Islams hellige bog, Koranen, bevaeger sig i vid udstraekning inden for den jødiske og den kristne... more Islams hellige bog, Koranen, bevaeger sig i vid udstraekning inden for den jødiske og den kristne Bibels univers, hvad angår både personer og begivenheder. For jøder og kristne har den naermest liggende forklaring på dette forhold altid vaeret, at Muhammad havde stiftet bekendtskab med jødiske og kristne overleveringer under sin opvaekst i Arabien og under sine rejser som handelsmand forud for åbenbaringen af Koranens suraer. At dømme efter inddragelsen af de bibelske overleveringer ser det desuden ud som om Muhammad i alt vaesentligt alene har kendt dem igennem en mundtlig overlevering. Under alle omstaendigheder er de blevet underordnet et ganske andet forkyndelsessigte end i jødedom og kristendom. Således er de resultatet af en mere eller mindre radikal "genskrivning". For selv om der kan saettes spørgsmålstegn ved traditionen om, at Muhammad var analfabet, 2 er der i gengivelsen af de bibelske fortaellinger ikke på noget tidspunkt tale om egentlige "citater" fremkommet ved afskrivning. I sin Koran-artikel i Kirke-Leksikon for Norden fra 1904 beskrev Frants Buhl (1850-1932) Koranens overtagelse af det bibelske personstof med følgende ord: 3 Trods dens ofte trøstesløse Kedsommelighed ere de omtalte Profet-Legender i K.[oranen] af saerlig Interesse, fordi de vise, paa hvilken Maade Muhammed behandlede det Stof, han modtog fra andre. Det kan betragtes som fuldstaendig sikkert, at han ikke har samlet dette Stof ved Laesning af Skrifter, da der paa den Tid ikke fandtes nogen arabisk Literatur af et saadant Indhold, og han hverken var i Stand til at laese det gamle eller det nye Testament i Originalsprogene. Hvad han modtog, skyldte han, som ogsaa K.[oranen] selv og de historiske Beretninger antyde, udelukkende Samtaler med Kr.[istne] og Jøder. Det saaledes overtagne Stof har han ofte vilkaarligt forandret og lige saa hyppig forvansket ved Misforstaaelser eller svigtende Hukommelse; men ogsaa Stoffet selv var ofte af en betaenkelig Art, idet hans Hjemmelsmaend øste af urene Kilder som gammel-og nytestamentlige Apokryfer, den talmudiske Literatur eller tarvelige Romaner som Fortaellingen om den "hornede" d.e. Alexander den Store. De Kr.[istne], han omgikkes, vare vel for en stor Del Abessinere eller Sydarabere, der havde modtaget deres Kr[isten]d[o]m fra Abessinien, og som derfor stod paa det laveste aandelige Standpunkt indenfor den davaerende Kristenhed. Buhls perspektiv er her det klassiske bagudskuende, hvor Koranen holdes op mod Bibelen, som for ham var det autoritative grundlag. Laeser man i modsaetning hertil først og fremmest Koranen i et receptionshistorisk perspektiv, bliver det det eventuelle sammenhaengende mønster i de for-1 Nedenstående optraeder i identisk skikkelse i Mogens Müller, "Koranen som "bibelsk genskrivning", Bibelske genskrivninger, red. Jesper Høgenhaven og Mogens Müller, Forum for bibelsk Eksegese 17 (København: Museum Tusculanum 2012), 377-412. Af Koranens bibelske genskrivninger af gammeltestamentlige og nytestamentlige figurer er dog her alene den af Jesus medtaget. 2 For en drøftelse af dette spørgsmål: Dorthe Marie Kodal, "Ummī-profeten Muhammed og hans kaldelse", Et blandet baeger. Studier tilegnet Finn O Hvidberg-Hansen, red. Pernille Carstens, John Møller Larsen, Dorthe Marie Kodal og Dan Enok Sørensen (København: Forlaget ANIS 2005), 105-122, hvor der argumenteres for, at "ummi" er et låneord, hvis betydning enten er "hedning" eller "leder, eksempel, ideal" (115). Jeg takker Susan Godsk Weile for henvisningen til denne artikel.
This chapter is an attempt to outline, not a theology of the Septuagint, but the theology which r... more This chapter is an attempt to outline, not a theology of the Septuagint, but the theology which reveals itself in the special Greek wording of the translation in contrast to its Hebrew Vorlage. An introduction sketches the history of interpretation with regard to the interpretative character of the translation and stresses the importance of distinguishing between what the translators may have intended and what the chosen translation occasioned. There follows an overview of a series of the most significant choices, namely the designations for God, the rendering of ‘Torah’ by ‘Law’, messianic interpretations, and transformations of eschatology. In addition, theology as enculturation is discussed. A conclusion emphasizes the Septuagint as an important chapter in the reception history of the Hebrew Bible and its impact on the development of theology in the New Testament.
This short article is an overview of the meaning in Antiquity of the designations Palestine, Jude... more This short article is an overview of the meaning in Antiquity of the designations Palestine, Judea and Israel. The result is that whereas Palestine, following Herodotus and earlier the Assyrians, could be used, also by a Jewish author as Philo, not only of the coastal areas but also about the mountains behind, Judea, after the rise of the Hasmonean monarchy, became the name of the whole of this kingdom, just as was the case during Herod's reign and in Roman administrative terminology. First after the Bar Kockba rise, the Romans, wishing to remove any remembrance of the Jews, changed the name of the whole area to Palestine. Israel, being originally the name of the Northern kingdom, in later times normally designated the Jewish people viewed in a salvation historical perspective.
Denne udgivelses ti afhandlinger gaelder receptioner og transformationer af Bibelen i henholdsvis... more Denne udgivelses ti afhandlinger gaelder receptioner og transformationer af Bibelen i henholdsvis litteratur, filosofi og religiøse samfund. Kirsten Nielsen har som udgiver skrevet en indledning, der hjaelpsomt forhåndsindfører laeseren i de forskellige bidrag. Men også de tre afdelinger er hver isaer indledt af henholdsvis David Bugge, Marie Vejrup Nielsen og Marianne Schleicher. Til sammen viser bidragene den uhyre bredde i bibelreceptionen, der altså også former sig som transformation. Når det indledningsvis kan hedde: "While reception simply indicates the pure act of receiving a certain text, transformation points to the change or metamorphosis that takes place" (s. 10), bliver det dog lidt en akademisk sondring, fordi reception altid også indebaerer interpretation, således at det alene er graden af transformation, der er forskellig. David Bugge behandler i sin indledning de forskellige skikkelser, som reception og transformation af Bibelen i litteraturen kan tage fra genfortaelling, udvidende genfortaelling (Selma Lagerlöfs Kristus Legender; Thomas Manns Josef og hans Brødre), genskrivning, karakteriseret ved større forandringer (Albert Camus' Faldet), modfortaelling (André Gides novelle Den fortabte søns tilbagekomst) samt endelig selve det at skrive. Disse former eksemplificerer Bugge så på benyttelsen af Kain-figuren i litteraturen. Kirsten M. Andersen behandler Torgny Lindgrens dybsindige Dores Bibel fra 2005, idet hun saetter den i forhold til hans tidligere bøger. Laura Feldt tager fat på Philip Pullmans trilogi His Dark Materials, som hun argumenterer for henter sin narrative norm fra syndefaldsfortaellingen i 1 Mosebog kap. 3 -Pullmann har jo i mellemtiden desuden gjort sig bemaerket med en Jesus-bog. David Bugge analyserer Milan Kunderas erklaeret ateistiske forfatterskab med henblik på at se dets forestilling om et imaginaert paradis som reception og transformation af et bibelsk tema. Sidst i denne afdeling står Jakob Nissens gennemgang af Martin A. Hansens overraskende brug af Georg Brandes erklaering om, at evangelierne er litteraer fiktion, til at gøre sig fri af den institutionelle kirkes Kristus-billede, nemlig i den korte artikel Marias Søn (Jakob Nissen får her, uden forlaeg i Martin A. Hansens tekst, sneget betegnelsen 'son of man' ind). I filosofidelen optraeder, foruden Marie Vejrup Nielsens indledning, en fin afhandling af Iben Damgaard om Jobs Bogs rolle i Kierkegaards pseudonymt udgivne skrift Gjentagelsen, også som middel til at sige, hvad en god laeser er, hvad der udfoldes i en skildring af Kierkegaard som laeser af dette gammeltestamentlige skrift. Maria Louise Odgaard Møller bidrager med en indtil det afslørende klar analyse af Jesus-figuren i K.E. Løgstrups posthumt
A Danish theologian, Johannes Horstmann (1915-99), belonging to the movement Tidehverv, reacted i... more A Danish theologian, Johannes Horstmann (1915-99), belonging to the movement Tidehverv, reacted in the years 1959-68 in a series of articles on the new quest of the historical Jesus initiated by Ernst Käsemann i 1953. He did so by reviving Søren Kierkegaard’s paradox christology, showing that if form criticism is taken to its logical end, no historical Jesus will be left to the historian. In stead consequent criticism will have as its result that the gospels are testimonies of Christ and that their content considered as history is absurd. Thus, to Horstmann, every quest of the historical Jesus is theological illegitimate, because they fail to appreciate the unique character of the gospels.
Jesu-liv-projektet tog Jesus ud af dogmatikkens tydningsramme og anbragte ham i stedet i biografi... more Jesu-liv-projektet tog Jesus ud af dogmatikkens tydningsramme og anbragte ham i stedet i biografi ens historiske sammenhaeng. Moxnes' nye bog er i denne sammenhaeng et forsøg på at komme videre end Albert Schweitzer, nemlig ved at kortlaegge, hvordan nye tanker om folk og nation kom til at spille ind i Schleiermachers, Strauss', Renans og Georg Adam Smiths rekonstruktioner af Jesu liv. Disse fi re projicerede således i høj grad deres forskellige syn på folk og nation over på deres forståelse af Jesus og hans faerden i Galilaea og Judaea med Jerusalem. Palaestina blev ikke alene "det fremmede", men desuden et land, hvis geografi kunne spejle forholdene i deres eget land. For Renan og Smith kom rejser i Palaestina til direkte at infl uere på deres Jesus-opfattelse. Også tidligere havde indtryk af landskaberne fået lov til at bidrage til forståelsen af teksterne og af inkarnationen, ja de ligefrem kunne kaldes "det femte evangelium". Det var dog ikke kun åndeligt, at man tog landet i besiddelse. Napoleon erobrede det faktisk, og siden delte England og Frankrig det efter 1. Verdenskrig imellem sig i form af mandatområder, da Tysklands imperiale tiltag i området under Wilhelm 2. var forbi. Når Schleiermacher foretrak Johannesevangeliet, hang det også sammen med, at det ikke delte Jesu virke i en lykkelig galilaeisk periode og konfrontationen i det judaeiske Jerusalem. Det afspejler tiden efter Napoleon-krigene, hvor de tyske lande søgte en faelles identitet. Biografi ens Jesus bliver "den store mand", og Moxnes sammenligner Schleiermachers Jesus og samme forfatters fremstilling af Frederik den Store som idealkongen, der stod som et udtryk for folkeviljen, og hvor erindringen om ham blev en del af folkets selvbevidsthed. Jesus bliver her først og fremmest laereren, og Schleiermacher kan -som i sin tid Origenes -identifi cere Jesus med det Guds rige, som var centrum i hans praediken, og som følgelig var upolitisk og udgjordes af et folk bestående af ligestillede husholdninger. På den måde kunne Schleiermacher sammenstille sin utopi for Tyskland og Jesu tids jødiske land og folk. Strauss lagde i sin Jesu-liv-bog fra 1835-36 radikalt ud med at dekonstruere Jesus som legemliggørelsen af den guddommelige ide og dermed at fjerne grunden under det haevdvundne hierarki. I stedet kom ideen om menneskeheden. De synoptiske evangeliers Jesus afl øste her den johannaeiske. Strauss svaekkede dog i de følgende udgaver sin radikalitet ved at naerme sit Jesus-billede det af den store mand, men i 4. udgave (den, der blev oversat til dansk i 1842-43) genoptog han sit oprindelige standpunkt -for så at vende tilbage til den store mand i en ny Jesu-liv-bog i 1864. Siden afskrev Strauss dog Jesus som svaermer. Det blev Bismarcks Tyskland, der sejrede. Renan skrev sin Jesus-bog fra 1863 under en rejse i området, som han oplevede som både bekendt og fremmed. Galilaea blev forklaringen på Jesu
Tanken om, at Matthaeus-og Lukasevangeliet foruden Markusevangeliet bygger på endnu en faelles ki... more Tanken om, at Matthaeus-og Lukasevangeliet foruden Markusevangeliet bygger på endnu en faelles kilde, den siden forsvundne Q, står i dag for skud. Antagelsen af et litteraert forhold også imellem de to senere evangelier, får således stadig mere vind i sejlene. Fx er vi nogle, der mener, at Lukasevangeliet også benytter Matthaeusevangeliet. Men med Bartosz Adamczewski har den position, at Matthaeusevangeliet er det seneste af de tre og også bygger på Lukasevangeliet, fået en heftig fortaler. Efter en kort indføring i Q-problematikken følger et langt forskningshistorisk kap. 1 om de forskellige løsninger af det synoptiske problem i de sidste 25 år, inkl. deres forhistorie. Belaestheden er stor, og konklusionen er, at raekkefølgen Markus-, Lukas-, Matthaeusevangeliet er den mest sandsynlige. Det underbygges i kap. 2, der analyserer de basale mønstre i de synoptiske evangeliers indbyrdes litteraere afhaengighed, belagt med en raekke prøveeksempler. I kap. 3 haevdes nu Paulus' breve at vaere Markusevangeliets hovedkilde. Kronologisk ligger de forud. De er desuden en forudsaetning for dets teologi, der dog ikke kun "narrativiserer" paulinske forestillinger. Nej, ifølge Adamczewski indskriver Markus-forfatteren ligefrem Paulus' Kristus-identitet i sit Jesus-billede, der derved faktisk bliver et Paulus-billede. Ud over apostlens breve inddrager han også Homers Iliade og Josefus' vaerker. Metodisk spiller her G. Genettes Palimpsestes: la littérature au second degré (1982) en vaesentlig rolle. Dette grundlag arbejder forfatteren bag Lukasskrifterne nu videre på. En grundig analyse af tre dele (Luk 3,(1)(2)(3)(4)13; 6,3 samt "rejseberetningen" 9,28) vil vise, at de udgøres af en kreativ genskrivning af Markusevangeliet, hvorunder også Israels hellige skrifter, Paulus' breve, Josefus' vaerker og anden antik-jødisk litteratur som Ugeapokalypsen i 1 Enok 91-105 og Damaskusskriftet er inddraget. Forfatterskabet fremstår som eksempel på den bibelske og hellenistiske tradition for 'rewriting the Scriptures', og det sker i større Paulus-troskab end almindeligt antaget. Først her kommer det til en eksplicit datering, hvor Markusevangeliet saettes til 100-110, Lukasevangeliet til ca. 110-120 og Acta til ca. 10 år efter. I kap. 5 gaelder endelig Matthaeusevangeliet som sidste station i denne proces. Her er kildegrundlaget udvidet til foruden de to andre evangelier også at omfatte Acta samt Jakobsbrevet og 1 Petersbrev. Dette skrift er ikke specielt jødekristent, men et post-paulinsk arbejde, som alene øjensynlig repraesenterer et jødekristent, måske endda anti-paulinsk standpunkt, dog kun
Islams hellige bog, Koranen, bevaeger sig i vid udstraekning inden for den jødiske og den kristne... more Islams hellige bog, Koranen, bevaeger sig i vid udstraekning inden for den jødiske og den kristne Bibels univers, hvad angår både personer og begivenheder. For jøder og kristne har den naermest liggende forklaring på dette forhold altid vaeret, at Muhammad havde stiftet bekendtskab med jødiske og kristne overleveringer under sin opvaekst i Arabien og under sine rejser som handelsmand forud for åbenbaringen af Koranens suraer. At dømme efter inddragelsen af de bibelske overleveringer ser det desuden ud som om Muhammad i alt vaesentligt alene har kendt dem igennem en mundtlig overlevering. Under alle omstaendigheder er de blevet underordnet et ganske andet forkyndelsessigte end i jødedom og kristendom. Således er de resultatet af en mere eller mindre radikal "genskrivning". For selv om der kan saettes spørgsmålstegn ved traditionen om, at Muhammad var analfabet, 2 er der i gengivelsen af de bibelske fortaellinger ikke på noget tidspunkt tale om egentlige "citater" fremkommet ved afskrivning. I sin Koran-artikel i Kirke-Leksikon for Norden fra 1904 beskrev Frants Buhl (1850-1932) Koranens overtagelse af det bibelske personstof med følgende ord: 3 Trods dens ofte trøstesløse Kedsommelighed ere de omtalte Profet-Legender i K.[oranen] af saerlig Interesse, fordi de vise, paa hvilken Maade Muhammed behandlede det Stof, han modtog fra andre. Det kan betragtes som fuldstaendig sikkert, at han ikke har samlet dette Stof ved Laesning af Skrifter, da der paa den Tid ikke fandtes nogen arabisk Literatur af et saadant Indhold, og han hverken var i Stand til at laese det gamle eller det nye Testament i Originalsprogene. Hvad han modtog, skyldte han, som ogsaa K.[oranen] selv og de historiske Beretninger antyde, udelukkende Samtaler med Kr.[istne] og Jøder. Det saaledes overtagne Stof har han ofte vilkaarligt forandret og lige saa hyppig forvansket ved Misforstaaelser eller svigtende Hukommelse; men ogsaa Stoffet selv var ofte af en betaenkelig Art, idet hans Hjemmelsmaend øste af urene Kilder som gammel-og nytestamentlige Apokryfer, den talmudiske Literatur eller tarvelige Romaner som Fortaellingen om den "hornede" d.e. Alexander den Store. De Kr.[istne], han omgikkes, vare vel for en stor Del Abessinere eller Sydarabere, der havde modtaget deres Kr[isten]d[o]m fra Abessinien, og som derfor stod paa det laveste aandelige Standpunkt indenfor den davaerende Kristenhed. Buhls perspektiv er her det klassiske bagudskuende, hvor Koranen holdes op mod Bibelen, som for ham var det autoritative grundlag. Laeser man i modsaetning hertil først og fremmest Koranen i et receptionshistorisk perspektiv, bliver det det eventuelle sammenhaengende mønster i de for-1 Nedenstående optraeder i identisk skikkelse i Mogens Müller, "Koranen som "bibelsk genskrivning", Bibelske genskrivninger, red. Jesper Høgenhaven og Mogens Müller, Forum for bibelsk Eksegese 17 (København: Museum Tusculanum 2012), 377-412. Af Koranens bibelske genskrivninger af gammeltestamentlige og nytestamentlige figurer er dog her alene den af Jesus medtaget. 2 For en drøftelse af dette spørgsmål: Dorthe Marie Kodal, "Ummī-profeten Muhammed og hans kaldelse", Et blandet baeger. Studier tilegnet Finn O Hvidberg-Hansen, red. Pernille Carstens, John Møller Larsen, Dorthe Marie Kodal og Dan Enok Sørensen (København: Forlaget ANIS 2005), 105-122, hvor der argumenteres for, at "ummi" er et låneord, hvis betydning enten er "hedning" eller "leder, eksempel, ideal" (115). Jeg takker Susan Godsk Weile for henvisningen til denne artikel.
This chapter is an attempt to outline, not a theology of the Septuagint, but the theology which r... more This chapter is an attempt to outline, not a theology of the Septuagint, but the theology which reveals itself in the special Greek wording of the translation in contrast to its Hebrew Vorlage. An introduction sketches the history of interpretation with regard to the interpretative character of the translation and stresses the importance of distinguishing between what the translators may have intended and what the chosen translation occasioned. There follows an overview of a series of the most significant choices, namely the designations for God, the rendering of ‘Torah’ by ‘Law’, messianic interpretations, and transformations of eschatology. In addition, theology as enculturation is discussed. A conclusion emphasizes the Septuagint as an important chapter in the reception history of the Hebrew Bible and its impact on the development of theology in the New Testament.
This short article is an overview of the meaning in Antiquity of the designations Palestine, Jude... more This short article is an overview of the meaning in Antiquity of the designations Palestine, Judea and Israel. The result is that whereas Palestine, following Herodotus and earlier the Assyrians, could be used, also by a Jewish author as Philo, not only of the coastal areas but also about the mountains behind, Judea, after the rise of the Hasmonean monarchy, became the name of the whole of this kingdom, just as was the case during Herod's reign and in Roman administrative terminology. First after the Bar Kockba rise, the Romans, wishing to remove any remembrance of the Jews, changed the name of the whole area to Palestine. Israel, being originally the name of the Northern kingdom, in later times normally designated the Jewish people viewed in a salvation historical perspective.
Denne udgivelses ti afhandlinger gaelder receptioner og transformationer af Bibelen i henholdsvis... more Denne udgivelses ti afhandlinger gaelder receptioner og transformationer af Bibelen i henholdsvis litteratur, filosofi og religiøse samfund. Kirsten Nielsen har som udgiver skrevet en indledning, der hjaelpsomt forhåndsindfører laeseren i de forskellige bidrag. Men også de tre afdelinger er hver isaer indledt af henholdsvis David Bugge, Marie Vejrup Nielsen og Marianne Schleicher. Til sammen viser bidragene den uhyre bredde i bibelreceptionen, der altså også former sig som transformation. Når det indledningsvis kan hedde: "While reception simply indicates the pure act of receiving a certain text, transformation points to the change or metamorphosis that takes place" (s. 10), bliver det dog lidt en akademisk sondring, fordi reception altid også indebaerer interpretation, således at det alene er graden af transformation, der er forskellig. David Bugge behandler i sin indledning de forskellige skikkelser, som reception og transformation af Bibelen i litteraturen kan tage fra genfortaelling, udvidende genfortaelling (Selma Lagerlöfs Kristus Legender; Thomas Manns Josef og hans Brødre), genskrivning, karakteriseret ved større forandringer (Albert Camus' Faldet), modfortaelling (André Gides novelle Den fortabte søns tilbagekomst) samt endelig selve det at skrive. Disse former eksemplificerer Bugge så på benyttelsen af Kain-figuren i litteraturen. Kirsten M. Andersen behandler Torgny Lindgrens dybsindige Dores Bibel fra 2005, idet hun saetter den i forhold til hans tidligere bøger. Laura Feldt tager fat på Philip Pullmans trilogi His Dark Materials, som hun argumenterer for henter sin narrative norm fra syndefaldsfortaellingen i 1 Mosebog kap. 3 -Pullmann har jo i mellemtiden desuden gjort sig bemaerket med en Jesus-bog. David Bugge analyserer Milan Kunderas erklaeret ateistiske forfatterskab med henblik på at se dets forestilling om et imaginaert paradis som reception og transformation af et bibelsk tema. Sidst i denne afdeling står Jakob Nissens gennemgang af Martin A. Hansens overraskende brug af Georg Brandes erklaering om, at evangelierne er litteraer fiktion, til at gøre sig fri af den institutionelle kirkes Kristus-billede, nemlig i den korte artikel Marias Søn (Jakob Nissen får her, uden forlaeg i Martin A. Hansens tekst, sneget betegnelsen 'son of man' ind). I filosofidelen optraeder, foruden Marie Vejrup Nielsens indledning, en fin afhandling af Iben Damgaard om Jobs Bogs rolle i Kierkegaards pseudonymt udgivne skrift Gjentagelsen, også som middel til at sige, hvad en god laeser er, hvad der udfoldes i en skildring af Kierkegaard som laeser af dette gammeltestamentlige skrift. Maria Louise Odgaard Møller bidrager med en indtil det afslørende klar analyse af Jesus-figuren i K.E. Løgstrups posthumt
A Danish theologian, Johannes Horstmann (1915-99), belonging to the movement Tidehverv, reacted i... more A Danish theologian, Johannes Horstmann (1915-99), belonging to the movement Tidehverv, reacted in the years 1959-68 in a series of articles on the new quest of the historical Jesus initiated by Ernst Käsemann i 1953. He did so by reviving Søren Kierkegaard’s paradox christology, showing that if form criticism is taken to its logical end, no historical Jesus will be left to the historian. In stead consequent criticism will have as its result that the gospels are testimonies of Christ and that their content considered as history is absurd. Thus, to Horstmann, every quest of the historical Jesus is theological illegitimate, because they fail to appreciate the unique character of the gospels.
Jesu-liv-projektet tog Jesus ud af dogmatikkens tydningsramme og anbragte ham i stedet i biografi... more Jesu-liv-projektet tog Jesus ud af dogmatikkens tydningsramme og anbragte ham i stedet i biografi ens historiske sammenhaeng. Moxnes' nye bog er i denne sammenhaeng et forsøg på at komme videre end Albert Schweitzer, nemlig ved at kortlaegge, hvordan nye tanker om folk og nation kom til at spille ind i Schleiermachers, Strauss', Renans og Georg Adam Smiths rekonstruktioner af Jesu liv. Disse fi re projicerede således i høj grad deres forskellige syn på folk og nation over på deres forståelse af Jesus og hans faerden i Galilaea og Judaea med Jerusalem. Palaestina blev ikke alene "det fremmede", men desuden et land, hvis geografi kunne spejle forholdene i deres eget land. For Renan og Smith kom rejser i Palaestina til direkte at infl uere på deres Jesus-opfattelse. Også tidligere havde indtryk af landskaberne fået lov til at bidrage til forståelsen af teksterne og af inkarnationen, ja de ligefrem kunne kaldes "det femte evangelium". Det var dog ikke kun åndeligt, at man tog landet i besiddelse. Napoleon erobrede det faktisk, og siden delte England og Frankrig det efter 1. Verdenskrig imellem sig i form af mandatområder, da Tysklands imperiale tiltag i området under Wilhelm 2. var forbi. Når Schleiermacher foretrak Johannesevangeliet, hang det også sammen med, at det ikke delte Jesu virke i en lykkelig galilaeisk periode og konfrontationen i det judaeiske Jerusalem. Det afspejler tiden efter Napoleon-krigene, hvor de tyske lande søgte en faelles identitet. Biografi ens Jesus bliver "den store mand", og Moxnes sammenligner Schleiermachers Jesus og samme forfatters fremstilling af Frederik den Store som idealkongen, der stod som et udtryk for folkeviljen, og hvor erindringen om ham blev en del af folkets selvbevidsthed. Jesus bliver her først og fremmest laereren, og Schleiermacher kan -som i sin tid Origenes -identifi cere Jesus med det Guds rige, som var centrum i hans praediken, og som følgelig var upolitisk og udgjordes af et folk bestående af ligestillede husholdninger. På den måde kunne Schleiermacher sammenstille sin utopi for Tyskland og Jesu tids jødiske land og folk. Strauss lagde i sin Jesu-liv-bog fra 1835-36 radikalt ud med at dekonstruere Jesus som legemliggørelsen af den guddommelige ide og dermed at fjerne grunden under det haevdvundne hierarki. I stedet kom ideen om menneskeheden. De synoptiske evangeliers Jesus afl øste her den johannaeiske. Strauss svaekkede dog i de følgende udgaver sin radikalitet ved at naerme sit Jesus-billede det af den store mand, men i 4. udgave (den, der blev oversat til dansk i 1842-43) genoptog han sit oprindelige standpunkt -for så at vende tilbage til den store mand i en ny Jesu-liv-bog i 1864. Siden afskrev Strauss dog Jesus som svaermer. Det blev Bismarcks Tyskland, der sejrede. Renan skrev sin Jesus-bog fra 1863 under en rejse i området, som han oplevede som både bekendt og fremmed. Galilaea blev forklaringen på Jesu
Tanken om, at Matthaeus-og Lukasevangeliet foruden Markusevangeliet bygger på endnu en faelles ki... more Tanken om, at Matthaeus-og Lukasevangeliet foruden Markusevangeliet bygger på endnu en faelles kilde, den siden forsvundne Q, står i dag for skud. Antagelsen af et litteraert forhold også imellem de to senere evangelier, får således stadig mere vind i sejlene. Fx er vi nogle, der mener, at Lukasevangeliet også benytter Matthaeusevangeliet. Men med Bartosz Adamczewski har den position, at Matthaeusevangeliet er det seneste af de tre og også bygger på Lukasevangeliet, fået en heftig fortaler. Efter en kort indføring i Q-problematikken følger et langt forskningshistorisk kap. 1 om de forskellige løsninger af det synoptiske problem i de sidste 25 år, inkl. deres forhistorie. Belaestheden er stor, og konklusionen er, at raekkefølgen Markus-, Lukas-, Matthaeusevangeliet er den mest sandsynlige. Det underbygges i kap. 2, der analyserer de basale mønstre i de synoptiske evangeliers indbyrdes litteraere afhaengighed, belagt med en raekke prøveeksempler. I kap. 3 haevdes nu Paulus' breve at vaere Markusevangeliets hovedkilde. Kronologisk ligger de forud. De er desuden en forudsaetning for dets teologi, der dog ikke kun "narrativiserer" paulinske forestillinger. Nej, ifølge Adamczewski indskriver Markus-forfatteren ligefrem Paulus' Kristus-identitet i sit Jesus-billede, der derved faktisk bliver et Paulus-billede. Ud over apostlens breve inddrager han også Homers Iliade og Josefus' vaerker. Metodisk spiller her G. Genettes Palimpsestes: la littérature au second degré (1982) en vaesentlig rolle. Dette grundlag arbejder forfatteren bag Lukasskrifterne nu videre på. En grundig analyse af tre dele (Luk 3,(1)(2)(3)(4)13; 6,3 samt "rejseberetningen" 9,28) vil vise, at de udgøres af en kreativ genskrivning af Markusevangeliet, hvorunder også Israels hellige skrifter, Paulus' breve, Josefus' vaerker og anden antik-jødisk litteratur som Ugeapokalypsen i 1 Enok 91-105 og Damaskusskriftet er inddraget. Forfatterskabet fremstår som eksempel på den bibelske og hellenistiske tradition for 'rewriting the Scriptures', og det sker i større Paulus-troskab end almindeligt antaget. Først her kommer det til en eksplicit datering, hvor Markusevangeliet saettes til 100-110, Lukasevangeliet til ca. 110-120 og Acta til ca. 10 år efter. I kap. 5 gaelder endelig Matthaeusevangeliet som sidste station i denne proces. Her er kildegrundlaget udvidet til foruden de to andre evangelier også at omfatte Acta samt Jakobsbrevet og 1 Petersbrev. Dette skrift er ikke specielt jødekristent, men et post-paulinsk arbejde, som alene øjensynlig repraesenterer et jødekristent, måske endda anti-paulinsk standpunkt, dog kun
Uploads
Papers by Mogens Müller