Øster Starup Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Øster Starup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige arkitektoniske detaljer. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, men er stadig synlig på ydersiden. Den tilsvarende syddør overfor er endnu i brug, og forbinder i dag våbenhuset med skibet. De oprindelige vinduer var små og højtsiddende. Af disse er to bevaret på skibets nordside, og ét på koret.

De mest interessante detaljer fra romansk tid er dog den store mængde af meget veludførte granitskulpturer, som er bevaret rundt omkring i kirken. I døren mellem våbenhuset og skibet er der fx en skulptur, der forestiller Skt. Mikael dræbe en drage til højre, og til venstre en løve. I den tilmurede norddør ses tilsvarende en løve, der æder en mand, og en lignende ses på skibets sydvesthjørne. På korets nordøsthjørne kan man se et fabeldyr med et næb, og fra en nu forsvunden apsis er der også bevaret rester af søjlebaser.

I senmiddelalderen blev kirkens tårn opført. Det blev bygget af genbrugte romanske kvadre nederst og munkesten ellers, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. I dag er tårnet dog præget af et ydre murlag fra 1867. Indvendigt er tårnrummet forbundet med skibet gennem en spids bue, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest.

Våbenhuset er bygget af samme materialer som tårnet, og har i dag en åben tagstol, så den romanske indgangsportal er synlig.

Omkring Reformationen, en gang i midten af 1500-tallet, blev korets oprindelige østende revet ned. Det var en apsis, dvs. en halvrund bygning, som var udsmykket med søjler, hvoraf flere rester som nævnt er bevaret. I stedet opførte man en firkantet korforlængelse. Gavlen er udsmykket med forskellige blændinger, dvs. dekorative murnicher, hvoraf en er korsformet.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og et fladt bræddeloft i kor og skib, som er karakteristisk inddelt i blændingsfelter. På de tværgående bjælker er der forgyldte indskrifter.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med et usædvanligt slyngbånd, som mod øst bliver til en slange der snor sig om et kors. På foden er der forskellige relieffer, bl.a. mod vest af korslammet.

Af senmiddelalderligt inventar er der både bevaret et korbuekrucifiks samt dele af altertavlen.

Altertavlen er særligt interessant, fordi flere forskellige historiske perioder er repræsenteret i den. Den centrale figurgruppe forestiller Jomfru Maria, Johannes Døberen og en ukendt biskop, og stammer med al sandsynlighed fra ca. 1400-1550. I renæssancen blev der sat en trekantet gavl øverst på altertavlen.

I 1700-tallet blev tavlen igen omdannet. Der blev sat nye låger på med malerier i rokokostil, som forestillede Marie Magdalene ved graven, og Jesus i Gethsemane have.

I 1905 blev der opsat en ny altertavle i koret, mens den gamle blev sat i tårnrummet. Der stod den indtil 1969, hvor den gamle altertavle blev omfattende ændret igen. Det nederste stykke, predellaen, blev helt udskiftet, den trekantede gavl fra renæssancen blev pillet af, og de to låger blev vendt om, så malerierne i dag er på bagsiden. Dermed fik altertavlen det udseende den har i dag, hvor de sengotiske figurer har den centrale placering, mens lågerne og predellaen er udsmykket med forgyldte indskrifter.

Prædikestolen med tilhørende prædikestolshimmel er i renæssancestil. På himlen kan man fx se trekantede gavle, som i stil minder om den, der fandtes på altertavlen indtil 1969.

På prædikestolens fag er der rundbuede felter, som hver er udsmykket med et maleri. I de fire af felterne er der malerier af de fire evangelister, mens det sidste af felterne viser Kristus som verdens frelser.

De to paneler med døre bag altertavlen er hhv. en præstestol og en degnestol fra 1600-tallet, hvor pladserne som navnet antyder var forbeholdt præsten og degnen.

Af gravminder i kirken kan nævnes en gravsten fra 1530 opstillet ved tårnrummets vestvæg, samt sammesteds i gulvet en gravsten fra 1625.