ægteskab (kulturhistorie)

Ægteskab (kulturhistorie), Som fundament for familien er ægteskab en essentiel social institution i samfundet. For individet er ægteskab i flere kulturer forbundet med opnåelse af status som voksen. Traditionelt har ægteskabets funktion været at sikre overførsel af materielle goder, solidaritet trods kriser og sygdom, kønsarbejdsdeling og opfostring af børn; sådanne funktioner er dog altid under forandring.

Et bryllup var i vikingetiden en overenskomst mellem to slægter. Ægteskab byggede ikke på kærligheden, men var en praktisk foranstaltning. Skønt samfundet har været patriarkalsk, er der især i sagalitteraturen eksempler på, at kvinder også kunne have offentlig betydning, fx er Laxdøla Saga domineret af kvindeskikkelser. Men det almindelige var, at kvinden var bundet til hjemmet som husfrue og kunne have trælfolk knyttet til sig. En række sagaer belyser den kaotiske situation, der opstår, når kærligheden slår igennem og truer ægteskabsinstitutionen.

I det førindustrielle bondesamfund var ægteskabet basis for etablering eller videreførsel af en produktionsenhed, et gods, en fæstegård eller en håndværksvirksomhed, som forudsatte de to køns komplementære arbejdsindsats. Ægteskab gav derfor den gifte person en plads i samfundet i kraft af funktionen som overhoved i et hushold i modsætning til ungkarlens og pebermøens mere marginale position som medhjælper i forældres eller søskendes hushold.

En sejlivet myte siger, at ægteskaber i det moderne industrisamfund indgås af kærlighed, mens man i andre tider og kulturer funderer ægteskaber på økonomiske og sociale kalkulationer. Kulturhistorisk forskning har dog sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse bevæggrunde overhovedet kan adskilles. Kærlighed og social position indgår nu som tidligere i ægteskabsstrategier, både i arrangerede og valgte ægteskaber. En anden myte siger, at man tidligere blev gift ung, men demografisk forskning har for vesteuropæiske forhold påvist, at første ægteskab blev indgået ved relativt høj alder. Et mønster har dog vist sig: Jo mere homogent et samfund er, jo større er muligheden for frit valg af ægteskabspartner.

I de industrialiserede lande har ægteskabsinstitutionen overordnet ændret sig fra primært at være forbundet med etablering af familie og hushold til at være forbundet med individuelle følelser. Ægteskabets funktion og betydning varierer dog i de forskellige sociale grupper. Langt op i tiden vedblev ægteskab at være en alliance mellem to familiegrupper i det højere sociale lag, mens arbejderklassen indgik ægteskab mere frit og i en yngre alder. For middelklassen har ægteskab indgået i strategier for social opadstigen.

I 1900-t. voksede skilsmisseprocenten i Danmark, men det samme gjorde antallet af indgåede ægteskaber. Færre ægteskaber er livslange, men pga. den forlængede levetid ville det også indebære 50-60 års samliv og ikke 25-35 år, som højere ægteskabsalder og lavere levealder tidligere gav mulighed for.

Årsagerne til serielle frem for varige ægteskabelige relationer er mange. Den britiske sociolog Anthony Giddens har i The Transformation of Intimacy (1992, da. Intimitetens forandring, 1994) især peget på opløsningen af traditionens og religionens betydning for ægteskabet. Det har givet mulighed for "det rene forhold", som opløses, når det ikke længere anses for tilstrækkeligt tilfredsstillende. Indgåelse af ægteskab indebærer ikke bare valg af partner, men er også blevet en kontrakt mellem to ligeværdige personer. Vi gifter os stadigvæk, men nu som led i skabelsen af vores personlige identitet og ikke som en gensidig livsforsikring.

Der er altså ingen tegn på, at ægteskabet som institution er på vej mod opløsning, men form og betydning ændres ligesom andre samfundsmæssige institutioner.