Sanchin

三戦 (三戰, 三進, 参戦)
Japansk:	sanchin
Mandarin Pinyin:	sānzhàn
Min Nan POJ:	sam-chiàn
Betyder	"tre kampe"

Det japanske ord ''sanchin'', skrevet i kanji

Sanchin (japansk: サンチン, også 三戦) er en kata inden for Karate. Den blev bragt til Okinawa af Higaonna Kanryō fra Kina, med oprindelse i den kinesiske stil kendt som "18 Arhats" (十八羅漢拳, Jūhachi-rakan-ken). Navnet Sanchin oversættes ofte til "tre kampe" og refererer til kampen for at forene krop, bevidsthed og sind. Sanchin er, ligesom Tensho, en grundlæggende kata (Kihon-kata).

Kataen er kendt som en af de vigtigste former i Naha-te og svarer til Shuri-te og Tomari-te i Naihanchi. Den skrives primært med kanji som "三戦", men nogle skoler bruger også varianter som 三進, 三正, 三拳, 鑽拳 eller 参戦.

Sanchin menes at have oprindelse i det sydlige Kina, specifikt Fujian, og anses for at være kernen i flere stilarter, herunder de okinawanske karate-stilarter Uechi-Ryū og Gōjū-Ryū samt kinesiske kampsystemer som Fujian White Crane, Five Ancestors (五祖拳), Pangai-noon og Tiger-Crane Combination tilknyttet Ang Lian-Huat. Tam Hon underviste en stil kaldet "Saam Jin" (kantonesisk for "Sanchin").

Navnet Sanchin, som betyder "tre kampe/konflikter/krige", tolkes sædvanligvis som kampen for at forene sind, krop og ånd, men der findes også andre fortolkninger. I Uechi-Ryū praktiseres en form af Sanchin med 貫手突 ("åben spydhånd"), mens versionen i Gōjū-Ryū, Chitō-ryū og Koei-Kan anvender lukket næve.

I de fleste karate-stilarter blev Sanchin udviklet af grundlæggeren af Gōjū-Ryū, Miyagi Chojun, med kraftfulde, lukkede slag med knoerne. I Uechi-Ryū og Ryuei-Ryū nærmer praksisformen sig den kinesiske oprindelige version med hurtigere, mere fleksible håndslag, der minder om slangens bevægelser. Teknikkerne i Sanchin udføres ofte fra en tæt kampstilling, og angreb og forsvar kan udføres med samme hånd. Bevægelsesformen er i høj grad cirkulær, hvilket afspejler forbindelsen til de kinesiske rødder og træner kontrol over modstanderen. Sanchin er essentiel for træningen af selvforsvar og indarbejder centrale punkter fra Kyūsho Jitsu.

Oprindelse

Den tidligst kendte litteratur, der omtaler oprindelsen af Sanchin, er Motobu Chōkis værk "Okinawa Kenpō Tode Jutsu Kumite-hen", hvor det angives, at Sanchin er en af de "former, som traditionelt har været praktiseret på Ryukyuøerne", og samtidig en form, "der ofte anvendes i Kina og som stadig eksisterer den dag i dag".

Der findes lignende åbne-hånd kata i den sydlige stil af kinesisk kampkunst, såsom Baihequan (Hvid Trane) med eksempler som Sanchin i Minghequan-systemet, Babu Lian i Yongchun Baihequan og andre, hvilket har ført til, at Sanchin i Okinawa almindeligvis anses for at være introduceret fra Kina. Præcis hvornår kataen kom til Okinawa, er dog omdiskuteret.

Tidligere blev det antaget, at Sanchin blev lært af Higaonna Kanryō under hans ophold i Qing-Kina, men der findes en anden tradition, hvor Kojo Daisuke (1837–1917), en senior og muligvis lærer for Higaonna, lærte Sanchin under en rejse til Fuzhou. Denne beretning omtaler en intens diskussion om Sanchin mellem Kojo Daisuke og Higaonna, kendt som "Sanchin-retssagen". Hvis denne beretning er korrekt, betyder det, at Kojo Daisuke lærte Sanchin samtidig med eller før Higaonna Kanryō.

Varianter

Higaonna Kanryōs Sanchin

Oprindeligt udførte Higaonna Kanryō Sanchin med åbne hænder (nukite) og en meget hurtig rytme med svage vejrtrækningslyde, kun korte skarpe lyde ved tilbagetrækning af hænderne. Senere blev slagene langsommere, og Miyagi Chōjun ændrede efter Higaonnas død kataen til den version med lukket næve og stærkere betoning af vejrtrækningen, som anvendes i moderne Gōjū-ryū.

Gōjū-ryū

I Gōjū-ryū udføres Sanchin med vejrtrækningsteknik og korrekt sanchin danchi med let bøjede knæ og fødderne placeret i en "レ"-form, hvilket giver en stabil holdning. Kataen udviklede balance, forsvarsevne, udholdenhed, koncentration og eksplosiv kraft. Tidligere blev kataen udført med tre skridt frem og vending; efter krigen ændredes den til tre skridt frem uden vending, ofte for at tilpasse træningen til ældre elever og børn. Sanchin indeholder de grundlæggende elementer i Gōjū-ryū, herunder koncentration af kraft gennem langtrukne vejrtrækninger og muskelspænding.

Sanchin med Kitae (1963)

Karakteristika i Gōjū-ryū

I Gōjū-ryū er Sanchin den niende kata og tredje af mellemkataerne (Fukyu kata). Den repræsenterer stilens hårdhed og styrke (go), mens kataen Tensho repræsenterer blødhed (ju), og sammen udgør de Go-Ju-parret. Navnet refererer til "tre kampe", ikke til faktiske kampe, men til en indre kamp mellem krop, sind og ånd. Kataen udfordrer musklerne til en konstant spænding og kræver intensiv, koncentreret ibuki-vejrtrækning. Træning af Sanchin lærer koncentration af kraft gennem muskelspænding og vejrtrækning. Den udføres normalt som blåbæltekata sammen med Taikyoku Mawashi uke.

Tōon-ryū, Shōji-ryū og Ryuei-ryū

I Tōon-ryū praktiseres Sanchin med lukket næve, hvor kataen udføres med tre skridt frem, vending, fire skridt tilbage, ny vending og afslutning med frem- og tilbagegående skridt. Shōji-ryū anvender Sanchin som grundkata med åbne hænder og mere naturlig vejrtrækning. Ryuei-ryū klassificerer Sanchin som "grundlæggende teknik" sammen med Seisan, hvor de begge fungerer som integreret grundtræning.

Shuri-te og andre

Ifølge karateforskeren Hiro Kinjo praktiserede Chōken Urasoe (1874–1936) Sanchin i Shuri før krigen. Flere Shuri-te-linjer har stadig Sanchin eller lignende kataer. Sōkon Matsumura’s Shorin-ryū Matsumura Karate-dō bruger åbne hænder, mens Chōyū Motobu-linjen har både åbne og lukkede variationer kaldet Gen-te og "Matsu Sanchin". Ishimine-ryū’s grundlægger Nobue Kaneshima udviklede en særlig krævende Sanchin kaldet Kumade, som findes på arkivvideoer fra 1961.

Uechi-ryū

Uechi-ryū har Sanchin som grundlag, og grundlæggeren Kanbun Uechi sagde: "Alt er Sanchin" og "Sanchin alene fortjener 10 års træning". Under studier i Kina praktiserede han tre år udelukkende Sanchin, før andre kataer blev introduceret. Kataen må derfor aldrig ændres eller udelades under træning.

Generel information

Sanchin-dachi

Sanchin anvender sanchin-dachi (三戦立ち), opkaldt efter kataen. Træning i Sanchin har til formål at styrke kroppens muskler og knogler, så udøveren kan modstå slag fra en modstander, samtidig med at grundmekanikken i et slag, som kræver en stabil base, indøves.

Sanchin er den første kata, der læres i Uechi-ryū, mens andre stilarter kan introducere den senere. I Gōjū-ryū findes der to Sanchin-kataer. Den første, Miyagis Sanchin eller Sanchin Dai Ichi, blev skabt af Chōjun Miyagi. Den anden, Higaonnas Sanchin eller Sanchin Dai Ni, blev oprindeligt undervist med åbne hænder (nukite) som i Uechi-ryū, men senere revideret til lukkede næver af Miyagis medstuderende Juhatsu Kyoda, grundlægger af Tōon-ryū, og blev også adopteret af Chōjun Miyagi. Denne kata blev senere anvendt i andre stilarter som Isshinryu, Kyokushin og Koei-Kan.

I nogle stilarter koordineres indånding og udånding med parader og angreb, mens andre stilarter ikke synkroniserer vejrtrækningen med teknikkerne.

Kontrolmetode (Shime)

Nogle stilarter anvender en metode kaldet shime (締め) til at kontrollere styrke, kropsholdning og håndkoncentration under udførelsen af kataen. Dette omfatter teknikker fra hårde slag, der tester muskeltonus og samlet styrke, til meget bløde og langsomme skub og træk, som tester udøverens evne til at reagere og opretholde korrekt position.

Litteratur

• Habersetzer, Roland (2009). Koshiki-Kata. Die klassischen Kata des Karatedô (fransk) (2 udgave). Chemnitz: Palisander. ISBN 978-3-938305-01-0.
• Espeloer, Horst (2008). Goju-Ryu Karate-Do. Grundlagen, Wettkampf-Training, Selbstverteidigung, Kata (2 udgave). Dortmund: Selbstverlag. ISBN 978-3-00-001342-3.
• Gsodam, Friedrich (1988). Goju-Ryu Karatedo. Geschichte, Weg und Ziel. Wien: Selbstverlag. ISBN 3-900856-01-X.
• Hahnemann, Gerd (2003). Goju-Ryu Karate-Do. Kata und Bunkai (1 udgave). Thalheim: Selbstverlag.
• Bishop, Mark (1999). Okinawansk Karate: Lærere, stilarter, hemmelige traditioner og skjulte teknikker i kampkunstskoler. Kampsport. Oversat af A. Kratenkova. Moskva: FAIR-PRESS. s. 304. ISBN 5-8183-0146-X.
• Misakyan, Misak Artsrunovich (2002). Kyokushin Karate: Selvlæringsbog. Moskva: FAIR-PRESS. ISBN 5-8183-0441-8.
• Wilder, Kris (2007). The Way of Sanchin Kata: The Application of Power. ISBN 1594390843.
• Uechi, Kanemasa (1977). 上地完英 (red.). Detaljeret forklaring af Okinawa Karate-Do. Uechi-Ryū Karate-Do Forening.
• Wataguchi, Masayoshi (1986). Karate no Kokoro. Kadokawa Shoten. ISBN 4048520296.
• Higaonna, Shigeo (2001). Historien om Gōjū-ryū Karate-Do. CHAMP.
• Kinjō, Akio (2005). Karate Denshinroku (Del 1). CHAMP. ISBN 4-902481-35-9.
• Takamiyagi, Shigeru (2008). Okinawa Karate Kempo- og Kobudo-Leksikon. Kashiwa Shobo. ISBN 978-4-7601-3369-7.

Eksterne henvisninger

• Andreas Ginger: Goju-Ryu Kata. Videoproduktion Geupel (DVD, uden aldersbegrænsning, ca. 100 min)
• Mario Holderbach: Goju-Ryu-Kata. Best Fitness Solutions (DVD, uden aldersbegrænsning)
• Yuishinkan Langenfeld: Sanchin
• Karatekata.de: Sanchin Arkiveret 2. oktober 2014 hos Wayback Machine
• Video på YouTube

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Sanchin