Republik

Republik (af latin res publica, 'det offentlige anliggende' eller 'fælles sag') er en statsform, hvor statsoverhovedets stilling ikke bygger på arvelig monarkisk ret. I moderne sprogbrug betegner republik sædvanligvis en stat uden monark, hvor statsoverhovedet udpeges efter forfatningsbestemte regler, ofte for en afgrænset periode. Betegnelsen siger ikke i sig selv, om staten er et demokrati, eller hvordan den udøvende magt er fordelt.[1][2]
Historisk er ordet blevet brugt i bredere betydninger om et politisk fællesskab og dets offentlige anliggender. De antikke og tidligt moderne republikker var ikke nødvendigvis demokratier i nutidig forstand. Den politiske idéretning republikanisme er beslægtet med statsformen, men har sin egen historie og lægger blandt andet vægt på borgernes frihed og beskyttelse mod vilkårlig magt.[3]
Begreb og definition
[redigér | rediger kildetekst]Udtrykket res publica betegner på latin det, som vedkommer det offentlige eller fællesskabet, i modsætning til private anliggender. Det kan derfor ikke uden videre oversættes til den moderne betydning af republik som modsætning til monarki. Begrebet har ændret betydning i takt med udviklingen i den politiske tænkning og i staters forfatninger.[2]
Republik og monarki
[redigér | rediger kildetekst]Den almindelige nutidige sondring går mellem republikker, hvor statsoverhovedets embede ikke er arveligt, og monarkier, hvor det normalt er knyttet til et dynasti. Denne sondring beskriver imidlertid ikke, hvor meget politisk magt statsoverhovedet har. Et konstitutionelt monarki kan være et parlamentarisk demokrati, mens en republik kan være autoritært styret.[1]
San Marino er en republik med to samtidige statsoverhoveder, Capitani Reggenti, som vælges af parlamentet for seks måneder ad gangen. Andorra har også to statsoverhoveder, men er et parlamentarisk samfyrstendømme, hvor den franske præsident og biskoppen af Urgell deler statsoverhovedfunktionen. Eksemplerne viser, at antallet af statsoverhoveder ikke i sig selv afgør, om en stat er en republik eller et monarki.[4][5]
Republik og demokrati
[redigér | rediger kildetekst]Republik og demokrati betegner forskellige forhold. Republik beskriver først og fremmest statens konstitutionelle form; demokrati handler om befolkningens muligheder for at deltage i og kontrollere den politiske magt. Republikker kan være både demokratiske og udemokratiske, og demokratiske stater kan være både republikker og konstitutionelle monarkier.[1] Robert A. Dahl skelner mellem politisk konkurrence og deltagelsens bredde som to selvstændige dimensioner af demokratisering; ingen af dem følger automatisk af betegnelsen republik.[6]
Historisk udvikling
[redigér | rediger kildetekst]Antikken
[redigér | rediger kildetekst]I antikken blev forskellige former for styre uden kongedømme beskrevet som republikanske, selv om borgerrettighederne var begrænset til dele af befolkningen. De antikke forestillinger om det politiske fællesskab fik siden betydning for europæisk politisk idéhistorie.[3]
Den romerske republik
[redigér | rediger kildetekst]
Ifølge romersk tradition blev kongedømmet afskaffet omkring 509 f.Kr., og Rom udviklede en republikansk forfatning. Den politiske magt var fordelt mellem valgte magistrater, senatet og flere folkeforsamlinger. To konsuler beklædte normalt de højeste ordinære embeder i ét år ad gangen, mens senatet udøvede betydelig indflydelse gennem sin autoritet og sine råd. Den romerske forfatning byggede ikke på en moderne tredeling af magten: magistrater, senat og folkeforsamlinger havde forskellige, delvist overlappende funktioner, og de politiske rettigheder var ulige fordelt.[7][8]
Den politiske deltagelse var hverken almen eller ligelig. Konflikterne mellem patriciere og plebejere bidrog gradvist til ændringer i forfatningen, men kvinder, slaver og en række andre grupper var udelukket fra borgernes politiske rettigheder. Efter republikkens sammenbrud under borgerkrigene og Augustus' magtovertagelse blev flere republikanske embeder og institutioner videreført under kejserstyret.[8]
Middelalderens og renæssancens byrepublikker
[redigér | rediger kildetekst]
I middelalderen og renæssancen fandtes republikanske bystater, navnlig i Italien. Venedig var et eksempel på en republik, hvor politisk magt efterhånden blev koncentreret hos et arveligt patriciat. Fra 1297 blev adgangen til republikkens Store Råd gradvist begrænset gennem de reformer, som kaldes Serrata; i 1323 blev medlemskab udtrykkeligt gjort arveligt. Betegnelsen republik indebar således ikke, at alle indbyggere havde lige politiske rettigheder.[9]
Republikanismen og oplysningstiden
[redigér | rediger kildetekst]Den republikanske idétradition videreførte og omfortolkede forestillinger fra antikkens Rom. I denne tradition spillede blandt andre Ciceros romerske skrifter en vigtig rolle som forbilleder. Forfattere som Niccolò Machiavelli og senere europæiske og amerikanske tænkere diskuterede blandt andet borgerdyd, lovbundet styre, politisk deltagelse og forebyggelse af magtmisbrug. Traditionen var ikke ensartet og blev fortolket forskelligt i senere perioder. Den moderne forståelse af republikansk frihed som fravær af vilkårlig dominans er en nyere fortolkning af denne tradition og ikke en definition, som alle dens historiske tænkere delte.[3]
De amerikanske og franske revolutioner
[redigér | rediger kildetekst]Ved udarbejdelsen af USA's forfatning i 1787 blev en republikansk ordning med valgte institutioner, magtens tredeling og et ikke-arveligt statsoverhoved videreudviklet. Forfatningen etablerede blandt andet en kongres med to kamre.[10]
Under Den Franske Revolution afskaffede Nationalkonventet kongedømmet den 21. september 1792, og dagen efter blev offentlige dokumenter dateret efter republikkens første år. Dermed blev republikken en central del af den franske revolutions politiske udvikling.[11]
1800- og 1900-tallet
[redigér | rediger kildetekst]I 1800- og 1900-tallet blev republikker etableret i en række lande, blandt andet gennem revolutioner, afskaffelse af monarkier, opløsning af imperier og afkolonisering. Der opstod store forskelle i deres politiske institutioner og i graden af demokrati. Nogle udviklede repræsentative demokratiske institutioner, mens andre blev styret af militæret eller af ét dominerende parti.[1]
Republikkens politiske institutioner
[redigér | rediger kildetekst]Statsoverhovedets titel, udpegning og beføjelser varierer mellem republikker. Mange har en præsident som statsoverhoved, men præsidentembedet indebærer ikke nødvendigvis ledelse af regeringen. Forfatningen afgør, om statsoverhovedet har hovedsagelig repræsentative funktioner eller betydelig udøvende magt. Hanna Fenichel Pitkin skelner mellem statsoverhovedets symbolske rolle og den aktive politiske ledelse; én person kan varetage begge funktioner, men de må ikke forveksles.[12][13]
Parlamentariske republikker
[redigér | rediger kildetekst]I en parlamentarisk republik er regeringen politisk afhængig af parlamentets tillid. Præsidenten kan være et overvejende ceremonielt statsoverhoved, mens regeringschefen og ministerierne står for den løbende regeringsførelse. Nogle forfatninger giver dog præsidenten særlige beføjelser, eksempelvis i forbindelse med regeringsdannelse og forfatningskriser. Den afgørende institutionelle egenskab ved parlamentariske systemer er, at regeringen er afhængig af parlamentets tillid.[13][14] Lijphart beskriver desuden variationen i monarkers og præsidenters beføjelser som statsoverhoveder.[15]
Præsidentielle republikker
[redigér | rediger kildetekst]I et præsidentielt system er præsidenten både statsoverhoved og regeringschef. Præsidenten har et selvstændigt mandat og er normalt ikke afhængig af parlamentets løbende tillid for at forblive i embedet. Forholdet mellem præsident og lovgivende forsamling reguleres af forfatningens bestemmelser om magtfordeling og kontrol.[16]
Semipræsidentielle republikker
[redigér | rediger kildetekst]I et semipræsidentielt system findes både en folkevalgt præsident med politiske beføjelser og en premierminister med ansvar over for parlamentet. Den faktiske magtfordeling afhænger af forfatningen og de politiske styrkeforhold. Lijphart viser, at blandede systemer kan forene parlamentariske og præsidentielle træk på forskellige måder.[17][18]
Republikanske styreformer og demokrati
[redigér | rediger kildetekst]En republik kan have frie, konkurrerende valg, politisk pluralisme og retsstatslige begrænsninger af magten. Republikbetegnelsen er dog ikke en garanti for sådanne institutioner. En del stater, der i deres officielle navn anvender republik eller folkerepublik, er blevet styret som autoritære regimer eller etpartistater. En vurdering af styrets demokratiske karakter kræver derfor andre kriterier end statens navn og statsoverhovedets titel.[1] Fareed Zakaria har desuden argumenteret for, at konkurrerende valg må skelnes fra forfatningsmæssige garantier for individets frihed og begrænsninger af statsmagten.[19]
Nordkorea er formelt en republik, men den øverste politiske magt er siden 1948 blevet videreført gennem tre generationer af Kim-familien: Kim Il-sung, Kim Jong-il og Kim Jong-un. Statsformen er derfor forskellig fra styrets faktiske magtforhold. I forskningslitteraturen beskrives Nordkorea blandt andet som et personligt diktatur med dynastisk magtoverdragelse, uden at det dermed er et monarki efter sin forfatning.[20]
Republikanisme som politisk idé
[redigér | rediger kildetekst]Republikanisme betegner en politisk idétradition, som ikke alene handler om fraværet af et monarki. I den klassiske tradition har spørgsmål om borgerdyd, politisk deltagelse, retsstat og det fælles bedste været centrale. I nyere politisk filosofi har blandt andre Philip Pettit fremhævet frihed som fravær af dominans, det vil sige beskyttelse mod andres vilkårlige magt. Denne forståelse er genstand for faglig debat og skal holdes adskilt fra republik som formel statsbetegnelse.[3][21]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 "Republic". Annenberg Classroom (engelsk). Annenberg Public Policy Center.
- 1 2 "Republic". Encyclopedia.com (engelsk).
- 1 2 3 4 "Republicanism". Stanford Encyclopedia of Philosophy (engelsk). 12. august 2026.
- ↑ "Captains Regent" (engelsk). Reggenza della Repubblica di San Marino.
- ↑ "La Constitució del Principat d'Andorra" (catalansk). Consell General d’Andorra. Artikel 43.
- ↑ Dahl (1971), s. 4–11.
- ↑ Lintott, Andrew (1999). The Constitution of the Roman Republic. Oxford University Press. ISBN 9780198150688.
- 1 2 "Roman Republic". National Geographic Education (engelsk).
- ↑ Puga, Diego; Trefler, Daniel (2014). "International Trade and Institutional Change: Medieval Venice's Response to Globalization". The Quarterly Journal of Economics (engelsk). 129 (2): 753-821. doi:10.1093/qje/qju006. Særligt s. 784.
- ↑ "About the Senate and the Constitution". United States Senate (engelsk).
- ↑ "21 septembre 1792 – La Convention nationale et la fin de la royauté". Assemblée nationale (fransk).
- ↑ Pitkin (1967), s. 102–103.
- 1 2 Elliot W. Bulmer (2014). "Non-executive Presidents in Parliamentary Democracies" (engelsk). International IDEA.
- ↑ Lijphart (2012), s. 106–107.
- ↑ Lijphart (2012), s. 127–129.
- ↑ Markus Böckenförde (2011). "A Practical Guide to Constitution Building: The Design of the Executive Branch" (engelsk). International IDEA.
- ↑ Lijphart (2012), s. 108–113.
- ↑ Adem Kassie Abebe; W. Elliot Bulmer (2019). "Electing Presidents in Presidential and Semi-Presidential Democracies" (engelsk). International IDEA. doi:10.31752/idea.2019.30.
- ↑ Zakaria (2003), s. 17–21.
- ↑ Woo, Jongseok (2024). "Personalist Dictatorship and Political Roles of the Military in North Korea". Journal of Military and Strategic Studies (engelsk). 23 (2). doi:10.55016/40khkn96.
- ↑ Pettit, Philip (1999). Republicanism: A Theory of Freedom and Government. Oxford University Press. doi:10.1093/0198296428.001.0001. ISBN 9780198296423.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Elliot W. Bulmer (2014). "Non-executive Presidents in Parliamentary Democracies" (engelsk). International IDEA.
- Markus Böckenförde (2011). "A Practical Guide to Constitution Building: The Design of the Executive Branch" (engelsk). International IDEA.
- Dahl, Robert A. (1971). Polyarchy: Participation and Opposition. Yale University Press.
- Lijphart, Arend (2012). Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries (2 udgave). Yale University Press. ISBN 9780300172027.
- Lintott, Andrew (1999). The Constitution of the Roman Republic. Oxford University Press. ISBN 9780198150688.
- Pettit, Philip (1999). Republicanism: A Theory of Freedom and Government. Oxford University Press. doi:10.1093/0198296428.001.0001. ISBN 9780198296423.
- Pitkin, Hanna Fenichel (1967). The Concept of Representation. University of California Press.
- Puga, Diego; Trefler, Daniel (2014). "International Trade and Institutional Change: Medieval Venice's Response to Globalization". The Quarterly Journal of Economics. 129 (2): 753-821. doi:10.1093/qje/qju006.
- "Republicanism". Stanford Encyclopedia of Philosophy (engelsk). 12. august 2026.
- Woo, Jongseok (2024). "Personalist Dictatorship and Political Roles of the Military in North Korea". Journal of Military and Strategic Studies (engelsk). 23 (2). doi:10.55016/40khkn96.
- Zakaria, Fareed (2003). The Future of Freedom: Illiberal Democracy at Home and Abroad. W. W. Norton & Company. ISBN 9780393047646.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XX, s. 26; opslag: Republik (historisk fremstilling)
- Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 22, sp. 1441–1442; opslag: Republik (historisk fremstilling)