serien, der kom til at bestå af 25 billeder, udført som regulært friluftsmaleri.

Hele serien præges dog i stærkt grad af abstraktion. Det her gengivne værk er et vidnesbyrd om Monets forkærlighed for dyrkelsen af regnbuepaletten stærkeste farver. I sit arbejde med serien var Monet optaget af den enkelte høstaks farvespil i lys og skygge, men var samtidig ligeglad med, om høstakkene faktisk lignede eller var genkendelige som høstakke. Det anså han for betragterens eget problem at afgøre. Den naturalistiske genkendelighed var således underordnet i forhold til de abstrakte lys- og farveindtryk, han overførte til sine lærreder med udstrakt brug af den impressionistiske farvedeling.

Endnu i 1891 tog Monet fat på en ny serie, Peupliers ('Popler'), som han fandt motiverne til ved Limetz, hvor høje poppeltræer voksede langs bredderne af floden Epte, hvis løb slyngede sig igennem det flade landskab. 20 billeder kom denne serie til at omfatte.

Monet var erklæret ateist. Alligevel malede han i 1892-1894 en serie på hele 30 billeder af det nordlige Frankrigs betydeligste kristne kulturmonument, katedralen i Rouen.

Kunstneren indledte sit studium af motivet med at male to friluftsbilleder, der viste et hjørne af kirkens vestlige facade set fra La Cour D'Albane. Han følte dog, at han vanskeligt kunne fortsætte i det fri, bl.a. på grund af, at han under sit arbejde hurtigt så sig omgivet af en forstyrrende sværm af nysgerrige tilskuere. Dertil kom, at han ikke ønskede, at de kunstkritikere, der stadig betragtede ham og hans kunst med uvilje, skulle få et forhåndskendskab til hans katedralprojekt. På kirkepladsen over for vestfacaden fandt han en ubeboet lejlighed med udsigt til netop den skæve, asymmetriske synsvinkel på kirkefacaden, hans ønskede sig. Her lejede han sig ind og malede de første ni af seriens billeder. Behovet for en mindre forskydning af synsvinklen fik ham senere til at leje et andet, tilstødende butikslokale, hvor han malede yderligere en halv snes af seriens billeder. Endelig i 1893 flyttede han til et tredje lokale, der gav synsvinklen en kraftig forskydning til venstre over mod kirkens store tårn, og her malede han seriens sidste billeder.

Monet malede udelukkende kirkebygningens ydre, og det var alene vestfacaden, der optog ham. Katedralens indre, der var gennemlyst af de store gotiske vinduers mangefarvede glasmalerier, interesserede ham ikke. -Hvad var det da ved bygningsfacaden, der optog ham så meget, at han malede disse mange billeder af den? Det var dels den kunstneriske udtrykskraft, han forbandt med bygningens skulpterede mure, portaler og andre arkitektoniske detaljer, og dels lysets, farvernes og vejrligets mangeartede påvirkninger af disse deles fremtoninger. Det var sammensmeltningen af disse dobbelte egenskaber, kultur og natur, der her gik op i en højere enhed og lod sig aflæse i stadig nye konstellationer, når han opsøgte motivet på forskellige tidspunkter af dagen i vidt forskelligt lys, – solskin, gråvejr, dis, regnvejr, tåge osv.

Monet malede ikke katedral-billederne færdig i Rouen; de blev alle underkastet en farvekorrigerende efterbehandling hjemme i Giverny i 1894-1895 og ses daterede i overensstemmelse dermed.

De sene serier

En lang række nye serier så dagens lys fra tiden omkring århundredeskiftet frem til kunstneren definitivt lagde penslerne i 1925. Der var enkelte serier, malet under ophold udenlands, men det var nu først og fremmest motiver i Giverny, der optog ham: det omfangsrige haveanlæg, han selv havde indrettet, og frem for alt den store åkandedam, som han havde anlagt med tilførsel af vand fra floden Epte. Disse sene serier skal i det følgende omtales mere summarisk.

I årene 1896-1898 arbejdede Monet hovedsagelig på en serie kaldet Morgen på Seinen, et motiv, han malede fra sin atelierbåd som lå opankret ved Seinen tæt på hjemmet i Giverny.

I 1899 påbegyndte han en ny billedserie på 18 billeder over et og samme motiv i haven. Serien, der blev færdig i løbet af sommeren samme år, kendes under titlen Åkandedammen: Harmoni i grønt, men ses også betegnet som Den japanske gangbro. I de følgende år malede Monet endnu flere versioner af havepartiet ved den japanske gangbro.

Monet var ikke alene billedkunstner, han var også havekunstner. Allerede i 1870'erne, da han boede i Argenteuil, anlagde han en stor, kreativt udformet have omkring sit hus. Haveanlægget i Giverny, som han skabte kort efter indflytningen i 1883, var meget større og bestod indledningsvis af en prydhave med lange alléer, flankeret af farverige blomsterbede og partielt overdækket af pergolaer med slyngroser. Siden fik han myndighedernes tilladelse til af grave en kanal fra floden Epte, der løb tæt forbi ejendomme, og føre vand derfra ind til et stort, irregulært udgravet havebassin. Tværs over et af bassinets smalle partier anlagde han den buede japanske træbro, som blev malet kromoxydgrøn for at falde ind i stedets "grønne harmoni", som han yndede at udtrykke det.

Efter i en årrække at have helliget sig Givernys motivverden følte Monet i 1901 behov for en tid at male noget andet. Han rejste til London og malede i de følgende år tre nye billedserier med udsigter over Themsen som fælles tema: Charing Cross Bridge, Waterloo Bridge og Parlamentsbygningen. En del af billederne blev udført på stedet i London, andre opstod på grundlag af hjemførte skitser i Giverny, og arbejdet med disse nye serier kom til at stække sig helt frem til 1905.

Efter London-billederne foretog Monet kun en gang mere en afstikker til udlandet. Denne gang var rejsemålet Venedig, hvortil han rejste i september 1908 og opholdt sig i tre måneder. Han udførte her en række skitser af byens kanaler og markante bygninger. Hjemme i Giverny malede han oliebilleder på grundlag af skitserne og sin erindring om dét, han havde oplevet under opholdet i Venedig.

Sluttelig fulgte fra 1903 til 1925 en lang ”besættelse” af motiver fra kunstnerens have i Giverny med dens farvestrålende blomsterbede og dens store åkandedam. Monet formåede her – trods et svækket syn – at udnytte denne motivverdens koloristiske muligheder i veritable lys- og farveorgier af enestående intensitet og skønhed.

Claude Monets absolutte yndlingsmotiv blev med årene havens store vandpartier med drivende åkander og spejlvirkninger af bl.a. himlens skyer. I serien Åkander, som han dyrkede igennem flere årtier, indtil han næsten blind i 1925 ikke længere kunne styre penslen, rykkede han for alvor tæt på det abstrakte maleri, fx med Åkander i aftenlys (1907, Musée Marmottan, Paris). I senere åkandebilleder, fx Åkander med spejlinger af et piletræ (1915-1922, Musée Marmottan, Paris), trængte dybt ind i en ny verden af genstandsløse farveharmonier. Monet nåede i de sidste år at male henved 250 billeder af havens åkander.

De sidste år

Monet var igennem en stor del af sit voksenliv plaget af et hæmmet syn forårsaget af øjensygdommen grå stær, der i 1920'erne udviklede sig i en sådan grad, at han i 1923 lod sig overtale til at gennemgå en omfattende øjenoperation. Den forløb relativt vellykket, men gav ham dog ikke sit fulde syn tilbage. I løbet af et par år forværredes hans syn, så han i 1925, året før sin død, helt måtte opgive at male mere. I årene op til denne afslutning malede han endnu et stort antal billeder, som var præget af hans nedsatte syn. Billedudformningen blev grov og usikker og farveanvendelsen meget mere voldsom. Enkelte Monet-fortolkere har ment, at disse sidste billeder måske kan ses som et nonfigurativt gennembrud i hans kunst.

Monet i Danmark

Claude Monets kunst findes repræsenteret i to danske kunstsamlinger Ny Carlsberg Glyptotek og Ordrupgaard. Ny Carlsberg Glyptotek, København, ejer bl.a. følgende malerier:

  • Skygger på havet. Klipperne ved Pourville (1882)
  • Citronlunden i Bordighera (1884)
  • ”Les Pyramides” ved Port-Coton, Belle-Île-en-Mer (1886)
  • Oversvømmelse ved Giverny (1896).

Ordrupgaard, København, ejer bl.a. malerierne:

  • Chailly-pavéen i Fontainebleau-skoven ( 1865)
  • Havet. Le Havre Ca. 1866
  • Klippen ved Sainte-Adresse (1881)
  • Waterloo Bridge, London. Gråvejr (1903).

Værker af Monet har bl.a. været udstillet på:

  • Randers Kunstmuseum: LYSETS PALETTER – Claude Monet og den danske impressionisme, 2008. Udstillingen perspektiverede Monets mesterværk Morgen på Seinen. Regnvejr (1897, udlånt af The National Museum of Western Art, Tokyo) i forhold til relevante værker af danske malere som Theodor Philipsen, Anna Ancher, Johannes Larsen, Peter Hansen, Julius Paulsen, Poul S. Christiansen, Bertha Wegmann og Sigurd Swane.
  • ARoS Aarhus Art Museum: MONET – LOST IN TRANSLATION, 2016. Udstillingen blev arrangeret i samarbejde med Art Centre Basel. Udstillingen rummede i alt 49 værker, hvoraf 18 malerier af Monet og resten af samtidige kunstnerkolleger. Udstillingen og det udgivne katalog rummede bl.a. en problematisering af, at der i eftertiden er "gået inflation i Monet og det impressionistiske billedsprog", således at forståelsen af Monet og hans samtidiges virke ifølge arrangørerne må anses for at være tabt – "Lost in translation".
  • Ordrupgaard: MONET. Ud af impressionismen, 2016. Udstillingen omfattede henved 50 af kunstnerens mest markante værker og var på det tidspunkt den hidtil største Monet-udstilling, der var vist i Norden. Udstillingen fokuserede især på den udvikling, Monets kunst gennemgik fra ca. 1880 og frem til 1926.

Eftermæle

Ligesom Monet allerede i sin samtid blev anset for den dristigste nyskaber og den betydeligste kolorist i kredsen af franske impressionister, har han i kunsthistorieskrivningen til dato bevaret sin toneangivende status som ”impressionisten par excellence”.

Alle og enhver kender i dag Claude Monet, især som kunstneren bag de farverige og utroligt populære åkandebilleder, som rigtig mange mennesker har reproduktioner af i deres hjem. Denne popularitet har for nogle kunsthistorikere været hovedårsagen til at betragte Monet, som mesteren bag en kunst, der er "Lost in translation", dvs. en kunst, der af eftertiden er blevet skrækkeligt fejlfortolket og misbrugt. Det beror derfor i dag meget på den enkeltes personlige tilgang til oplevelsen af værkerne, hvorvidt vedkommende kan etablere en uspoleret kontakt til den oprindelige Claude Monet.

Møder vi imidlertid hans kunst med fokus på frugterne af hans seriøse arbejde med lysets og farvernes abstrakte egenskaber, ja, så møder vi den sande Monet og hans geniale pionerindsats for den moderne malerkunst.

Læs mere i Den Store Danske