Elisabeth (fyrstinde)

Elisabeth, 1485-11.6.1555, kurfyrstinde af Brandenburg. Født i Nyborg, død i Kölln a.d. Spree, begravet i Berlins domk. E. ønskedes 1499 af den russiske zar Ivan III til hustru for dennes søn Vassilij, men dette tilbud afvistes af religiøse og politiske grunde. 5.2.1500 forlovedes E. i Kiel med den da 16-årige kurfyrste. Kong Hans havde planlagt brylluppet til foråret 1501, men på grund af krigen i Sverige udsattes det et år. I ovrigt blev det et dobbeltbryllup, idet E.s farbror hertug Frederik (senere Frederik I) ved samme lejlighed viedes til kurfyrstens søster Anna. I ægteskabet kom der flere børn, men i længden formåede hun ikke at fastholde ægtemandens interesse hvad der plagede hendes meget. På den anden side nærede hun afsky for ægtemandens interesse for astrologi. Selv søgte hun tilflugt i religionen. Sine børn synes hun til en vis grad at være blevet fremmed overfor; efter moderens død var broderen Christian II det menneske hun følte sig mest knyttet til. Hun korresponderede med ham på dansk, var med til hans bryllup i Kbh. 1515 og bidrog sammen med sin mand til at mægle forliget mellem ham og hertug Frederik i Bordesholm 1522. Broderens ulykke ramte hende hårdt, og hendes forhold til kurfyrsten blev yderligere spændt da den store hær han i sommeren 1523 havde samlet for svogeren måtte opløses på grund af dennes pengemangel hvorved han fik en stor gældsfordring på Christian. Værre blev det da de to søskende åbenlyst bekendte sig til Luthers lære. Den katolske kurfyrste drøftede med sine teologer muligheden af at tage sin kætterske hustru af dage, lade sig skille fra hende eller spærre hende inde. Hun knyttede sig endnu fastere til broderen hvem hun 1526 overlod sine smykker og sølvtøj, og flygtede marts 1528 forklædt i bondedragt til Sachsen hvor hendes morbror kurfyrst Johann anviste hende slottet Lichtenberg ved Wittenberg til bolig. Her levede hun en årrække som "Markgrevinden af Lichtenberg", plaget af fattigdom, lamhed og tiltagende øjensvækkelse og bekymret for broderen hvis fangenskab hun ved henvendelser til Frederik I og Christian III søgte at få mildnet. Under grevefejden i hvilken hendes svigersøn hertug Albrecht af Mecklenburg deltog påtænkte Jürgen Wullenwewer og Jørgen Kock at få hende til Danmark for at påvirke stemningen. Sin trøst fandt hun i Bibelen og sin lutherske overbevisning. 1545 vendte hun tilbage til Brandenburg, hvor hendes børn – også kurfyrst Joachim II – nu var gået over til protestantismen, og levede her til sin død på sit enkesæde i Spandau.