Louise Augusta af Danmark

Louise Augusta af Danmark
Portræt udført af Anton Graff i 1791.
Hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg
Periode	14. november 1794 – 14. juni 1814
Forgænger	Charlotte Amalie Vilhelmine af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön
Efterfølger	Louise Danneskiold-Samsøe
Ægtefælle	Frederik Christian 2., hertug af Augustenborg (g. 1786)
Børn	Caroline Amalie, Dronning af Danmark Christian August 2., Hertug af Augustenborg Frederik, Prins af Nør
Født	7. juli 1771(1771-07-07) Hørsholm Slot, Sjælland, Danmark
Død	13. januar 1843 (71 år) Augustenborg Slot, Als, Hertugdømmet Slesvig
Hvilested	Sønderborg Slot
Far	Johann Friedrich Struensee
Mor	Caroline Mathilde af Wales
Religion	Lutheransk

Louise Augusta af Danmark (7. juli 1771 på Hirschholm Slot – 13. januar 1843 på Augustenborg Slot) var en dansk prinsesse og hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg fra 1794 til 1814. Hun var officielt datter af kong Christian 7. og dronning Caroline Mathilde, men i samtiden var det en udbredt overbevisning ved hoffet, at hendes biologiske far var kongens livlæge, Johann Friedrich Struensee. Selvom hun jævnligt blev omtalt som "la petite Struensee", forblev hendes status som kongeligt født prinsesse af blodet uantastet.

Efter moderens bortvisning fra Danmark i 1772 blev Louise Augusta opdraget sammen med sin bror, kronprins Frederik (den senere Frederik 6.), under enkedronning Juliane Maries overopsyn. De to søskende knyttede sig tæt til hinanden, et bånd der bestod livet igennem. I 1786 blev hun som 14-årig gift med hertug Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Ægteskabet var politisk motiveret af et ønske om at sikre tronfølgen og bevare de danske kronlande samlet i slægten, men det blev præget af betydelige personlige og politiske uoverensstemmelser mellem ægtefællerne, herunder deres modsatrettede sympatier under Napoleonskrigene.

Louise Augusta spillede aldrig en formel politisk rolle, men fungerede i stigende grad som broderens fortrolige i stridighederne med hendes gemal og sønner. Hun bevarede livet igennem et stærkt dansk sindelag, hvilket bragte hende i modsætning til sin augustenborgske familie, der førte en antidansk politik i hertugdømmerne. Efter hertugens død i 1814 forblev hun bosat på Augustenborg Slot, hvor hun tilbragte sine sidste år. Hun døde i 1843 og blev dermed forskånet for at opleve sine sønners åbne oprør mod den danske konge under Treårskrigen.

Baggrund og opvækst

Prinsesse Louise Augusta i 1771. Maleri af Helfrich Peter Sturz. Rosenborgsamlingen.

Louise Augusta blev født den 7. juli 1771 på Hirschholm Slot i det nuværende Hørsholm. Hun var officielt datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, men allerede fra hendes fødsel var man ved hoffet overbevist om, at kongen kun i juridisk forstand kunne kaldes hendes far, og at Johann Friedrich Struensee var hendes virkelige far. Hun blev i samtiden jævnligt kaldt "la petite Struensee", også i hofkredse, men hendes kongelige og ægtefødte status blev aldrig officielt bestridt og fik ikke virkning for hendes position ved hoffet.

Hun var kun omkring ét år gammel, da Caroline Mathilde efter den celebre skilsmisse fra Christian 7. i forbindelse med Struensee-affæren blev tvunget til at forlade landet og sine to børn. Louise Augusta blev holdt over dåben af enkedronning Juliane Marie og blev efter moderens bortrejse opdraget sammen med sin tre år ældre bror, kronprins Frederik, den senere Frederik 6., under Juliane Maries overopsyn. De to moderløse søskende blev inderligt knyttet til hinanden, og dette nære forhold bevarede de livet igennem. I flere kilder fremhæves det, at Louise Augusta følte sig nærmere knyttet til ham end til noget andet menneske.

I opvæksten udviklede Louise Augusta sig til en livlig, smuk og vindende ung pige med fyrigt temperament og udprægede selskabelige evner. Samtidig beskrives hun i flere kilder som uden dybere kundskaber eller egentlig sans for højere åndelig dannelse, hvilket dog senere blev nuanceret af hendes deltagelse i de kulturelle og litterære kredse omkring Augustenborg. Hun delte med broderen en stærk dansk nationalfølelse, der var grundlagt gennem deres opdragelse.

Tidlige ægteskab

Ægteskabsplanen og dens politiske formål

Hertug Frederik Christian 2. (1765–1814), Louise Augustas husbond.

Louise Augustas skæbne blev tidligt bestemt af dynastiske og statsretlige hensyn. Allerede i februar 1779 forelagde A. P. Bernstorff for gehejmestatsrådet ønskeligheden af at træffe bestemmelse om hendes fremtidige ægteskab, dels for at forekomme mulige anmodninger om hendes hånd fra svensk eller anden side, dels fordi det kunne komme til at stille sig således, at tronen ville gå i arv til hende. I så fald ansås det for hensigtsmæssigt at knytte hende til arveprins Frederik Christian af Augustenborg, der ved den kongelige mandslinjes uddøen ville stå som nærmeste arving til hertugdømmet Holsten, således at kronens lande kunne bevares samlet i samme slægt.

Gehejmestatsrådet tilsluttede sig planen, og de bindende aftaler blev sluttet i 1780. Louise Augusta kendte imidlertid ikke til ordningen, før Frederik Christian i 1785 kom til København. Hun betragtede ham først som en god kammerat i hoffets forlystelser, men blev ubehageligt overrasket, da hun blev indviet i de trufne aftaler. Da hun modsatte sig tanken om ægteskab med den augustenborgske prins, afgjorde kronprins Frederik sagen med erklæringen: "Fædrelandets vel forlanger dette ægteskab."

Ægteskabet blev indgået den 27. maj 1786 på Christiansborg slot, mellem den endnu knap femtenårige Louise Augusta og Frederik Christian af Augustenborg, der var født 28. september 1765 på Augustenborg som søn af hertug Frederik Christian og prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine af Pløn ^(en). Han blev i 1794 hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg efter faderens død.

Ægteskab, hofliv og kulturelle kredse

Hertuginden i tyrkiske klæder, portrætteret af Jens Juel, ca. 1785/1786. Frederiksborgmuseet.

Ægteskabet var indgået af politiske hensyn og byggede ikke på Louise Augustas egne følelser for ægtefællen. De to ægtefæller var meget forskellige: hun var livsglad, udadvendt, musikalsk og selskabeligt begavet, mens Frederik Christian beskrives som fysisk lidet tiltrækkende, indadvendt, stærkt optaget af filosofi, pædagogik og litteratur samt præget af grublerier og politiske ambitioner. I de første år fandtes en vis harmoni, selv om nogen virkelig fortrolighed næppe opstod, men temperamentsforskellen fik senere afgørende betydning.

Frederik Christian søgte bevidst at "opdrage" sin hustru til at dele sine filosofiske og litterære interesser, og Louise Augusta lod sig i nogen grad føre ind i de kredse, der prægede tidens højere politiske og kulturelle miljø. I de første år boede parret i København, hvor Frederik Christian fik sæde i gehejmestatsrådet, og hvor de indgik i den højaristokratiske regeringskreds og havde adgang til det kongelige taffel. Efter Christiansborgs brand i 1794 boede de i Det Dehnske Palæ, indtil de i 1806 opgav vinterboligen i København.

I hovedstaden færdedes hertugparret i en kreds af politisk og kulturelt indflydelsesrige personer, herunder A. P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann, brødrene Christian Ditlev Reventlow og Ludvig Reventlow samt brødrene Christian og Frederik Leopold Stolberg og deres hustruer. Om sommeren opholdt parret sig på Augustenborg, på Als og i Gråsten, hvor der udfoldede sig et omfattende selskabeligt og kulturelt liv med blandt andre Frederik Christians begavede søster Louise ^(no) og slotspræsten Christian Jessen som faste punkter.

På rejser i Tyskland i 1790 og 1791, herunder baderejser, knyttede Louise Augusta og Frederik Christian forbindelser med tidens filosoffer og litterater, og gennem korrespondance og besøg blev Augustenborg et centrum for et åndeligt og selskabeligt levende hofliv. Louise Augusta, der havde talent for sang og musik, blev her et naturligt midtpunkt. Jens Baggesen var i en længere periode en hyppig og beundrende gæst ved det augustenborgske hof, og hans åbenlyse betagelse af Louise Augusta smigrede hende tydeligt.

Politiske sympatier og tiltagende modsætninger

Louise Augusta hilste i 1789 Den Franske Revolution velkommen og bevarede længere end de fleste i sit miljø sympati for udviklingen i Frankrig. Ligesom Frederik Christian begejstredes hun først over revolutionens omvæltninger, følte sig som demokrat, drømte om at træde ind i rækken af almindelige danske borgere og koketterede med tanken om at aflægge prinsessetitlen til fordel for hædersordet "borger". Hun var samtidig lykkelig over det frisindede danske statsstyre, som hun mente virkeliggjorde tidens frihedsidealer.

Med tiden skiltes ægtefællernes politiske sympatier. Frederik Christian blev efterhånden betænkelig ved revolutionens følger, følte modvilje mod Napoleon og sympati for hans modstandere, mens Louise Augusta forblev beundrer af Frankrig og overførte denne beundring på Napoleon. Efter Københavns bombardement i 1807 og krigen med England delte hun fuldt ud broderen Frederik 6.s had til England, som de kaldte "de stolte røvere", mens Frederik Christian forholdt sig kritisk til den fransk-orienterede politik. Denne forskel blev et af udgangspunkterne for den voksende misstemning mellem ægtefællerne.

Louise Augusta kom aldrig til at spille nogen egentlig selvstændig politisk rolle. Et brev fra Ernst Schimmelmann viser dog, at det i eftersommeren 1807 var på tale at sende hende til Norge som vicedronning. Hendes betydning lå først og fremmest i udviklingen af forholdet mellem Frederik Christian og Frederik 6., hvor hun i stigende grad blev broderens fortrolige og kilde til oplysninger om ægtefællens synspunkter.

Senere ægteskab

Luise Auguste, portræt af Jens Juel, ca. 1785. Celle Slot.

Børn, familieliv og samtidige rygter

Ægteskabet var længe barnløst, men efter behandling hos hoflægen Carl Ferdinand Suadicani fødte Louise Augusta i 1796 datteren Caroline Amalie, senere Christian 8.s dronning, og derefter sønnerne Christian August, senere hertug af Augustenborg, og Frederik Emil, også kendt som prinsen af Nør.

I samtiden mente man, at Louise Augusta havde elskere, og blandt de nævnte var Suadicani, som efter rygterne skulle være far til et eller flere af børnene. Påstandene kan dog ikke verificeres med sikkerhed. Frederik Christian betragtede børnene som sine egne og ofrede stor omsorg på deres opdragelse og uddannelse.

Datteren Caroline Amalie var tæt knyttet til Louise Augusta, og forholdet til svigersønnen, den senere Christian 8., blev nært og fortroligt. Allerede i 1813, da prins Christian Frederik på vej til Norge besøgte Augustenborg, indviede han Louise Augusta i sit ønske om at vinde Caroline Amalie som fremtidig ægtefælle, og efter brylluppet i maj 1815 bevarede hun et nært forhold til ham. Sønnerne gled derimod efterhånden bort fra hende, og hendes indflydelse på deres udvikling blev begrænset.

Parret fik tre børn:

• Caroline Amalie (1796-1881), 1839-48 dronning af Danmark, gift med Christian 8.
• Christian August (1798-1869), fra 1814-52 hertug af Augustenborg, gift 1820 med komtesse Louise Sofie Danneskjold-Samsøe (1796-1867).
• Frederik (1800-1865), fra 1832-51 prins af Nør, gift 1. gang 1829 med komtesse Henriette Danneskjold-Samsøe (1806-58), gift 2. gang 1864 med ms. Lee (amerikaner).

Herefter endte alle hendes graviditeter med aborter.

Bruddet med Frederik Christian

Jens Juel, skole, portræt af prinsesse Louise Augusta.

Afstanden mellem Frederik Christian og Frederik 6. voksede med årene, især på grund af dybtgående politiske uoverensstemmelser om hertugdømmernes forhold til kongeriget. Allerede i 1806, da spørgsmålet om Holstens indlemmelse var brændende, søgte Louise Augusta at afværge et brud mellem de to svogre, men advarede samtidig sin mand mod bestræbelser, der kunne føre hans slægt ad veje uforenelige med kongehusets interesser. Flytningen fra København til landslottene var bestemt før begivenhederne omkring Holsten, men konflikten kølnede forholdet stærkt mellem kronprinsen og hertugen.

Under uvenskabet mellem Frederik Christian og Frederik 6. stillede Louise Augusta sig på broderens side. Hun gav ham meddelelser om Frederik Christians kritik af den danske regering, og under det svenske tronfølgervalg i 1810 arbejdede hun på Frederik 6.s opfordring aktivt på at blokere hertugens bestræbelser på at blive valgt til svensk tronfølger. Det skyldtes ganske sikkert et brev fra hende, at Frederik 6., da spændingen om det andet svenske tronfølgervalg var på sit højeste, satte svogeren under militært opsyn.

Da Frederik Christian blev klar over Louise Augustas rolle, blev forholdet mellem ægtefællerne reelt ødelagt. Hun fortsatte med at rapportere til broderen om hertugens bitre udtalelser, hans kritik af det danske statsstyre og hans påvirkning af sønnerne mod det danske kongehus. Frederik Christian reagerede ved testamentarisk at begrænse hendes råderum over børnenes fremtid, blandt andet ved at give hende to medformyndere og ved at fremhæve hendes pligter som det augustenborgske hus’ moder.

Louise Augusta stod i det hele taget fjernt fra ægtefællens og senere sønnernes antidanske politik i hertugdømmerne. Til forskel fra Frederik Christian, der følte sig som tysker, bevarede hun sit danske sindelag og lod hensynet til fædrelandets fremtid gå forud for mandens dynastiske ambitioner.

Enkestand, godser og sidste år

Palæet i slotshaven syd for Augustenborg slot, som blev enkesæde for Louise Augusta.

Frederik Christian døde 14. juni 1814, hvorefter Louise Augusta blev enke. Hun blev først boende på Augustenborg Slot, senere i det såkaldte Palæ i slotshaven, og hun var i de første år optaget af godsernes bestyrelse samt børnenes opdragelse. Hun forestod styrelsen af de augustenborgske godser indtil 1820, da sønnen Christian August vendte hjem fra en længere udenlandsrejse og overtog styrelsen af Augustenborg.

Ifølge Axel Linvald og H.P. Clausen, er det "almindeligt antaget", at Louise Augustas livsappetit ikke lod hende nøjes med Frederik Christian i ægteskabet, og at hun søgte adspredelse efter hans død.

Af sønnerne foretrak Louise Augusta afgjort den yngste, prins Frederik Emil, hvilket vakte irritation hos den ældste søn, Christian August. For at sikre Frederik Emil rigeligere indtægter og passende sysselsættelse erhvervede hun i 1832 godset Nør, i én kilde nævnt sammen med Grønwold i Sydslesvig; han bestyrede disse godser, indtil der i 1838 blev oprettet et fideikommis for ham og hans slægt.

Efter Christian Augusts giftermål flyttede Louise Augusta ind i Palæet, hvor hun holdt et beskedent, i en anden kilde karakteriseret som excentrisk, miniaturehof. På sine ældre dage levede hun i stigende ensomhed og var blandt andet optaget af sine passioner for hunde og aber. Hun mistede efterhånden en del af den nære kontakt med sønnerne, men forblev inderligt knyttet til broderen Frederik 6. indtil hans død og gennem datteren til hans fætter og efterfølger Christian 8.

Louise Augusta døde 13. januar 1843 på Augustenborg. Hun havde til det sidste bevaret sit danske sindelag og blev, som en kilde formulerer det, forskånet for at se sine sønners oprørske færd mod deres lovlige konge.

Ikonografi og kulturel indflydelse

Louise Augusta portrætteret i to malerier af Jens Juel, udført henholdsvis i 1784 (venstre) og 1787 (højre). Malerierne befinder sig henholdsvis på Kensington Palace og Frederiksborg Slot.

Som en fremtrædende figur i sin samtid er Louise Augusta gennem årene blevet flittigt portrætteret af forskellige kunstnere i form af malerier, miniaturer, pasteller, buster og relieffer. Der findes tillige adskillige stik, litografier, tegninger, silhuetter og medaljer af hende. Hendes portrætter og gengivelser kan i dag opleves på en række udstillinger og museer, bl.a. på Rosenborg Slot, Frederiksborgmuseet, Sønderborg Slot og Thorvaldsens Museum.

Blandt de mest bemærkelsesværdige værker er to malerier af den anerkendte danske kunstner Jens Juel: det første fra 1784, som opbevares i den britiske Royal Collection (Kensington Palace), og et andet fra 1787, som findes på Frederiksborgmuseet. Jens Juel udførte også en lang række andre malerier, skitser og pasteller af prinsessen gennem 1780'erne og 1790'erne, og et særligt maleri af hende iført tyrkisk dragt findes ligeledes på Frederiksborgmuseet. Den tysk-schweiziske portrætmaler Anton Graff portrætterede hende også af flere omgange i begyndelsen af 1790'erne, heriblandt et værk der opbevares på Sønderborg Slot, og et andet fra 1791 på Rosenborg. Allerede som spæd blev hun afbildet i en pastel af H. P. Sturz (1771), som findes på Rosenborg, og sammen med moderen på stik og træsnit i 1772. Senere i livet blev hun afbildet som barn på malerier af Kristian Zahrtmann i 1881 og 1882, og af Poul S. Christiansen i 1902.

Portrætter og relationen til Thorvaldsen

Medaljon af Louise Augusta udført af Bertel Thorvaldsen i 1793. Thorvaldsens Museum.

I 1793 portrætterede den berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsen hende i en reliefmedaljon, som opbevares på Thorvaldsens Museum. De to lærte senere hinanden personligt at kende og tilbragte i september 1819 nogle dage sammen, da Thorvaldsen gjorde ophold på Augustenborg under sin rejse til Danmark fra juli til oktober det år.

I 1797 blev Louise Augusta også portrætteret i en buste af billedhuggeren Giovanni Domenico Gianelli. Busten, der er signeret "D. Giannelli Fecit. 1797" (fejlagtigt dateret til 1791 i Weilbachs Kunstnerleksikon), findes i gipseksemplarer på Rosenborg, Frederiksborg og slottet Ahrensburg. Thorvaldsens far, Gotskalk Thorvaldsen, kritiserede dette værk i et brev fra maj 1797, hvor han omtalte det som "et hæslig Kokkepige Ansigt og stor Sloyfe i Panden". Thorvaldsens Museum har skrevet herom, at Thorvaldsens (senior) nedvurdering formentlig skyldes hendes uægte byrd, samt en satirisk brod mod prinsessen, da hun var meget optaget af de franske frihedsidealer.

Eftermæle

Louise Augustas dramatiske liv og baggrund som uægte "kærlighedsbarn" af den sindssyge konges livlæge har tjent som inspiration for dansk skønlitteratur. Den danske forfatter Maria Helleberg har skrevet den bedstsælgende historiske roman Kærlighedsbarn (2003), som bygger på Louise Augustas liv. Romanens succes inspirerede efterfølgende til en særlig biografisk særudstilling om prinsessens liv på Rosenborg Slot. Hun optræder også som en biperson i den britiske forfatterinde Norah Lofts' historiske roman The Lost Queen, der omhandler hendes mor, dronning Caroline Mathildes liv.

Hendes navn lever desuden videre rent geografisk. Både det historiske Fort Augustaborg ^(en) (opført 1787) i det nuværende Ghana og det tidligere danske batteri Fort Louise Augusta nær Christiansted på Sankt Croix (US Virgin Islands) blev i sin tid navngivet til ære for hende.

Kilder

• Bjørn, Claus (2001). "Louise Augusta". I Larsen, Jytte (red.). Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Vol. 2. København: Rosinante & Co. s. 454-455. ISBN 8773574864.
• Jørgensen, Adolph Ditlev (1896). "Louise Augusta, Hertuginde af Augustenborg". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. X. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 403-404.
• Linvald, Axel (1938). "Louise Augusta" (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. XIV (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 497-499.
• Maria Helleberg & Katia Johansen, Louise Augusta – Kærlighedsbarnet, Rosenborg, 2003. ISBN 87-89542-68-1.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Louise Augusta af Danmark