Reskript

Første og sidste side af Josef 1.'s reskript fra 1707, der tillader oprettelsen af et teknisk universitet i Prag.

Et reskript eller rescript (latin: rescriptum) var oprindeligt betegnelsen for et skriftligt svar fra en romersk kejser eller en pave på et spørgsmål om lov eller moral. Senere fik det en mere bred betydning som en officiel forordning eller skrivelse fra en regering, hvor det at udsende et reskript kaldes at rescribere.

I Danmark før indførelsen af Grundloven kunne kongen give love i form af reskripter. Under enevælden blev reskriptet udformet som en kongelig ordre, ofte udfærdiget direkte gennem kabinettet, rettet til et regeringsorgan (eller andre underordnede myndigheder). Dette fungerede som et udtryk for kongeligt initiativ med hensyn til udnævnelser, lovgivning med mere, og sådanne reskripter til regeringsorganer findes i dag som regel bevaret i forestillingsprotokollerne. Som en befaling rettet mod underordnede myndigheder stod reskriptet i modsætning til et missiv, der var målrettet enkelte personer eller grupper, og adskilte sig tillige fra en forordning eller anordning, som udgjorde en generel befaling rettet til alle landets borgere.

Reskripter blev oprindeligt udgivet enkeltvis og tilsendt de relevante myndigheder, hvorefter deres bestemmelser i praksis blev offentliggjort via plakater opslået på offentlige steder. I modsætning til forordningerne blev de dog ikke samlet i årgange og udbudt til salg, hvilket betød, at den præcise viden om indholdet ofte blev utilgængelig for den almene befolkning, når plakaterne igen var nedtaget. Selvom borgerne reelt ikke havde adgang til at sætte sig ind i reglerne, kunne de ikke påberåbe sig uvidenhed som undskyldning. De statslige forordninger var under enevælden gyldige og retligt bindende, uanset om de var effektivt kundgjort eller ej.

Et konkret eksempel på denne problematik indtraf, da den unge Rasmus Nyerup klagede over en politiafgørelse i en trykkefrihedssag. Nyerup havde skrevet kampskriftet Til Publikum (1786), der anklagede politimesteren for magtmisbrug efter en udstedt bøde. Nyerup kendte kun til et reskript af 20. oktober 1773, der regulerede udtalelser i aviser, men var uvidende om et supplerende reskript af 27. november 1773, der udvidede myndigheden til også at omfatte bøger. Da loven rent faktisk eksisterede og gjaldt, endte Nyerup med selv at modtage en offentlig irettesættelse fra sin arbejdsgiver, Københavns Universitets Konsistorium.

Situationen forbedredes delvist fra 1786, hvor juristen Laurids Fogtman påbegyndte udgivelsen af Samlingen af kgl. Reskripter, Resolutioner og Kollegialbreve, udtogsvis og i kronologisk Orden, for Tiden fra 1660 til 1812. Man havde nu mulighed for at slå reskripterne op, om end med det forbehold, at samlingen ikke var udtømmende. Senere blev udgivelsesrækken ført helt frem til 1865 af juristen Tage Algreen-Ussing. Ordet reskript gik i denne periode hen og blev en almindelig betegnelse for enhver samling af administrative forskrifter (fx Fogtmans reskripter, Gejstlige reskripter og Militaire reskripter). Desuden begyndte Collegial-Tidende at udkomme fra januar 1798, hvori mange reskripter efterfølgende blev offentliggjort.

Under det tidlige ministerstyre, efter indførelsen af Grundloven i 1849, forekom der endnu reskripter i begyndelsen, men lovformen forsvandt herefter gradvist og gled ud af brug. Som et markant historisk kuriosum blev betegnelsen dog anvendt demonstrativt under den tyske besættelse af Danmark, da regeringen den 13. december 1941 udsendte et kongeligt reskript (kontrasigneret af statsministeren) til udenrigsministeren angående danske gesandter i den frie verden, som nægtede at adlyde ordrer fra regeringen i København.

Eksterne henvisninger

• Laurids Fogtmanns Rescripter 1660-1815 er tilgængelige på Google Books

Spire Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.