Une analyse du style et de la pensée de Milan Kundera à travers une lecture de L'insoutenable l'é... more Une analyse du style et de la pensée de Milan Kundera à travers une lecture de L'insoutenable l'égèreté de l'être.
Den moderne middelalder I oktober 1999, nogle måneder inden årtusindskiftet, sagde Jacques Le Gof... more Den moderne middelalder I oktober 1999, nogle måneder inden årtusindskiftet, sagde Jacques Le Goff i et interview med tidsskriftet L'histoire , at man burde holde op med at sammenligne vores epoke med middelalderen, når man ville kritisere den; ifølge den store middelalderspecialist var den religiøse praksis i vore dage langt mere fanatisk, end den var middelalderen. Man kan sige, at det nye årtusind har bestraebt sig på, at give ham ret. Det blev bekraeftet endnu en gang, da et par småforbrydere, born again som religiøse fanatikere, tiltvang sig adgang til ugemagasinet Charlie Hebdos midlertidige redaktionslokaler og henrettede alle, der var til stede, mens de bagefter til aere for kameraerne og eftertiden råbte, at de "havde haevnet profeten", og at "Gud var stor". Man vidste godt, at det ville ske, men man havde ikke forestillet sig, at det ville ske på den måde. Det havde laenge vaeret klart, at Charlie Hebdo levede livet farligt. Det var faktisk allerede blevet udsat for et brandattentat for i 2011, men dengang havde der kun vaeret materiel skade. Denne gang gik de troende mere metodisk til vaerks. Først bør man placere terrorangrebet i sin kontekst. Anslagene mod Charlie Hebdo er, ligesom det planlagte angreb på Jyllands-Posten og mordforsøgene på Kurt Westergaard og Lars Hedegaard både tilfaeldige og målrettede. Ofrene i sig selv, som personer, er dybest set ligegyldige; de er derimod ekstremt vigtige som symbolske masker i terrorismens helt eget kabuki-drama. Terroren selv er en saerlig form for symbolsk kommunikation, hvor man sender budskaber ved at slå symbolske ofre ihjel så spektakulaert som muligt. Den europaeiske offentlighed har laenge troet, at den var den egentlige modtager af budskabet, at jihadisterne ville fortaelle os noget, men denne analyse er utilstraekkelig: Terroren er først og fremmest beregnet på den muslimske offentlighed, der overalt i Maghreb og Mellemøsten må finde sig i at leve under bundkorrupte og autoritaere styrer. Budskabet er det samme som d. 11. september: "Se! Vi kan ramme fjenden i hans hjerte. Han er svag, og det samme er hans korrupte vasaller, der leder jer. Rejs jer og omstyrt dem!"
« Biographèmes » « Si j'étais écrivain et mort, comme j'aimerais que ma vie se réduisît, par les ... more « Biographèmes » « Si j'étais écrivain et mort, comme j'aimerais que ma vie se réduisît, par les soins d'un biographe amical et désinvolte, à quelques détails, à quelques goûts, à quelques inflexions, disons des « biographèmes » dont la distinction et la mobilité pourraient voyager hors de tout destin et venir toucher, à la manière des atomes épicuriens, quelque corps futur, promis à la même dispersion ; une vie 'trouée', en somme1 », écrivait Roland Barthes dans sa préface à Loyola, Sade, Fourier. De sa plume élégante et savante, Barthes met en évidence un fait somme toute assez banale : après sa mort, chaque écrivain disparaît derrière son image, une image « trouée » dans le sens qu'elle est incomplète, fortuite, arbitraire. L'épaisseur du vécu est dispersée en fragments et convertis en vie imaginaire. En 2014, on a célébré le centenaire de la naissance de Romain Gary : multiplication des colloques universitaires, des hommages, des rééditions, des textes inédits, des émissions à la radio et à la télé et, pour couronner le tout, l'édition en deux volumes de Pléiade de ses oeuvres-c'était une consécration presque officielle, l'avant-dernier stade avant la panthéonisation. Mais après tant d'événements on pourrait encore se demander : quels sont les biographèmes qui restent de Romain Gary ? À vrai dire, tant les lecteurs que la critique ont toujours eu des difficultés à distinguer entre la vie et l'oeuvre et que cette dernière, longtemps a semblé la plus intéressante des deux. Chacun prétend connaître la différence, mais les perceptions varient beaucoup. Pour la plupart de ses lecteurs, Romain Gary est surtout un homme qui a
Une analyse du style et de la pensée de Milan Kundera à travers une lecture de L'insoutenable l'é... more Une analyse du style et de la pensée de Milan Kundera à travers une lecture de L'insoutenable l'égèreté de l'être.
Den moderne middelalder I oktober 1999, nogle måneder inden årtusindskiftet, sagde Jacques Le Gof... more Den moderne middelalder I oktober 1999, nogle måneder inden årtusindskiftet, sagde Jacques Le Goff i et interview med tidsskriftet L'histoire , at man burde holde op med at sammenligne vores epoke med middelalderen, når man ville kritisere den; ifølge den store middelalderspecialist var den religiøse praksis i vore dage langt mere fanatisk, end den var middelalderen. Man kan sige, at det nye årtusind har bestraebt sig på, at give ham ret. Det blev bekraeftet endnu en gang, da et par småforbrydere, born again som religiøse fanatikere, tiltvang sig adgang til ugemagasinet Charlie Hebdos midlertidige redaktionslokaler og henrettede alle, der var til stede, mens de bagefter til aere for kameraerne og eftertiden råbte, at de "havde haevnet profeten", og at "Gud var stor". Man vidste godt, at det ville ske, men man havde ikke forestillet sig, at det ville ske på den måde. Det havde laenge vaeret klart, at Charlie Hebdo levede livet farligt. Det var faktisk allerede blevet udsat for et brandattentat for i 2011, men dengang havde der kun vaeret materiel skade. Denne gang gik de troende mere metodisk til vaerks. Først bør man placere terrorangrebet i sin kontekst. Anslagene mod Charlie Hebdo er, ligesom det planlagte angreb på Jyllands-Posten og mordforsøgene på Kurt Westergaard og Lars Hedegaard både tilfaeldige og målrettede. Ofrene i sig selv, som personer, er dybest set ligegyldige; de er derimod ekstremt vigtige som symbolske masker i terrorismens helt eget kabuki-drama. Terroren selv er en saerlig form for symbolsk kommunikation, hvor man sender budskaber ved at slå symbolske ofre ihjel så spektakulaert som muligt. Den europaeiske offentlighed har laenge troet, at den var den egentlige modtager af budskabet, at jihadisterne ville fortaelle os noget, men denne analyse er utilstraekkelig: Terroren er først og fremmest beregnet på den muslimske offentlighed, der overalt i Maghreb og Mellemøsten må finde sig i at leve under bundkorrupte og autoritaere styrer. Budskabet er det samme som d. 11. september: "Se! Vi kan ramme fjenden i hans hjerte. Han er svag, og det samme er hans korrupte vasaller, der leder jer. Rejs jer og omstyrt dem!"
« Biographèmes » « Si j'étais écrivain et mort, comme j'aimerais que ma vie se réduisît, par les ... more « Biographèmes » « Si j'étais écrivain et mort, comme j'aimerais que ma vie se réduisît, par les soins d'un biographe amical et désinvolte, à quelques détails, à quelques goûts, à quelques inflexions, disons des « biographèmes » dont la distinction et la mobilité pourraient voyager hors de tout destin et venir toucher, à la manière des atomes épicuriens, quelque corps futur, promis à la même dispersion ; une vie 'trouée', en somme1 », écrivait Roland Barthes dans sa préface à Loyola, Sade, Fourier. De sa plume élégante et savante, Barthes met en évidence un fait somme toute assez banale : après sa mort, chaque écrivain disparaît derrière son image, une image « trouée » dans le sens qu'elle est incomplète, fortuite, arbitraire. L'épaisseur du vécu est dispersée en fragments et convertis en vie imaginaire. En 2014, on a célébré le centenaire de la naissance de Romain Gary : multiplication des colloques universitaires, des hommages, des rééditions, des textes inédits, des émissions à la radio et à la télé et, pour couronner le tout, l'édition en deux volumes de Pléiade de ses oeuvres-c'était une consécration presque officielle, l'avant-dernier stade avant la panthéonisation. Mais après tant d'événements on pourrait encore se demander : quels sont les biographèmes qui restent de Romain Gary ? À vrai dire, tant les lecteurs que la critique ont toujours eu des difficultés à distinguer entre la vie et l'oeuvre et que cette dernière, longtemps a semblé la plus intéressante des deux. Chacun prétend connaître la différence, mais les perceptions varient beaucoup. Pour la plupart de ses lecteurs, Romain Gary est surtout un homme qui a
Uploads
Books by Jørn Boisen
Papers by Jørn Boisen